Annonce

Annonce

Henrik Lund fra Naturli' Foods står på en fødevaremesse op ad en oppustelig flaske. Ved siden af er en køler med nogle af virksomhedens produkter.

Henrik Lund ser frem til, at flere økologiske råvarer bliver tilgængelige til priser som forbrugerne er parate til at betale. Det bliver der behov for, hvis flere af Naturli's mange nylanceringer skal konverteres til økologi. Foto: Jakob Brandt

Naturli´er på vej med 36 nye plantebaserede produkter

Græs og danske bælgfrugter er blandt råvarerne til de mange nye produkter, som Naturli´ forventer at lancere i år, men det kniber med at finde økologiske råvarer, og derfor er hovedparten af de nye produkter konventionelle.

Deltagerne i Naturli's smagspanel går en travl tid i møde. I år forventer den danske producent af plantebaserede fødevarer at lancere hele 36 nye produkter, som de 80 medlemmer af selskabets smagspanelet skal tykke og drikke sig igennem i udviklingsfasen.

Det giver Naturli´mulighed for at finjustere smag, konsistens eller andet inden varerne sendes i handlen, hvis smagspanelet anbefaler det. Men det frivillige korps af testsmagere skal ikke sætte næsen op efter at sætte tænderne i ret mange nye økologiske produkter, oplyser selskabets direktør Henrik Lund til Økologisk Nu. 

Det skyldes ikke modvilje mod økologi, men er udtryk for, at de økologiske råvareleverandører ikke helt kan følge med den hastige udvikling af markedet for plantebaserede fødevarer.

Økologien ligger dybt i vores dna, men med de økologiske råvarer, som er tilgængelige i øjeblikket, kan vi ikke få det rigtige bid og den tekstur, vi gerne vil have, når vi laver produkter, der skal erstatte kød.

— Henrik Lund, Naturli´

"Appetitten på plantemad er enorm, og det samme er interessen for at være med til at udvikle produkterne sammen med os. Vi har 365.000 følgere på de sociale medier," siger Henrik Lund, direktør for Naturli´i en pressemeddelelse.

Heraf fremgår det, at årets mange nye produkter er alternativer til grillretter, grønne mejeriprodukter, pålæg, fødevarer på frost og is, og i løbet af udviklingsfasen kan smagspanelet se frem til at smage på helt nye typer af produkter, som er lavet på baggrund af både græs og danske bælgfrugter.

Det kniber med at finde økologiske råvarer

Indtil for få år siden omfattede hovedparten af selskabets lanceringer økologiske varer, men i takt med at fødevarerne fra Naturli´har fundet vej til nye produktkategorier og nye markeder, hvor økologien ikke spiller samme fremtrædende rolle som i Danmark, har selskabet været nødt til at gå på kompromis med ønsket om at varerne helst skal være økologiske.

Så i modsætning til tidligere bliver hovedparten af produktlanceringerne i år konventionelle, og det skyldes først og fremmest, at det kniber med at finde økologiske råvarer med de rigtige egenskaber og til de rigtige priser, fortæller Henrik Lund, til Økologisk Nu.

"Vi må ganske enkelt konstatere, at det er vanskeligt at lave vores nyeste varer i en økologisk kvalitet, som er lige så høj som den konventionelle. Vi vil gerne give kunderne den bedste smagsoplevelse, så vi får flest mulig med på den grønne rejse, men her må vi desværre erkende, at vi endnu ikke er kommet lige så langt med de økologiske ingredienser som med de konventionelle," siger Henrik Lund.

Udsigt til dansk eksporteventyr

Ifølge direktøren er udfordringerne på råvaresiden ikke kun et spørgsmål om, hvor gode produkter selskabet ønsker at producere. Det handler også i høj grad om prisen på råvarerne og muligheden for at fortsætte selskabets positive udvikling på eksportmarkederne, og her er der ifølge Henrik Lund tale om den berømte balance på en knivsæg i et marked under hastig forandring.

"Der er en grænse for, hvad de helt almindelige forbrugere er villige til at betale, og vi er meget bevidste om, at det er meget få som vil betale dobbelt op for at få et økologisk produkt," siger Henrik Lund.

Det gælder ikke mindst, når han tager eksportbrillerne på.

"Vi har stor vækst på eksportmarkedet, og jeg tror, at grønne planteproteiner kan blive et eksporteventyr for Danmark, men når vi taler planteproteiner, oplever jeg ikke, at økologien spiller så stor en rolle i udlandet, men det skal nok komme, når vi får teknologien med," siger han.

Det handler om at komme først

Naturli’er i dag til stede på 19 markeder, og har i de seneste tre år udviklet over 50 nye produkter, men i takt med at selskabet bevæger sig ind i nye produktkategorier kniber det med at finde de økologiske råvarer, som kan sikre den kvalitet, som Naturli´gerne vil være kendt for. Derfor falder andelen af økologiske varer hos den Orkla-ejede producent, og den udvikling ærgrer Henrik Lund.

I de konventionelle alternativer til kød bliver der bl.a. tilsat træfibre. De er med til at giver en bedre tekstur i produkterne, men de må ikke benyttes i økologiske varer, og på den korte bane har Naturli´ganske enkelt ikke tid til at vente på, at producenterne udvikler økologiske alternativer. Der er er hård konkurrence om at komme først med nye produkter på de markeder, hvor Naturli´ønsker at være til stede, og hvis ikke det danske selskab er på forkant med produktudviklingen, går ordrerne til udenlandske konkurrenter, hvoraf mange slet ikke har en økologisk produktion.

Der mangler bid og tekstur

Henrik Lund håber dog, at det kun er et spørgsmål om tid, før økologiske råvarer bliver tilgængelige til priser, som kunderne er villige til at betale.

"Økologien ligger dybt i vores dna, men med de økologiske råvarer, som er tilgængelige i øjeblikket, kan vi ikke få det rigtige bid og den tekstur, vi gerne vil have, når vi laver produkter, der skal erstatte kød," siger direktøren.

Han vurderer, at ca. halvdelen af det nuværende sortiment på ca. 80 produkter er økologisk, og flere vil komme til i takt med at de udenlandske markeder bliver modne til det.

Naturli´lancerede således i 2019 de første konventionelle varer i USA, som er verdens største marked for økologi.

Klimaet kræver handling

Hos Henrik Lund er der ingen tvivl om, at klimaforandringerne kalder på handling, og at vi lever i en tid, hvor der ikke er råd til at nøle med omlægningen af fødevareforbruget, hvis vi skal tackle de eskalerende klimaudfordringer, og i det perspektiv kommer økologien i anden række.

"De økologiske råvarer skal nok komme, og så skal Naturli´også med på rejsen," siger direktøren, som pointerer at selskabet arbejder med en tostrenget strategi, hvor det er målet at fastholde en høj økologiprocent på hjemmemarkedet, mens de konventionelle produkter kommer til at fylde mere i udlandet, hvor Naturli´ også er udfordret af, at de økologiske regler ikke tillader, at man tilsætter vitaminer til økologiske produkter.

Flere artikler fra samme sektion

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion

Efter et par trange år har griseproducenterne kurs mod lysere tider

Efterspørgslen efter økologisk grisekød er nu vokset så meget, at der igen er penge i at producere økologiske grise, viser en analyse fra Innovationscenter for Økologisk Landbrug.

22-11-2024 4 minutter Grise,   Kødproduktion