Tidligere Coop-profil skal stå i spidsen for Aarstiderne

Efter sommerferien lander den tidligere Coop-direktør Dorte Tandrup i direktørstolen hos Aarstiderne, hvor hun glæder sig til at til at lære alle 'rødderne' og forretningen bedre at kende og fortsætte den udvikling, som selskabets nye ejere har igangsat.

03. juli 2025
Læsetid: 3 minutter
Dorte Tandrup med grøntkasse fra Aarstiderne
Dorte Tandrup er et kendt ansigt i dagligvarebranchen, og hun glæder sig til, at hun som direktør for Aarstiderne skal være med til at sætte mere grønt og økologisk på spisebordene i Danmark og Sverige. Foto Dagrofa

Efter nogle måneders jagt har Aarstiderne nu sat navn på den person, som skal afløse adm. direktør Heidi Boye og stå i spidsen for den økologiske pionérvirksomhed Aarstiderne A/S, som har gennemlevet en del forandringer, siden Dagrofa overtog selskabet i slutningen af 2024.

Valget er faldet på Dorte Tandrup, som blev ledig på markedet, da hun i 2024 fratrådte som direktør for kunder, marketing og digital i Coop. Til august får hun mulighed for at arbejde med netop den dagsorden, når hun indtræder som ny administrerende direktør for Aarstiderne.

”Dorte Tandrup har den helt rette kombination af erfaringer i bagagen til at lede Aarstiderne ind i den næste fase. Hun har senest været en del af topledelsen i Coop og forinden vist stærke kompetencer inden for kommerciel udvikling af abonnementsforretninger hos både Viaplay og i TDC. Dorte har en knivskarp digital værktøjskasse, en tung ledelsesbaggrund og erfaring med både innovation og grøn omstilling, som begge er hjørnesten i Aarstidernes forretning, og jeg ser meget frem til at tage hul på samarbejdet,” siger Tomas Pietrangeli, bestyrelsesformand i Aarstiderne og koncernchef i Dagrofa i en pressemeddelelse.

Dorte Tandrup træder ind i Aarstiderne på et spændende tidspunkt, hvor virksomhedens nye strategi ”Lyst til flere grønne måltider” for alvor er ved at blive rullet ud. Samtidig intensiveres arbejdet med at bringe Aarstidernes økologiske frugt, grønt og specialvarer tættere på kunderne gennem åbningen af shop-in-shops i alle landets Meny-butikker.

”Jeg har stor respekt for det, som Aarstiderne har bygget op. Virksomheden har fra begyndelsen været frontløber inden for økologi, grøn mad, kvalitet og smag. De har en helt særlig sans for produktinnovation og digital udvikling, som jeg længe har fulgt på sidelinjen,” siger Dorte Tandrup.

Dorte Tandrup er uddannet Cand.negot, International Business and modern languages og bor med familien i Nordsjælland. Første dag hos Aarstiderne bliver 18. august. 

”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme ombord og arbejde for at give endnu flere lyst til at sætte mere grønt og økologisk på spisebordene i Danmark og Sverige. Og til at dyrke glæden ved de gode råvarer og de store smagsoplevelser. Jeg er selv i gang med at smage mig igennem sortimentet, og det kan varmt anbefales!,” skriver hun på LinkedIn.
”Men lige nu glæder jeg mig først og fremmest til at lære alle rødderne og forretningen bedre at kende og virkelig få Aarstiderne ind under huden.”