Samarbejde mellem Aarstiderne og UNICEF Danmark skal give flere børn lyst til at gå i køkkenet
Aarstiderne og UNICEF Danmark indgår et nyt samarbejde med fokus på børns adgang til nærende måltider - både i Danmark og på globalt plan.
I en tid, hvor både de ernæringsmæssige og sociale aspekter af måltidet er under pres grundet travle hverdage og billige, usunde alternativer går Aarstiderne og UNICEF Danmark sammen om at sætte fokus på alt det, et godt måltid med gode råvarer kan give.
Sammen med Aarstiderne vil UNICEF inspirere familier til at lave mad sammen og give flere børn lyst til at være en naturlig del af madlavningen. Samarbejdet tager udgangspunkt i det fælles måltid som et vigtigt samlingspunkt for trivsel, læring og sundhed i en tid, hvor færdigretter og fastfood fylder mere og mere i danskernes daglige kost.
I Danmark har vi fokus på at inspirere flere børn til selv at være med i køkkenet og udvikle et naturligt forhold til råvarer, smag og måltider. Internationalt bidrager samarbejdet til UNICEFs indsats for at sikre, at børn verden over får adgang til sund og varieret mad, skriver samarbejdspartnerne i en fælles pressemeddelelse.
Måltidet handler ikke kun om at blive mæt
Sammen inviterer vi nu familier med på en “smagsrejse”, hvor børn og voksne gennem fortællinger, samlekort og aktiviteter lærer om råvarer, madkultur og børns madvilkår forskellige steder i verden.
“Når vi samles om et måltid, handler det om meget mere end at blive mætte. Det handler om relationer, nærvær og fællesskab. Når børn inviteres med i køkkenet, får de mulighed for at tage ansvar og mærke, at vi har tillid til dem. Sammen med Aarstiderne vil vi inspirere familier til at lave mad sammen og give børn lyst til at være en naturlig del af madlavningen,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark.
Samarbejdet falder sammen med en bredere bevægelse, hvor flere børn igen deltager i madlavningen derhjemme. Ifølge Madkulturen er andelen af familier, der har børn med i køkkenet på en typisk aften, steget fra ni procent i 2022 til 14 pct. i 2025.
Aarstiderne ser samarbejdet som en forlængelse af virksomhedens mangeårige arbejde med økologi, råvarekendskab og madglæde.
”Når børn får mulighed for at være med i køkkenet, styrker det deres forståelse for mad og råvarer samt deres lyst til at spise med. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sammen med UNICEF Danmark kan inspirere endnu flere børn til at lære om råvarer og give dem lyst til at gå med i køkkenet,” siger Dorte Tandrup, adm. direktør i Aarstiderne, som bl.a. vil bruge selskabets måltidskasser som redskab til at få flere børn med i køkkenet.