Otte ud af Danmarks ti mest bæredygtige brands er økologiske
Ny analyse fra Sustainable Brand Index viser, at de danske forbrugere i høj grad sætter lighedstegn mellem økologi og bæredygtighed.

Forbrugerne betragter de økologiske brands og producenter som de mest bæredygtige. Det fremgår med al tydelighed af den nye liste over de mest bæredygtige brands i Danmark. Den er udarbejdet af Sustainable Brand Index, som hvert år siden 2011 har spurgt borgerne om, hvilke brands de betragter som de mest bæredygtige.
I år blev Coops økologi-serie Änglamark for tredje år kåret som det mest bæredygtige brand, foran Rema 1000 og Lego, mens de øvrige syv pladser på top-10-listen alle tilhører økologiske produktserier eller producenter.
Thor Skov Jørgensen, adm. direktør for Coop Danmark, er særlig stolt over, at det er forbrugere, der nu for tredje år i træk stemmer Coops private label serie Änglamark ind på førstepladsen.
Top 10 - Sustainabel Brand Index 2025
- Änglamark
- Rema 1000
- Lego
- Øgo
- Urtekram
- Thise Mejeri
- Friland
- Grøn Balance
- Naturmælk
- Aarstiderne
Om undersøgelsen
Sustainable Brand Index er Europas største uafhængige brandundersøgelse om bæredygtighed. I 2025-udgaven har et repræsentativt udsnit på 10.000 respondenter i alderen 16–75 år deltaget i interviews i perioden december 2024 - februar 2025. I alt blev 260 brands vurderet i Danmark. Respondenterne kommer fra Norstats panel.
”Det understreger, at mange virkelig har taget Änglamark-serien til sig,” skriver han på LinkedIn.
Mens mange virksomheder forsøger at navigere i en kompleks bæredygtighedsdagsorden, har Änglamark formået at bevare sin troværdighed og relevans.
— Erik Elvingsson Hedén, grundlægger af Sustainable Brand Index
Erik Elvingsson Hedén, grundlægger af Sustainable Brand Index, peger på, at førstepladsen afspejler forbrugernes behov for tydelige og troværdige bæredygtighedsvalg.
”Forbrugerne har stor tillid til Änglamark. Det er et tydeligt brand med klare værdier, hvilket er særligt vigtigt i tider med usikkerhed og forvirring om bæredygtighed. Mens mange virksomheder forsøger at navigere i en kompleks bæredygtighedsdagsorden, har Änglamark formået at bevare sin troværdighed og relevans,” siger han i en pressemeddelelse.
Aarstiderne topper listen for e-handel
Aarstiderne er nr. 10 på listen over de mest bæredygtige brands, mens den økologiske måltidskasseproducent kan glæde sig over at toppe listen over de mest bæredygtige virksomheder inden for e-handel.
”Vi er rigtig stolte af, at kunderne igen i år har valgt Aarstiderne som det mest bæredygtige brand inden for e-handel. Bæredygtighed er kernen i vores dna, og det er grundlaget for hele den måde, vi driver forretning på,” siger Heidi Boye, CEO i Aarstiderne.
I øjeblikket markedsfører selskabet sine produkter over for danskerne med et sjovt og lidt anderledes budskab: ’Stop med at spise mere grønt. Spis i stedet mere pink, blåt, orange og gult.’
”Det er sagt med et glimt i øjet, for vi elsker jo grønkål og broccoli. Men vi vil gerne være med til at gøre det grønne køkken endnu mere sjovt, farverigt og velsmagende. For det er kun, hvis maden smager godt, at vi får mange med i vores kærlighed-til-det-grønne-køkken-bevægelse,” siger Heidi Boye.