Nyt millionprojekt skal reducere madspild og øge værdien af sidestrømme

Danmarks fødevareindustri genererer årligt 385.000 tons madspild. Nu skal et nyt projekt til 13 mio. kr. hjælpe virksomheder med at udnytte deres sidestrømme fra fødevareproduktionen mere effektivt og dermed nedbringe madspildet.

13. maj 2025
Læsetid: 4 minutter
Blomkål i pakkeri hvor stokekne frasorteres
Via et nyt treårigt projekt inviterer Teknologisk Institut danske fødevareproducenter til et samarbejde om at udvikle nye fødevarer ved at upcycle restprodukter fra fødevareindustrien og landbruget. Foto: Teknologisk Institut

Mange økologiske fødevareproducenter er kommet langt med upcycling af sidestrømme, men der er stadig alt for mange spildstrømme i fødevareproduktionen, som ikke bliver udnyttet. Det skal et nyt projekt fra Industriens Fond lave om på.

Projektet er støttet og sat i gang af Industriens Fond, da der ligger et stort uforløst potentiale i at løfte fødevirksomhedernes konkurrenceevne, forklarer direktør, Thomas Hofman-Bang:

Fakta om Food Upcycling-projektet:

  • Støttet af Industriens Fond med 13 millioner kroner

  • Løber fra februar 2025 til januar 2028

  • Målet er at hjælpe 200 virksomheder

  • Fokus på at skabe nye produkter af fødevaresidestrømme samt at reducere madspild og CO2-udledning

  • Projektets foreløbige hjemmeside finder du på: www.foodupcycling.dk

”Vi forventer, at vi med indsatsen vil se et markant løft af konkurrenceevnen hos virksomhederne i den danske fødevareindustri. Hvis virksomhederne får greb om at udnytte deres sidestrømme bedre og omdanne dem til nye produkter, reducerer de produktionsomkostninger og skaber nye indtægtskilder. Det kan lyde simpelt, men virkeligheden er, at det ofte er en kompliceret proces, som virksomhederne skal have hjælp til. Det får de nu med dette initiativ,” siger han i en pressemeddelelse.

Rådgiver fra idé til færdigt produk

Teknologisk Institut er i spidsen for den daglige drift af projektet, der har navnet Food Upcycling

"Med vores fødevareteknologiske viden ser vi frem til at hjælpe virksomheder med at udnytte fødevare-sidestrømme. I Food Upcycling vil vi rådgive fra idé til færdigt produkt, bidrage til innovative procesløsninger, etablere nye partnerskaber og sikre kvalitet og fødevaresikkerhed i de nye produkter. Projektpartnernes tværfaglige ekspertise gør det muligt at skabe værdi af reststrømme – både økonomisk og bæredygtigt." siger Knud Erik Hilding-Hamann, seniorspecialist ved Teknologisk Institut, som leder projektet.

Han oplyser, at alle virksomheder, som er interesserede i at arbejde med sidestrømme og upcycling, kan henvende sig til projektet.

”De firmaer, som bliver udvalgt til at deltage i projektet, får mulighed for at få indflydelse på de workshops, som vi afholder. Der er også mulighed for at deltage i forløb om forskellige sidestrømme, hvor projektet vil forsøge at etablerer partnerskaber mellem aktører, der har fælles interesser,” siger han til Økologisk Nu.

Stærkt partnerskab skal sikre succes

Projektet samler en række tunge aktører inden for fødevarebranchen. Udover Teknologisk Institut deltager DTU Fødevareinstituttet, DI Fødevarer, Landbrug & Fødevarer, Dagrofa samt den hollandske netværksorganisation Food Valley og Food & Bio Cluster Denmark.

"Som brancheorganisation kan vi se, at mange fødevarevirksomheder står med underudnyttede sidestrømme, der rummer stort potentiale. Med dette projekt får virksomhederne nu konkret hjælp til at omdanne sidestrømme til nye værdifulde produkter. Det bidrager til en mere bæredygtig ressourceudnyttelse og styrker også dansk fødevareindustris konkurrenceevne," siger Jakob Lave, branchedirektør i DI Fødevarer.

Fra madspild til ny forretning

Projektet vil konkret hjælpe 300 virksomheder med at kortlægge deres sidestrømme, hvoraf 200 får vurderet deres forretningspotentiale. 40 virksomheder med særligt lovende cases får derefter hjælp til at udvikle konkrete løsninger.

”I Dagrofa finder vi det afgørende, at dansk fødevareproduktion kan udnytte sidestrømme til fremstilling af værdifulde og innovative produkter og derved både reducere madspild og mindske miljø og klimabelastningen. Når vi går ind i dette projekt, er det fordi vi kan være med til at vurdere markedspotentialet inden for til såvel detail og foodservicesektor for de nye produkter, der bliver udviklet fra sidestrømme. Det handler om at skabe værdi i hele kæden - fra producent til storkøkken og til forbruger," siger Karin Frøidt, koncernkvalitetschef fra Dagrofa.