Fasanbesætning ved Holbæk blev årets fjerde offer for fugleinfluenza
Torsdag blev en besætning på 800 smittede fasaner aflivet hos en sjællandsk opdrætter, som nu er underlagt flere restriktioner, som skal forhindre smitten i at sprede sig.
Prøver fra Statens Serum Institut viste torsdag, at en fasanbesætning i Jyderup ved Holbæk er ramt af fugleinfluenza. Fugleinfluenza smitter kun sjældent mennesker, men for at begrænse risikoen for smittespredning til andre fugle og af hensyn til dyrevelfærden afliver styrelsen dyrene fredag. Aflivningen sker i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
"Vi oplever et meget højt smittetryk med fugleinfluenza i de vilde fugle i Danmark i denne sæson, og smitten rammer både store og små besætninger. Så vi vil gerne gentage opfordringen til alle, der holder fjerkræ og fugle, om at have fokus på smittebeskyttelse og bl.a. skifte fodtøj, inden de går ind til deres dyr. Derudover skal man sikre, at vilde fugle ikke kan få adgang til dyrene samt deres vand og foder", siger Henriette M. Hansen, sektionsleder i Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Fire tilfælde af smitte i år
Fugleinfluenza er meget udbredt blandt vilde fugle, og i 2025 havde Danmark 14 udbrud og måtte aflive mere end 300.000 fugle, og kun en uge inde i 2026 blev landet 8. januar ramt af årets første tilfælde af smitte med fugleinfluenza.
Det gik ud over en hobbybesætning med 20 høns og ænder i Tikøb ved Helsingør. En måned senere blev et hobbyhold med ca. 75 høns og nogle få ænder i Tingsted nord for Nykøbing Falster smittet med fugleinfluenza. 17. februar var den gal igen, da en mindre hobbyhønsebesætning ved Bandholm på Lolland måtte aflives på grund af den smitsomme fjerkræsygdom.
I går kom årets fjerde tilfælde af fugleinfluenza, som betød, at Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i samarbejde med Beredskabsstyrelsen igen måtte i aktion for at aflive 800 fasaner i en besætning ved Tornved nær Holbæk.