Annonce
Annonce
I et nyt projekt har Innovationscenter for Økologisk Landbrug undersøgt udnyttelsen af fytaseaktivitet i foderkorn. Foto: Jakob Brandt
Æglæggende høner kan klare sig med mindre
En undersøgelse viser, at total-fosfor i færdigfoderet til høner over 30 uger kan sænkes til mellem 5,5 og 6,0 g/kg foder mod nu ca. 6,7 g.
Fosfor i foder til æglæggende høner er en svær balancegang for økologiske fjerkræproducenter, som ikke har mulighed for at bruge foder med syntetisk fremstillet fytase. På den ene side skal hønerne have tilstrækkeligt med fosfor til rådighed til knoglebygning og skalstyrke, på den anden side skal mængden af fosfor i gødningen minimeres af hensyn til miljøet.
Korn indeholder fytase: Rug, triticale og hvede indeholder mere end byg og havre. Fytase bidrager til at gøre fosfor tilgængeligt for dyrene, men fytase nedbrydes imidlertid af opvarmning, og derfor er fytaseaktiviteten i pelleteret færdigfoder lav eller ikke-eksisterende. For at sikre forsyningen til hønerne, tilsættes en større mængde total-fosfor til foderet.
Innovationscenter for Økologisk Landbrug har i projektet ’Optimal udnyttelse af naturlig fytaseaktivitet i foderkorn’ undersøgt, om indholdet af fosfor i færdigfoder kan sænkes uden at gå på kompromis med hønernes behov, og om det er muligt for hjemmeblandere at udnytte det naturlige indhold af fytase i korn bedre.
»Den sikkerhedsmargin, som grovvarevirksomhederne arbejder med, når det gælder fosfor, er nok rigelig stor. Vi kan se af undersøgelserne, at total-fosfor i færdigfoderet til høner over 30 uger kan sænkes til mellem 5,5 og 6,0 g/kg foder, hvor det for nuværende er oppe omkring 6,7,« konstaterer fjerkrækonsulent Niels Finn Johansen, Innovationscenter for Økologisk Landbrug.
Afprøvningen blev gennemført på en bedrift med 11 stalde, hvoraf der i de ni blev anvendt forsøgsfoder med lavere indhold af fosfor.
Stor variation
Fodervirksomhederne må ikke med den nuværende lovgivning undlade at varmebehandle kornet i blandingerne og på den måde bevare den naturligt forekommende fytase i foderet. Den vej er derfor kun mulig for hjemmeblandere.
I projektets regi er der i 11 besætninger indhentet data om fosfor og fytase i foder, ligesom skalstyrke i æg og knoglestyrke er undersøgt. Besætningerne anvender i eget korn i forskellig grad, og variationen mellem besætninger var særdeles stor på alle parametre.
»Nogle producenter vælger at køre med et meget lavt fosforindhold i foderet. Det fordrer en høj fytaseaktivitet i foderet og management på højt niveau. I den situation er der ikke plads til svigt,« fastslår Niels Finn Johansen, der understreger, at der er en direkte sammenhæng mellem fosforforsyning og knogle- og skalstyrke.
Konklusioner
- Den sikkerhedsmargin, der hidtil har været anvendt for fosforindhold i foder til øko-høner, har været større end nødvendig.
- Total-P i fabriksfremstillet foder til økologiske høner over 30 uger kan sænkes til mellem 5,5 og 6,0 g/kg foder svarende til 3,2 g tilgængeligt fosfor pr. kg foder.
- Ved at bruge eget, uopvarmet korn kan man bevare en betydelig fytaseaktivitet, der øger tilgængeligheden af foderets naturlige fosforindhold.
- Den naturlige fytaseaktivitet (200-500 FTU/kg foder) har i undersøgelsen ikke været høj nok til at kompensere for det meget lave fosforindhold, som nogle producenter har kørt med.
- Der er en direkte sammenhæng mellem fosforforsyning og knogle- og skalstyrke.
- Strategisk calciumforsyning sidst på dagen kan være en vigtig metode til at mindske behovet for P til indlejring og mobilisering af calcium fra knoglerne i forbindelse med dannelsen af æggeskal.
Flere artikler fra samme sektion
Potentialet for at øge de økologiske udbytter er stort
ANALYSE: Kvælstof bestemmer den største del af de økologiske udbytter, og det er oftest den begrænsende ressource i en økologisk markplan. Fravær af pesticider koster også udbytter i en direkte sammenligning med konventionel planteavl. Det økologiske greb er at udmønte de grundlæggende økologiske principper til praktisk landmandskab, krydret med nye metoder og teknologier.
Skovforskning skal gøre grise mere bæredygtige
Aarhus Universitets forsøg ved Holstebro skal give økologiske griseproducenter et bud på, hvordan indretningen af grisenes folde kan begrænse kvælstofudledningen, så de bedre kan sikre kunderne mere bæredygtigt svinekød.
Tørken i 2018 og regnen i 2024 var kun en forsmag på, hvad danske landmænd har i vente, viser nye klimatal
DMI's nye Klimaatlas beregner, at havniveauet omkring Danmark vil være 42 cm højere i slutningen af dette århundrede. Danske landmænd kommer i dén grad til at kæmpe med både meget våde og meget tørre perioder fremover, vurderer eksperter.