Annonce

Annonce

Ingeborg Pauls og Emilie Berning bag deres kornkværn fra Østrig

Emilie Berning t.h. driver det fynske mikromølleri Vild Hvede sammen med Ingeborg Pauls,og hun håber at de kan være med til at bane vej for flere kvindelige iværksættere i en mandsdomineret branche. Foto: Sofie Erhorn

Kvindelige iværksættere i en mandeverden

I anledning af Kvindernes Internationale Kampdag har Coop Crowdfunding og Økologisk Nu talt med Emilie Berning, som i 2021 etablerede det økologiske gårdmølleri Vild Hvede på Nordfyn sammen med studieveninden Ingeborg Pauls.

 Af Josefina Estrada, kommunikationsansvarlig, Coop Crowdfunding og Jakob Brandt, Økologisk Nu

Kun 27 pct. af danske iværksættere er kvinder, og kvinderne er også underrepræsenteret landbruget, men Emilie Berning mener, at det er en fordel, at der kommer flere kvinder ind i landbruget.

De kendte hinanden fra naturressource-studiet på Københavns Universitet, og som kvinde i en mandsdomineret branche, tror Emilie Berning på, at hun kan bidrage med noget nyt til både mølleri og landbruget, som de ønsker at dreje i den regenerative retning via holistisk afgræsning, permanent grønt plantedække, fermenter og minimal jordbearbejdning.

Vejen ind i en mandsdomineret branche gik over et praktikforløb i 2020, hvor Emilie Bernings studieveninde, Ingeborg Pauls, kom i kontakt med den fynske landmand Bjarne Schaldemose. Han har gennem mange år havde drevet et økologisk landbrug på godt 60 ha, hvoraf næsten halvdelen er skov og eng, og da deres samarbejde fungerede godt, opstod ideen om at etablere et producentsamarbejde omkring et gårdmølleri på hans landbrug St. Vædeled.

Pengene til den østrigske stenkværn skaffede kvinder bag Vild Hvede via en kampagne hos Coop Crowdfunding, som har talt med tre kvindelige iværksættere.

Iværksætteri må gerne fejle, og der må gerne begås fejl, det er faktisk næsten pointen. Jeg tror, kvinder skal blive bedre til at sætte sig udover den perfektionistiske tankegang, som tit kan hæmme dem.

— Emilie Berning, medstifter af Vild Hvede

Bjarne Schaldemose har stadig hovedansvaret for selve landbrugsproduktionen, men han lytter til Ingeborg Pauls og Emilie Bernings mange ideer, mens de unge iværksættere på 25 og 28 år selv står for driften af mølleriet og salget af mel til diverse restauranter, butikker og Odense Kommune.

”Vi er stadig i opstartfasen, og det er tanken, at mølleriet skal være en deltidsbeskæftigelse i et større projekt. Vi har mange ideer. En ung gartner har etableret grøntsagsproduktion på gården, og vi håber, at en bager flytter ind inden sommer,” siger Emilie Berning, som i dag bor på en nabogård sammen med Ingeborg Pauls og deres kærester, som de tog med fra København.

Hvad betyder Kvindernes Internationale Kampdag for dig?

Emilie Berning kunne godt mærke, at hun og Ingeborg Pauls i starten blev set lidt an, da de bevægede sig ind på et område, som typisk er domineret af mænd, men hun vurderer, at det vil være en fordel for branchen, hvis flere kvinder tør tage springet
Emilie Berning kunne godt mærke, at hun og Ingeborg Pauls i starten blev set lidt an, da de bevægede sig ind på et område, som typisk er domineret af mænd, men hun vurderer, at det vil være en fordel for branchen, hvis flere kvinder tør tage springet. Foto: Rita Kuhlmann for Heartbeats.dk

”For os har dagen symbolsk værdi. Den minder om, at kvinder i vores branche stadig må prioritere at arbejde for at skabe ligestilling. Helt konkret er Ingeborg og jeg, som køn, underrepræsenterede i et fag, der historisk set har været besat af mænd, siden kornkværnen rykkede ud af husholdningen og ind i en industriel kontekst. Jeg oplever, at vi som kvinder har perspektiver og styrker, som differentierer os og kan bidrage med noget nyt til mølleri og landbrug,” siger Emilie Berning.

