Annonce
Annonce
Der risikerer at komme mere udenlandsk økologi i de danske supermarkeder, hvis ikke der bliver sat yderligere skub i omlægningen, fremgår det af en prognose, som Økologisk Landsforening har lavet. Arkivfoto: Morten Telling
Prognose: Der er brug for mange flere øko-landmænd
10.000 ton brødkorn, 10.000 ton grynhavre, 30.000 ton foderkorn og 50.000 ton grøntsager. Så meget mere skal de danske økologer øge produktionen i de kommende år, hvis de skal dække efterspørgslen efter Ø-mærkede råvarer til fødevarer og foder, viser en prognose fra Økologisk Landsforening.
De positive forventninger til de kommende års salgsfremgang fremgår af en stor helsidesannonce, som Økologisk Landsforening (ØL) bringer i flere landbrugsmedier under overskriften: ’Klar besked om omlægningsbehovet’.
Budskabet er baseret på en prognose, som er udarbejdet af Henrik Hindborg, markedschef for detailhandel i ØL. Han har siddet begravet i tal og statistikker i november og december for at udarbejde en troværdig prognose, som beskriver, hvordan produktionen og efterspørgslen vil udvikle sig inden for de forskellige kategorier af fødevarer.
Når det gælder korn, grøntsager, frugt og bær, er billedet det samme: Der er udsigt til tomme hylder eller hylder med flere importvarer, hvis ikke omlægningen kommer på skinner.
"Om tre år vil der f.eks. være brug for en produktion af økologiske grøntsager, der er 50 pct. større end i dag, for at imødekomme den voksende efterspørgsel," siger Henrik Hindborg.
Der er i øjeblikket godt 39.000 ha fordelt på 625 landmænd, der netop er lagt om til økologi eller er ved at blive det. ØL har kontaktet landmændene for at undersøge, hvilke økologiske råvarer de forventer at producere, og holdt det op imod den estimerede udvikling i det samlede øko-salg herhjemme samt til eksportmarkeder.
"For at bidrage til balance på det økologiske marked har vi talt med både nye og gamle økologer og haft lommeregneren fremme. På den baggrund kan vi se, at der trods massiv omlægning til økologi i landbruget i de seneste år fortsat er behov for flere, der vil producere økologiske råvarer inden for en række områder," forklarer Henrik Hindborg.
Behov for flere specialvarer
Han er overbevist om, at de seneste års markante vækst i dagligvarehandlens salg af ikke mindst økologiske grøntsager vil fortsætte.
"Vi er lige nu midt i en omstilling, hvor det økologiske sortiment af frugt og grønt er ved at blive det dominerende sortiment og sætter sig på mangfoldigheden. Danskerne er klar til at købe mere økologisk frugt og grønt end blot basisvarerne, og de dagligvarebutikker, der formår at gå forrest og imødekomme det ønske, vil blive belønnet af forbrugerne," siger Henrik Hindborg.
Behovet for økologiske specialvarer inden for frugt- og grøntområdet vokser ligeledes, og vil blive endnu større i fremtiden, vurderer Økologisk Landsforening.
"Det er en forudsætning, at der er en betalingsvillighed i markedet, og at detailkæderne aktivt tager et medansvar, hvis det skal lykkes at forløse potentialet. Handlen kan sammen med avlerne gribe ud efter mulighederne i at arbejde mere på nye produktioner og for en større mangfoldighed af danske grøntsager, frugt og bær, blandt andet gennem forlængelse af sæsonen ved indlagring af varer, frem for at fokusere så meget på tonnagevarerne," siger Lotte Lei, formand for Frugt-, Bær og Grøntudvalget i Økologisk Landsforening.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.