Annonce

Annonce

Måltidskasse fra Aarstiderne

Som led i selskabets nye strategi, vil måltidskasserne fra Aarstiderne fremover blive målrettet alle døgnets måltider og få større fokus på børnefamilier, oplyser selskabet. Foto: Aarstiderne

Aarstidernes nye strategi skal inspirere kunderne til at spise mere grønt hele dagen

Måltidskasse-virksomheden, som netop er blevet overtaget af Dagrofa, lancerer strategien "Lyst til flere grønne måltider," som skal inspirere flere danskere til at tænke i grøn mad hele dagen.

Siden konkurrencemyndighederne før jul godkendte dagligvarekoncernen Dagrofas køb af Aarstiderne A/S, er der blevet arbejdet hurtigt med at strikke en ny offensiv strategi sammen for måltidskasseselskabet, som hidtil har satset meget på aftensmåltidet. Med den nye strategi er det ambitionen at tilbyde kunderne varer, som dækker alle måltider.

”Med den nye strategi vil vi sætte kunderne i centrum og tilbyde grønne måltider i øjenhøjde til både morgen, middag og aften. Vi vil inspirere danskerne til at genfinde respekten for råvarerne, vi vil skabe madglæde og invitere børnene med i køkkenerne,” siger Heidi Boye, adm. direktør i Aarstiderne i en pressemeddelelse.

Hun har en PhD i forbrugeradfærd, og for at markere den nye strategi over for kunderne får Aarstiderne også en ny visuel identitet med nyt logo, nye farver og et opdateret design. 

Særligt fokus på børnefamilierne

”Vi er rigtig stolte af at kunne præsentere en ny strategi, der sætter en ambitiøs kurs for Aarstiderne i de kommende år. Vi står et rigtig godt sted som virksomhed, og nu glæder vi os til at inspirere og motivere endnu flere til at tage del i bevægelsen for en grønnere fremtid,” uddyber Heidi Boye om den kursændring, som selskabets nye ejere har været med til at sætte.

I forbindelse med overtagelsen af selskabet har de nye ejere foretaget store ændringer i sammensætningen af bestyrelsen. Tomas Pietrangeli, Dagrofas koncernchef, har overtaget formandsstolen, hvor han afløser Mette Maix, som forlader bestyrelsen efter fire år. Udskiftningen markerer også et farvel til Aarstidernes stifter og mangeårige frontfigur Søren Ejlersen, der forlader posten som næstformand for selskabet.

I forbindelse med opkøbet udtalte han i oktober til DetailWatch, at han og de andre i ejerkredsen, bestående af medstifter Thomas Harttung og den hollandske kapitalfond Triodos Impact, solgte ”af lyst og ikke af nød.”

”Det er rigtig god timing, fordi vi har fundet hinanden og ser bare større visioner og muligheder ved at arbejde sammen med Dagrofa. Vi sælger af lyst og ikke af nød,” lød meldingen fra Søren Ejlersen.

Af selskabsregisteret, CVR fremgår det også, at de to øvrige medlemmer Mikkel Bethlowsky Rasmussen og Adam Paul Kybird forlader bestyrelsen, mens Dagrofa har indsat egne folk på de ledige pladser i Aarstidernes bestyrelse.

Fremover vil de sætte retningen for selskabet, som styrer efter den nye strategi, der skal være med til at ændre danskernes spisevaner. Det betyder blandt andet, at Aarstiderne vil udvikle nye, grønne måltidstilbud, indgå stærkere partnerskaber og have et særligt fokus på børnefamilierne, fremgår det af en pressemeddelelse fra Aarstiderne. 

Fire fokusområder

For at nå i mål med strategien har Aarstiderne sat sig for at gøre det lettere og mere inspirerende at tage grønne valg i hverdagen. Her er en række af de indsatser, som Aarstiderne vil tage for at give lyst til flere grønne måltider.

  • Fællesskab og partnerskaber

For at fremme den grønne agenda vil selskabet styrke samarbejdet med eksterne aktører gennem nye partnerskaber såsom Bælgfrugtpartnerskabet, Planteværket og fødevareministerens madspildsklub Klub 12.3. Derudover arbejder Aarstiderne sammen med nogle af Danmarks stærkeste økologiske brands på dagligvareområdet med fokus på at tilbyde nye grønne produkter til kunderne og rykke den grønne agenda sammen.

  • Børnefamilierne

Aarstiderne vil styrke indsatsen for at få børnefamilierne til at spise flere grønne måltider. Det er velkendt, at de fleste forældre kæmper med at få flere grøntsager i børnenes måltider. Det skal blandt andet ske ved at forbedre måltidskasserne målrettet børnefamilier, ved etablering af børnepaneler, der tester retterne, og et øget fokus på indhold og aktiviteter til børn.

  • Grønne måltider til hele dagen

I mange år har Aarstiderne fokuseret på aftensmåltidet med deres måltidskasser som omdrejningspunkt. Men de seneste år er udbuddet af grønne måltider blevet udvidet hos Aarstiderne, så de nu også tilbyder grønne frokostprodukter, morgenmad og snacks. Og der er flere grønne måltidsløsninger på tegnebrættet til lancering inden for nær fremtid.

  • Et revitaliseret brand

Endelig revitaliserer Aarstiderne sin visuelle identitet med et nyt logo, friske farver og et opdateret design, som skal signalere ”Appetit på fremtiden”.

Kilde: Aarstiderne

Flere artikler fra samme sektion

Friland vil erobre rugbrødet med ny pålægsserie

For mange forbrugere lægger stadig konventionelle kødpålægsvarer på rugbrødet. Det vil Friland gerne lave om på. Derfor lancerer Danish Crown-datterselskabet nu en økologisk pålægsserie med rullepølse, skinke, spegepølser og hamburgerryg.

17-01-2025 3 minutter Detailhandel

Danske Madskatte er med til at løfte salget af økologiske fødevarer

Massiv markedsføring via mange platforme bidrog i 2024 til et markant løft i Dagrofa-koncernens salg af danske fødevarer.

16-01-2025 4 minutter

Ny kampagne tæppebomber forbrugerne med én enkelt opskrift på bælgfrugter

Forbrugerrådet Tænk og en række supermarkedskæder søsætter kampagne, som skal få flere folk til at skifte en del af kødet ud med bælgfrugter.

15-01-2025 4 minutter Bælgfrugter