Annonce
Annonce
Heidi Lorentz Jeppesen er ansat som ny køkkenchef på Hotel Legoland, hvor hun skal være med til at introducere Det Økologiske Spisemærke. Foto: Legoland
Legoland inviterer økologien indenfor
Den nye køkkenchef på Hotel Legoland kommer med stor erfaring fra sit tidligere arbejde med økologi og bæredygtighed i andre køkkener.
Med nye folk i køkkenet forbereder restauranterne i Legoland i Billund sig på en tid med mere fokus på bæredygtighed og økologi.
”Vi skal have endnu større fokus på økologi og bæredygtighed i køkkenet, og det er noget, jeg har stor erfaring med, og som jeg glæder mig til at være med til at implementere. Vi skal blandt andet arbejde frem mod at få et økologisk spisemærke i bronze inden årets udgang,” siger Heidi Lorentz Jeppesen, som netop er blevet ansat som køkkenchef på Hotel Legoland.
Hun kommer fra en lignende stilling på Jørgensens Hotel i Horsens og har tidligere drevet sin egen restaurant i Nordsjælland.
”Vores mad skal se godt ud, og det skal smage helt fantastisk. Det er den målsætning, vi skal arbejde ud fra. Det kan vi blandt andet løse ved at have et lidt mindre udbud og sikre, at det vi serverer, er topkvalitet," forklarer Heidi Lorentz Jeppesen i en pressemeddelelse.
Spisemærke-hattrick for hoteldirektør
Det er Kari Brandsgård, hoteldirektør på Hotel Legoland, som henter den nye køkkenchef til Legoland. De har tidligere arbejdet sammen på Jørgensens Hotel, hvor de var med til at introducere Det Økologiske Spisemærke, og før det var Kari Brandsgård foregangskvinden, da de seks hoteller i Hotelkæden Sinatur i 2019 fik Det Økologiske Spisemærke i sølv (60-90 pct. økologi).
Nu glæder hun sig til at genoptage deres tidligere samarbejde og indføre flere økologiske råvarer i maden på Hotel Legoland.
”Jeg har rigtig gode erfaringer med at arbejde sammen med Heidi, og jeg er helt sikker på, at hun passer rigtig godt ind på Hotel Legoland,” siger Kari Brandsgård, som selv blev ansat i Legoland 1. oktober 2022, hvor hun fik ansvaret for tre overnatningssteder og fire restauranter.
Flere spisemærker er på vej
Legoland Billund arbejder med bæredygtighed på flere forskellige områder. Det gælder blandt andet emner som madspild, affaldshåndtering, bæredygtige fødevarer og energibesparelser mm.
”I forbindelse med den løbende udvikling af vores restauranter og salgssteder på tværs af Legoland-parken og vores overnatningssteder er bæredygtige fødevarer og økologiske råvarer et stort fokusområde for os. Målet er, at flere af vores salgssteder og restauranter indenfor nærmeste fremtid skal have et af de økologiske spisemærker,” skriver Legoland på sin hjemmeside.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.