Annonce
Annonce
Henrik Lund fra Naturli' kunne for tredje år i træk modtage prisen for 'bedste plantebaserede produkt' for Smørbar. Foto: Henrik Hindby Koszyczarek
Økologisk plantebaseret produkt scorede hattrick: Vandt for tredje år i træk
Priserne for 'bedste plantebaserede produkt' og 'bedste nye plantebaserede produkt' gik begge til økologiske varer, da Dansk Vegetarisk Forening uddelte sine årlige priser på Plant Food Festival i København.
Økologien indtog en hovedrolle, da Dansk Vegetarisk Forening (DVF) uddelte de årlige priser til de producenter og dagligvarekæder, der gør det bedst inden for plantebaserede fødevarer og det økologiske sortiment.
For tredje år i træk vandt Naturli' prisen 'bedste plantebaserede produkt' for sin økologiske plantebaserede Smørbar.
Prisen for årets 'bedste nye plantebaserede produkt' gik til Planteslagterne for deres økologiske Svampebøffen.
Vinderne blev fundet ved hjælp af en brugerafstemning forud for messen Plant Food Festival 2023.
Naturli's direktør, Henrik Lund, kom løbende fra sin stand og op på scenen, da Naturli' blev kåret som vinder. Her kunne han fortælle, at salget af Smørbar fortsætter med at gå fremad, bl.a. fordi den har vist sig at kunne holde en lavere pris end de animalske alternativer under inflationen.
Der var også en genganger i kategorien 'Årets plantebaserede supermarked', da Bilka vandt for femte år i træk med 83,3 point ud af 100 mulige. Denne pris er en af i alt fire priser, der uddeles til supermarkeder.
Vinderen af ‘Bedst-i-pris’ blev i år også Bilka, og det er tredje gang, at kæden vinder denne pris. Netto og Føtex kom ind på henholdsvis 2. og 3. pladsen. Der var 9 ud af de 12 testede supermarkeder, som havde alle 13 undersøgte basisvarer, hvilket er en nedgang i forhold til sidste år, da 10 af de nuværende supermarkeder havde alle 13 basisvarer på hylderne.
Over 100 kr. i prisforskel
Hvad angår prisen var der en prisforskel på intet mindre end 137,74 kr. mellem det billigste og dyreste supermarked. Det er især på varer som økologisk tofu, hummus og falafler, at prisforskellen er størst.
Lidl blev kåret som ‘Årets plantebaserede discountsupermarked’ med 59,8 ud af 100 point, og Spar blev kåret som “Årets højdespringer”. Det skyldes især en udvidelse af sortimentet, og en forbedring i placering af produkterne, hvor flere af de plantebaserede produkter har fået plads ved siden af de animalske produkter, så de er nemme at finde.
Testen viste imidlertid også en generel nedgang i det plantebaserede sortiment i de danske supermarkeder. Sidste års undersøgelse viste en gennemsnitlig stigning på 12,8 pct. sammenholdt med resultaterne fra 2021. I år ses en gennemsnitlig nedgang i det plantebaserede sortiment på 6 pct. sammenlignet med resultaterne fra sidste års undersøgelse.
"Generelt scorer mange af supermarkederne lavere i undersøgelsen i år end sidste år grundet det store fokus på at konkurrere med andre supermarkeder om at have de laveste priser på produkterne. Dette tager desværre fokus fra at implementere flere plantebaserede produkter og løsninger, som kan hjælpe forbrugerne med at træffe grønnere valg i købssituationen,” siger Marie Luja Rasmussen, der er projektleder for plantebaseret økologi til detailhandlen i Plantebaseret Videnscenter, om årets resultat.
Håber nedgangen er midlertidig
DVF håber, at nedgangen i sortimentet er et midlertidigt dyp, og at supermarkederne snart kommer tilbage i gear, så forbrugerne får lettere ved at træffe sunde, klima-, dyre- og miljøvenlige valg, når de handler.
"Vi indgår løbende i dialog med supermarkederne om mulighederne for at øge deres sortiment af plantebaserede økologiske fødevarer. Herudover hvordan de kan eksponere forbrugerne for de plantebaserede produkter gennem tilbud, placering ved siden af de animalske fødevarer, og ved at være en del af vores Grøn Januar-kampagne. Her synliggør og oplyser vi om udbuddet af plantebaserede måltider og produkter i samarbejde med supermarkeder, producenter, grossister og spisesteder,” siger Claire Demontreuil, der er kampagneleder for Grøn Januar i Dansk Vegetarisk Forening.
Undersøgelsen af supermarkederne blev foretaget i efteråret af DVF's medarbejdere i tre butikker i hver kæde i forskellige landsdele. Online-supermarkedet blev også undersøgt ad tre omgange, men på forskellige tidspunkter og af forskellige medarbejdere.
Supermarkederne er i alt blevet målt på 122 parametre, herunder er over 70 forskellige varer blevet undersøgt. Yderligere bliver størrelsen af udvalget, prisen, hvorvidt der er en økologisk variant samt placeringen vurderet for flere produktkategorier som plantedrikke og plantebaserede bøffer.
Varer som linser, bønner, nødder, kerner og økologisk dansk frugt og grønt i sæson er også en del af undersøgelsen.
Flere artikler fra samme sektion
Madprojekt tredobler økologien i kommunens køkkener uden at hæve budgettet
På bare 10 måneder er det lykkedes Kerteminde Kommunes køkkener at omlægge en stor del af indkøbene til økologi. Pengene til økologien er fundet ved at indføre flere bæredygtige fødevarer og mindske madspildet.
Randers Kommune modtager pris for skarp grøn indkøbspolitik
Øgede krav til bæredygtige indkøb har på et halvt år øget økologiandelen i Randers Kommunes fødevareindkøb fra 51 pct. til 63 pct.
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.