Annonce

Annonce

John Fogde står foran en mørk mur og ser smilende på kameraet

John Fogde og hans kollegaer bag festivalen Northside har løftet økologiprocenterne i madboder og barer på rekordtid – op til tæt på 100 i år. John Fogde siger det sådan: ”Ude hos os skal du ikke gøre, som når du går i supermarkedet, hvor du vælger økologi til. Vi har valgt økologi til for dig”. Foto: Simon Staun

»Vores øko-arbejde har skubbet på festival-Danmark «

PODCAST: Folkene bag Northside har på få år skruet musikfestivalens økologiprocent op fra 0 til næsten 100. Northside-talsmand John Fogde fortæller i podcasten 'Derfor blev jeg økolog' om de første forhindringer.

Det startede som en Aarhus-drøm hos grundlæggerne af Northside, Brian Nielsen og Flemming Myllerup.

"De havde et ønske om at lave en økologisk, bæredygtig festival med musik, som de selv synes er fedt. Og at lave festivalen i den by, hvor de bor – og det blev så til North Side."

Det fortæller John Fogde, der er PR-ansvarlig og talsmand for Northside, som er en af de festivaler, Down The Drain Group står bag. Northside er en musikfestival, der har været afholdt i Åbyhøj i det vestlige Aarhus hvert år siden 2010. Fra 2012 over tre junidage. Festivalen har haft op mod 40.000 gæster, som ud over en stigende andel af økologisk mad- og drikke musikalsk er blevet trakteret med navne som Nick Cave, Duran Duran og Radiohead.

Om den grønne profil, der spirede i de første år, og siden 2017 har været fuldt udvokset med økologiprocenter tæt på 100, siger John Fogde:

"Vi synes, at det er et vigtigt skridt at sige: Ude hos os skal du ikke gøre, som når du går i supermarkedet, hvor du vælger økologi til. Vi har valgt økologi til for dig. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at der er nogle, der køber billet til festivalen, fordi du kan få en økologisk pizza, men det bidrager til det samlede billede af, at North Side er en kvalitetsfestival."

Gradvis øko-omlægning

John Fogde lægger ikke skjul på, at der har været mange knaster på vejen fra drøm til grøn kvalitets-virkelighed.

"En af dem er, at samfundet ikke var gearet til det, da vi gik i gang. Så er det svært at sætte barren superhøjt. Vi måtte vente, indtil markedet havde et kvalitetsmæssigt niveau, også hvad angår prisniveau. Hvis vi var gået ud fra år 1 og havde sagt: Vi laver et 100 procent økologisk madudvalg, så havde vi haft de dyreste priser i festival-Danmark – og så havde vi ikke været konkurrencedygtige. Derfor gjorde vi det gradvist," siger John Foged.

For at være konkurrencedygtig i dag, er du som madleverandør nødt til at tænke økologi ind.

— John Fogde, PR-ansvarlig og talsmand for Northside

Festivalen arbejdede hårdt på at løfte øko-procenterne fra 2014. Ledelsen gik til at begynde med ind og lavede en økonomisk incitamentsordning med udgangspunkt i Det Økologiske Spisemærke, der skulle motivere stadeholderne til en højere og højere økologiprocent. 

Kunne en stadeholder løfte 30 procents økologi, altså et spisemærke i bronze, så fik de en bedre aftale rent økonomisk. Den model blev der så trinvist skruet op for.

"I løbet af nogle år kunne vi så udfase stadeholdere, der sagde: Vi kan godt være med på 30 procent, men ikke 60 procent. Så fandt vi i stedet nogle, der både kunne levere 60 procent og bedre mad. På den måde har vi flyttet vores leverandører til nu at være oppe på 100 procent. Men i de mellemlæggende år kom der flere og flere stadeholdere til, der kunne se, at der var en konkurrencefordel ved at lave økologisk festivalmad. Så hvis man kom ind og sagde: Hey, vi kan lave 90-100 procent økologi, så kom de foran i køen," forklarer John Fogde.

Kunsten at flytte gode samarbejdspartnere

Northside-talsmanden forklarer også, at de som festival også har et stort behov for store mængder af fødevarer over de tre dage, festivalen varer – og at de dermed er i en balance, hvor de ikke skal skubbe nogle ellers dygtige og pålidelige leverandører væk.

"Derfor prøvede vi jo at flytte dem, vi samarbejdede bedst med. Der har været en del eksempler på, at nogle af vores stadeholdere kun har været økologiske hos os – og så været ikke-økologiske hos de festivaler, der ikke stillede samme krav som os. Men fordi vores samarbejde var så godt, var de villige til at lave deres produktion økologisk i de tre dage på Northside. Det er – synes vi – i sig selv en lille sejr," siger John Fogde.

Han peger på, at man over de seneste år kan se, at flere og flere festivaler og events får mere fokus på økologi.

"For at være konkurrencedygtig i dag, er du som madleverandør nødt til at tænke økologi ind. Det arbejde, vi har været med til at lave, har skubbet på ved de andre festivaler. De har fundet ud af, at de ikke bare kan ignorere det her, fordi vi har været med til at oplære vores gæster til at stille krav," siger John Fogde og uddyber straks, at det naturligvis ikke kun er Northside, der har lavet et øko-løft:

"Ude i supermarkederne er det blevet mere og mere normalt at have et bredt udvalg af økologiske varer. Det var der ikke for ti år siden. I dag er det for mange mennesker ærgerligt, når de produkter, du gik ned for købe, ikke kunne fås økologisk i butikken."

Så siden 2010, hvor John Fogde og hans kollegaer hos Down the Drain Group har bygget Northside op, har de oplevet, at samfundet er blevet gearet til at løfte økologien.

"Og derfor kan det, vi laver, lade sig gøre. Fordi der er sket en gradvis … gradvis er nok alligevel det forkerte ord … fordi der er sket en meget, meget hurtig udvikling, hvor økologi er blevet noget, vi alle forholder os til, og som vi alle forventer i en eller anden udstrækning," slår John Fogde fast.

I podcasten 'Derfor blev jeg økolog' kan du også høre, hvordan Northsides øko-fokus var med til at føde øko-øllen 'Rå'. Før den producerede supertankeren Tuborg ellers ikke økologisk øl i stor stil. Og du kan høre, hvilke krav musikerne, der spiller på festivalen, stiller til økologisk forplejning. Ja, du får historien om, hvilke økologiske ringe Northside har sat i festivalernes farvand.

Flere artikler fra samme sektion

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade.

20-11-2024 2 minutter

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter

Dansk krydderifabrik henter hovedparten af omsætningen i udlandet

Den sjællandske krydderifabrik Mill & Mortar sætter smag på maden i de private husholdninger i mere end en snes lande. Næste destination i messekalenderen hedder Nürnberg og BioFach-messen 2025.

14-11-2024 8 minutter Eksport