Annonce

Annonce

Bælgfrugtbod i Meny

40 vej-selv-boder i Meny-kæden skal være med til at stimulere lysten til at bruge økologiske bælgfrugter i madlavningen og dermed bidrage til en mere klimavenlig kost. Foto: Meny

Meyers og Meny åbner økologiske bælgfrugtboder i hele Danmark

Et pilotforsøg med økologiske bælgfrugtboder i Meny-kæden har øget salget så meget, at kæden nu indretter boder i 40 butikker fra Viborg til Valby.

Sidste år lancerede Meyers og Meny et pilotprojekt med ambitionen om at øge bælgfrugterne i danskernes indkøbskurve. Det skete i form af en ”vej-selv”-bælgfrugtbod, hvor kunderne kunne fylde poser med et mangfoldigt udvalg af nordiske, økologiske bælgfrugter og få inspiration til at bruge dem derhjemme.

Siden er Meny-kædens samlede bælgfrugtsalg steget med 12 pct. på landsplan, og bælgfrugtboderne udrulles nu til 40 Meny-butikker i hele Danmark, oplyser Meyers og Meny i en fælles pressemeddelelse.

Den første bælgfrugtbod åbnede i oktober 2023 i Meny på Borups Allé i København, og initiativet opnåede hurtigt så stor interesse, at dagligvarekæden nu opsætter boder i 40 butikker fra Valby til Viborg.

Detailmarkedet i dag er kendetegnet af en ubønhørlig kamp om at være billigst, og råvarer med geografisk tilknytning og madkulturens forhistorie udgør en decideret sjældenhed. Derfor er det opløftende at finde sammen med Meny for at sætte en ganske væsentlig dagsorden.

— Jonas Astrup, udviklingschef i Meyers

“Vej-selv-bælgfrugterne startede som et pilotprojekt, for vi ved, at næsten hver anden dansker gerne vil spise flere bælgfrugter, men ofte mangler inspiration – og det vil vi gerne hjælpe med”, fortæller marketingchef i Meny, Rikke Bangild, og uddyber:

Hun oplever, at den typiske Meny-kunde typisk er optaget af kvalitet, smag og er nysgerrig på nye tendenser, men hun er alligevel blevet overvældet af interessen for både boder og bælgfrugter generelt.

”Siden vi åbnede den første bod, har vi både oplevet et flot salg og fået mange positive tilkendegivelser – og så har vi ovenikøbet fået mails fra kunder udenfor Storkøbenhavn, der spørger, hvornår deres lokale Meny åbner en bod. Derfor er det oplagt nu at udvide konceptet til butikker i hele Danmark”, siger Rikke Bangild.

Opløftende samarbejde

Hos Meyers har bælgfrugterne i en årrække været omdrejningspunkt for en række initiativer fra kogebøger og dyrkning af oprindelige ærtesorter til omlægning af kantiner med grønnere måltider. Jonas Astrup, der er udviklingschef i Meyers, er begejstret for, hvordan de grønne proteiner er ved at vinde indpas på danskernes tallerkner:

”Detailmarkedet i dag er kendetegnet af en ubønhørlig kamp om at være billigst, og råvarer med geografisk tilknytning og madkulturens forhistorie udgør en decideret sjældenhed. Derfor er det opløftende at finde sammen med Meny for at sætte en ganske væsentlig dagsorden”, siger Jonas Astrup.

Han glæder sig naturligvis over, at kunderne allerede bakker op om initiativet.

"Men det glæder mig mindst lige så meget, at Meny, selv i et meget spædt salgsstadie, har modet til og troen på, at økologiske bælgfrugter fra Danmark og Norden – herunder en række bevaringsværdige sorter – bør spille en ikke uvæsentlig rolle i de fleste menneskers madliv”.

Fra 68 kg til 16 tons bælgfrugter

Meyers har netop lanceret en status på deres bæredygtighedsstrategi og har i egen forretning øget indkøbet af danske bælgfrugter fra 68 kg til 16 tons fra 2018-2023. Indsatsen er del af en overordnet ambition om at reducere CO2-udledningen for råvarer med 50 pct. i 2030, og madvirksomheden forventer, at bælgfrugterne spiller en væsentlig rolle i den grønne omstilling:

”Både EAT-Lancet kommissionen og en perlerække af kloge folk er utvetydige, når de konkluderer, at mad givetvis er dén største løftestang til både at forbedre egen sundhed, men også jordens klima og dets økosystemer. Flere bælgfrugter i vores måltider er simpelthen en af nøglerne”, siger Jonas Astrup.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion