Annonce

Annonce

Kurv med grøntsager

Henrik Hindborg, markedschef for detail i Økologisk Landsforening mener, at der gemmer sig et kæmpe potentiale for dansk økologi, hvis producenter og salgsled bliver bedre til at skilte med de danske varer. Foto: Colourbox

Markedschef: Vi skal købe meget mere dansk

Mange danskere går forgæves, når de går på jagt efter dansk frugt og danske grøntsager i supermarkederne, men sådan behøver det ikke at være.

"En kæmpe falliterklæring."

Sådan karakteriserer Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening det faktum, at danske fødevarevirksomheder, dagligvarekæder og cateringgrossister importerer mange fødevarer, som kunne være produceret af danske økologer.

"Det er ud fra en bæredygtighedsbetragtning en kæmpe falliterklæring, at vi importerer en lang række varer, som vi sagtens selv kan producere i Danmark. Det gælder for bl.a. foderkorn, proteinafgrøder, grynhavre og brødkorn. Det gælder også for frugt og grøntsager, hvor vi importerer en lang række varer langt ind i den danske sæson. Jeg tror på, at forbrugerne er klar til at belønne de aktører, der virkelig tager ansvar her," siger Henrik Hindborg.

Den konkrete anledning til kritikken af den unødvendigt store danske import af fødevarer tager afsæt i resultatet af en ny undersøgelse, som Norstat Survey har foretaget for Dansk Gartneri. Den viser, at to ud af tre danskere har oplevet at gå forgæves i supermarkedet, når de ville købe dansk frugt og grønt.

Lad os få en tydelig mærkning om oprindelse på alle økologiske varer og sørg for, at forbrugerne og storkøkkenerne altid kan få lov til selv at vælge den danske variant - også selv om den måtte være lidt dyrere.

— Henrik Hindborg, Økologisk Landsforening

Det er ærgerligt, når undersøgelsen samtidig viser, at tre ud af fire danskere foretrækker at købe danskproduceret frugt og grønt.

”Vi føler, at der er en særegen friskhed over danske produkter. Vi har en opfattelse af, at danske fødevarer er de bedste i verden,” siger ekspert i dansk detailhandel Bruno Christensen i en pressemeddelelse fra Dansk Gartneri.

Henrik Hindborg vurderer, at forbrugerne er klar til at købe meget mere dansk økologi, hvis de kan spotte det i butikkerne, hvor det ofte er vanskeligt at gennemskue, hvor varerne er produceret.

Han mener, at meget af ansvaret ligger hos supermarkedskæderne, som kan gøre mere for at promovere danske produkter.

”80 procent af kunderne beslutter sig for, hvilke varer de vil købe, når de er i butikkerne. Derfor er det i høj grad også butikkerne, der bestemmer, hvilke produkter, der bliver handlet. Hvis kunden ikke kan få øje på produktet, bliver det heller ikke købt."

Den vurdering er Henrik Hindborg enig i, men han mener ikke, at det er fair kun at gøre dagligvarehandlen ansvarlig for situationen, og han har en klar opfordring til de danske fødevareproducenter, grossisterne og dagligvarekæderne.

"Lad os få en tydelig mærkning om oprindelse på alle økologiske varer og sørg for, at forbrugerne og storkøkkenerne altid kan få lov til selv at vælge den danske variant - også selv om den måtte være lidt dyrere. Jeg mærker, at tiden er moden til, at vi skifter til endnu mere transparente og bæredygtige løsninger på de økologiske fødevarer,” siger han.

Men det er en balancegang, og der er en grænse for, hvor meget ekstra forbrugerne vil betale for danskproducerede varer. Ifølge Norstat Survey giver 66 pct. af danskerne i undersøgelsen udtryk for, at de gerne vil betale mellem 1-10 kr. ekstra for en danskproduceret agurk. Den meget tydelige opbakning er forstærket yderligere af corona-krisen, som har øget interessen for det lokale.

”Jeg er overbevist om, at vi rykker tættere på hinanden og er mere lokalt orienteret i vores indkøb. Så tiden er moden til at detailhandlerne kan udnytte interessen for de danske varer endnu mere.”, siger Bruno Christensen i forbindelse med offentliggørelsen af undersøgelsen.

Næstformand i brancheorganisationen Dansk Gartneri, Søren Flink Madsen er enig. Han beskriver undersøgelsens resultater som en sympatisk invitation til, at dansk detailhandel sætter ekstra trumf på danskproduceret frugt og grønt.

”Det er tydeligt, at danskerne værdsætter dansk frugt og grønt. Derfor er vi også i tæt dialog med detailhandlen om at øge udbuddet for at imødekomme efterspørgslen,” siger Søren Flink Madsen.

Den kurs støtter Henrik Hindborg, og han ærgrer sig over, at det kun er på frugt og grønt, at der er et krav om tydeligt at skilte med oprindelsesland, mens det kan være vanskeligt for almindelige forbrugere at gennemskue, hvor råvarerne i mange andre fødevarer stammer fra.

"Det er utroligt, at det stadig her i 2020 er tilladt at skjule varens oprindelse. Producenter af mejeri- og kødvarer er generelt ret gode til at angive oprindelsesland, men det er vanvittigt, at det ikke tydeligt fremgår på alle typer varer," siger Henrik Hindborg.

Han peger dog på, at det er et skridt i den rigtige retning, at flere af dagligvarekæderne er begyndt at oplyse, hvem der producerer varerne i deres mange private label-serier.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion