Interesseorganisation: Tilbudsaviser tilskynder til usunde madvaner
En ny optælling fra Kræftens Bekæmpelse viser, at i gennemsnit 46 pct. af alle tilbud i de ugentlige tilbudsaviser er på varer som sodavand, slik, kager, salte snacks, alkohol og færdigretter.

Hver gang vi åbner en tilbudsavis, bliver vi bombarderet med et væld af usunde fristelser. En ny optælling fra Kræftens Bekæmpelse viser, at i gennemsnit 46 pct. af alle tilbud i de ugentlige tilbudsaviser er på varer som sodavand, slik, kager, salte snacks, alkohol og færdigretter.
”Det er svært for kunderne at træffe det sunde valg, når de igen og igen bliver fristet af usunde varer til fordelagtige priser,” siger Susanne Tøttenborg, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse i en pressemeddelelse.
Interesseorganisationen så gerne, at dagligvarekæderne i højere grad promoverede sunde fødevarer i tilbudsaviserne.
Mere om optællingen i tilbudsaviserne
• Optællingen bygger på 5.063 fødevaretilbud og 854 alkoholtilbud i 48 tilbudsaviser fra otte landsdækkende dagligvarekæder i sommeren og efteråret 2024.
• Den viser, at usunde fødevarer, færdigretter og takeaway i gennemsnit udgør 37 pct. af alle tilbud, mens alkohol står for 9 pct. I alt er 46 pct. af tilbuddene dermed usunde.
• Der er stor forskel mellem kæderne – i to af dem er mere end hvert femte tilbud et alkoholtilbud.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse
Optællingen dækker tilbudsaviser fra de otte landsdækkende dagligvarekæder: Rema 1000, Netto, 365discount, Lidl, SuperBrugsen, Meny, Føtex og Bilka. Gennemgangen af tilbudsaviserne viser, at vi i gennemsnit eksponeres for 38 tilbud på usunde færdigretter, mad- og drikkevarer og 18 tilbud på alkohol– i hver eneste tilbudsavis.
”Når noget både er billigt og nemt at få fat i, køber vi mere af det. Derfor er det et problem, når usunde varer fylder så meget i tilbudsaviserne,” siger hun.
Flere får overvægt
Når tilbudsavisen frister, og indkøbskurven bliver fyldt med f.eks. chokolade, chips og lasagne til mikroovn, påvirker det danskernes sundhed.
Undersøgelser viser, at vi i Danmark i gennemsnit får omkring 20 pct. af vores energi fra usunde fødevarer. Det står i skærende kontrast til Fødevarestyrelsens anbefaling, at maks. 4-6 pct. af det daglige energiindtag udgøres af usunde fødevarer, når man ikke medregner alkohol. Samtidig stiger andelen af personer med overvægt støt, oplyser Kræftens Bekæmpelse, som efterlyser mere viden om, hvordan kædernes tilbud påvirker borgernes indkøb.
”I Kræftens Bekæmpelse mener vi, at samfundet bør indrettes, så det bliver nemmere for os forbrugere at vælge sund mad til og usund mad fra. Industrien og detailhandlen har stor indflydelse på, hvad der ender i danskernes indkøbskurve, men de har ikke nødvendigvis interesse i tiltag, der begrænser salget af det usunde,” siger Susanne Tøttenborg.
England viser vej
Danmark er ikke alene om at have mange usunde fødevarer i tilbudsaviserne. I England har man valgt politisk handling og indfører fra oktober 2025 forbud mod flerstykstilbud på usunde mad- og drikkevarer.
”Vi ved, at pris og tilgængelighed påvirker vores valg. Derfor er den engelske tilgang noget, vi i Danmark godt kunne lade os inspirere af," siger Susanne Tøttenborg, som mener, at der i Danmark både mangler viden og opmærksomhed om omfanget og betydningen af markedsføring af usunde mad- og drikkevarer via tilbudsaviserne.
I Danmark anvendes prisreduktioner i højere grad end flerstykstilbud, så hvis Danmark går forbudsvejen, bør initiativet derfor omfatte både prisreduktioner og flerstykstilbud på usunde mad- og drikkevarer, takeaway/færdigretter samt alkohol, mener Kræftens Bekæmpelse.
Læs hele optællingen her: Når tilbudsaviserne frister