Vi vender de problematikker, som landbruget står overfor, på en anden måde, end mænd måske gør. Vi har nok også på nogle punkter en mere blød og elegant tilgang.

— Emilie Berning, medstifter af Vild Hvede

Hun tror, at det kan være med til at udvikle landbruget i en positiv retning, hvis der kommer flere kvinder i erhvervet.

”Så jeg håber, at mange flere kvinder får lyst til at prøve kræfter med fag som vores, det vil vi gerne bidrage til ved at bringe vores historie frem.”

Hvordan er det for dig at være kvindelig iværksætter i en mandsdomineret branche?

”Det var opsigtsvækkende, at vi var to unge kvinder, der valgte mølleriet og iværksættervejen. Branchen er i høj grad mandsdomineret, og vi har skilt os ud ved at være kvinder, og ved vores utraditionelle samarbejde med Bjarne (Schaldemose, red), og jeg tror, det har givet en særlig opmærksomhed omkring projektet, som måske kan bane vejen for flere som os.”

Som iværksætter har Emilie Berning oplevet en stærk opbakning fra det faglige netværk, hvor man var begejstret for at få nogle friske kræfter til. Men de kvindelige iværksættere kunne godt mærke, at de lige blev set an i starten.

Hvad kan du, som en mand ikke kan?

”Jeg tror på, at vi ved hjælp af ligestilling kan øge diversiteten i puljen af mennesker, som bedst kan løse de opgaver, vi som samfund står overfor. Jeg oplever, at vi - som kvinder og mennesker - bidrager med nye tilgange, æstetik, formidling, kultur og en holistisk tænkning til vores fag. Vi vender de problematikker, som landbruget står overfor, på en anden måde, end mænd måske gør. Vi har nok også på nogle punkter en mere blød og elegant tilgang. Måske er det også formidlingen og lysten til at skabe en stærk kultur og en fællesfølelse, et community, omkring vores projekt, som gør os stærke.”

Hvad tror du holder kvinder tilbage fra at blive iværksættere?

”Sociale og kulturelle normer, ydmyghed, opdragelse til at arbejde indenfor gældende rammer fremfor at bryde dem og tage chancer. Nok også mod og selvsikkerhed – og perfektionisme. Man skal ikke være perfektionistisk omkring sit iværksætterprojekt. Iværksætteri må gerne fejle, og der må gerne begås fejl, det er faktisk næsten pointen. Jeg tror, kvinder skal blive bedre til at sætte sig udover den perfektionistiske tankegang, som tit kan hæmme dem.”

​”For Ingeborg og mig var det naturligt at starte vores eget, fordi vi var drevet af en vision om fundamentale forandringer i landbruget. Iværksættervejen var appellerende for os, fordi den gav mulighed for at bryde normer og rammer. Vi må gerne gå forrest og være stolte af det. Det tror jeg faktisk stadig kan være svært for kvinder.”

Hvis vi skal give kvinderne lyst til at springe ud som iværksættere, må vi sikre attraktive rammer.

— Emilie Berning, medstifter af Vild Hvede

Hvad kan man gøre for at få flere kvinder til at springe ud som iværksættere?

”Man skal sørge for, at der sættes fokus på kvinder, der springer ud som iværksættere. Skal man have noget at spejle sig i, kræver det, at der skabes rollemodeller og større synlighed omkring de gode og vigtige historier, som findes derude.”

”Man skal præsentere mulighederne for iværksætteri for de studerende i en tidligere alder. Jeg tror, man bliver nødt til at fjerne noget af mystikken omkring iværksætteri som beskæftigelse. Hvem skaber de rammer, som kvindelige iværksættere skal fungere under? Hvilke strukturer skal sikre, at flere kvindelige iværksættere får lyst til at begive sig ud på rejsen? Hvor mange midler bliver der afsat til at sikre et stærkt fundament for kvinder som iværksættere,” spørger Emilie Berning.

”Hvis vi skal give kvinderne lyst til at springe ud som iværksættere, må vi sikre attraktive rammer,” lyder opfordringen fra Nordfyn forud for Kvindernes internationale kampdag 8. marts.

I øjeblikket er Emilie Berning i færd med at færdiggøre sin kandidat på Københavns Universitet, mens Ingeborg Pauls arbejder fuld tid med Vild Hvede.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion