Ægproducent efter aflivning af 115.000 fugle: Myndighedernes strategi har slået fejl - få nu gang i de vacciner

Nye udbrud af fugleinfluenza i denne uge betyder, at 115.000 fugle skal aflives. Ægproducent Lars Bredahl mener, at myndighedernes hidtidige strategi har været ineffektiv og dyr for skatteborgerne.

21. februar 2026
Læsetid: 4 minutter
Nærbillede af Lars Bredahl
Lars Bredahl, forperson for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, opfordrer myndighederne til at få udrullet vaccination af høns mod fugleinfluenza hurtigst muligt efter nye udbrud. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek

Den hidtidige strategi mod fugleinfluenza har slået fejl, og der er behov for at komme i gang med at vaccinere fjerkræ så hurtigt som overhovedet muligt.

Det mener Lars Bredahl, forperson for Æg- og Fjerkræudvalget i Økologisk Landsforening, efter at myndighederne igen har konstateret et stort udbrud af fugleinfluenza. Denne gang er det i en større hønsebesætning med 115.000 æglæggende høner ved Herlufmagle, nord for Næstved.

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har lørdag indledt aflivning af de mange fjerkræ.

”De mange udbrud vi har set denne sæson, primært i besætninger der ikke har adgang til udearealer, kalder efter min opfattelse på et snarlig skift i strategi. Udelukkende at fokusere på hygiejne - og ved udbrud saneringer - er for mig at se ikke længere en gangbar løsning, og jeg mener, vaccination af høns skal planlægges, så snart det overhovedet er muligt," siger Lars Bredahl til Økologisk Nu.

Han fik selv aflivet hele sin besætning for få måneder siden efter et udbrud af fugleinfluenza, og han har gennem længere tid set misundeligt mod de lande, hvor man er begyndt at teste vacciner af fjerkræ.

Vil afprøve vaccine sidst på året

Herhjemme har myndighederne længe afvist at kopiere den strategi, men kort før jul var meldingen så, at de vil afprøve vacciner ved udgangen af 2026 - i første omgang dog kun med kalkuner. Lars Bredahl ser gerne, at vaccinen hurtigst muligt kommer til at omfatte høns.

"Jeg kan frygte, at vi når en situation, hvor myndighederne kan have svært ved at håndtere flere udbrud, da arbejdet med sanering er en kæmpe opgave, specielt når vil taler om større besætninger. Det er heller ikke økonomisk forsvarligt at bruge så mange skattemidler på disse saneringer, når der nu med vaccination findes en anden vej," siger han.

Ifølge Styrelsen er det afgørende for en kommende vaccinationsstrategi, at der er dokumentation for, at den er effektiv for forskellige fjerkræarter under danske forhold, samt at vaccinerne kan skaffes i tilstrækkelige mængder:

"Da effektiviteten af den enkelte vaccine ikke er ens ved vaccination af forskellige fjerkræarter, og kravene til sygdomsovervågning i vaccinerede besætninger heller ikke er ens for de forskellige fjerkræarter, vil der skulle udarbejdes individuelle vaccinationsstrategier til de enkelte fjerkræsegmenter," meddelte fødevareminister Jacob Jensen før jul.

Husk fokus på smittebeskyttelse

Efter de seneste udbrud opfordrer Styrelsen alle, der holder fjerkræ og fugle, til at have fokus på smittebeskyttelse og bl.a. skifte fodtøj, inden de går ind til deres dyr. Derudover er det vigtigt, at man sikrer, at vilde fugle hverken kan få adgang til dyrene eller deres vand og foder.

Pga. det høje smittetryk i de vilde fugle vil man kunne finde syge og svækkede fugle i naturen, og Styrelsen opfordrer derfor til, at man ikke rører ved de syge fugle eller tager dem med hjem.

"Vi oplever et meget højt smittetryk med fugleinfluenza i de vilde fugle i Danmark i denne sæson, og smitten rammer både store og små besætninger. Så sent som torsdag, måtte vi aflive 800 fasaner i en mindre besætning, og nu rykker vi så ud i helt stor skala i weekenden," siger Henriette M. Hansen sektionsleder i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Styrelsen har netop oprettet en beskyttelseszone i en 3 km radius samt en overvågningszone i en 10 km radius omkring den smittede besætning. Fugle- og fjerkræejere, der ligger inden for zonerne, skal registrere deres besætning på landbrugsindberetning.dk. I begge zoner gælder nu skærpede krav til alle fjerkræejere, som blandt andet betyder, at de ikke må flytte fjerkræ, æg eller fjerkræprodukter ind eller ud af zonen uden særlig tilladelse fra Styrelsen.