Annonce
Annonce
Henrik Lund og Naturli' Foods oplever allerede stor succes med salg af økologiske, plantebaserede alternativer til smør på det tyske marked, og direktøren drager fredag hjem fra BioFach med mange interessante kontakter i notesbogen. Foto: Louise Kaad-Hansen
Udenlandske messer er vejen til øget omsætning hos Naturli' Foods
Frem til 2018 blev Naturli’s plantedrikke og andre alternativer til anmalske produkter primært solgt på hjemmemarkedet. I dag henter selskabet ca halvdelen af omsætningen i udlandet.
”Vi kan godt mærke, at her er lidt færre folk, end der plejer,” siger Henrik Lund, direktør for Naturli' Foods, som i øjeblikket deltager med en stand på BioFach, hvor han håber at finde nye afsætningskanaler for den økologiske del af selskabets store sortiment af plantebaserede varer.
Når han efter tre lange dage i Nürnberg kigger i notesbogen, hvor han gemmer nye kontakter og visitkort fra potentielle kunder, har han kun grund til tilfredshed, inden messens sidste dag.
”Vi vidste godt, at her nok ville komme lidt færre gæster i år, og jeg tror, at det primært handler om, at messen bliver holdt i sommerferien, men jeg er faktisk overrasket over, hvor mange nye kontakter jeg har fået,” siger Henrik Lund, som i løbet af tre år har været med til at forvandle Naturli' Foods fra at være et primært dansk anliggende til en situation, hvor selskabet i dag henter ca. halvdelen af omsætningen i udlandet. Den udvikling skal følges op.
Af samme grund regner han helt sikkert med at Naturli’ vender tilbage på den danske stand, når BioFach til næste år forhåbentlig bliver afholdt på det sædvanlige tidspunkt midt i februar. Men inden BioFach 2023 løber af stablen, håber direktøren at have landet flere nye eksportordre, som omfatter selskabets økologiske sortiment. Naturli’ har ellers holdt en pause fra BioFach, siden selskabet for fem-seks år siden brugte messen til at lancere sine første økologiske plantebarer.
”Efter corona har vi besluttet, at vi skal være til stede på alle de vigtigste fødevaremesser rundt om i verden, da det er en god måde at møde kunderne på,” siger direktøren, som efterhånden eksporterer både økologiske og konventionelle varer til mange lande.
Ekstra trumf i fryseren
I øjeblikket er Nürnberg ramt af hedebølge, og her har Naturli’ Foods en ekstra trumf i fryseren i form af tre nye varianter af vegansk is. Jordbær, chokolade og vanilje.
”Vores nye planteis henvender sig både til dagligvarehandlen og foodservice, og den er populær hos gæsterne, som gerne vil køles lidt ned,” siger Henrik Lund, som allerede høster succes i en af værtslandets største discountkæder.
”Vores smørbare alternativ til smør, Vegan Block, står i dag ved siden af smørret i alle Lidls 3.200 tyske butikker, hvor den nyder godt af den høje inflation. Den har fået smørpriserne til at stige, og det får flere til at prøve vores smørbare alternativ, og vi sælger vildt meget af det i Tyskland," siger Henrik Lund, som varsler, at selskabet til efteråret er klar til at lancere et helt nyt økologisk planteprodukt, som han dog ikke ønsker at løfte sløret for på nuværende tidspunkt.
Selv om der i år er færre gæster på BioFach end normalt, oplever Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening, at de danske udstillere i år har tiltrukket mange interessante og seriøse indkøbere, som er sultne efter nye økologiske varer, og efter tre dage på den tyske messe i Nürnberg er positivt overrasket over deres hidtidige udbytte.
”Stort set alle de vigtigste tyske kæder og mange af vores faste kontakter fra andre lande har allerede besøgt standen, og i år har virksomhederne bedre tid til at snakke med de rigtige mennesker. Det er mennesker, som selv om messen i år bliver afviklet i ferietiden, har prioriterer at tage til BioFach, fordi det er vigtigt for dem at finde nye økologiske fødevarer,” siger Pernille Bundgård med slet skjul reference til de mange trendspottere og råvaresælgere, som normalt er en fast del af gæsterne på mange store fødevaremesser.
Samtidig kunne Bio Aus Dänemark og Økologisk Landsforening glæde sig over, at topledelsen hos BioFach kom på besøg på standen med seks flasker champagne under armen for at vise, at de værdsætter det langvarige samarbejde med de økologiske fødevareproducenter i Danmark.
"Hele topledelsen kom for at sige tak for vores opbakning," siger Pernille Bundgård, som smed champagnen på køl, så den var klar til "Blue Night", som de danske udstillere i år holdt sammen med de finske udstillere.
Flere artikler fra samme sektion
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.
Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider
Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.