Annonce
Annonce
I Maj måned åbnede LuLu et helt nyt varehus i Ryiadh, hvor kunderne har fået smag for økologiske fødevarer, og flere danske producenter eksporterer allerede til Mellemøsten. Foto: LuLu
Kom på date med LuLu i Økologiens Hus
Økologiske producenter har mulighed for at speeddate repræsentanter fra en af Mellemøstens største varehuskæder LuLu, som driver 169 butikker i 22 lande.
Danske fødevarer har et så godt ry ude i verden, at LuLu, som er Mellemøstens største varehuskæde, har besluttet at bruge fire dage i Danmark for at spotte nye leverandører af sunde fødevarer, og de må meget gerne være økologiske.
Af samme grund er der indlagt et tre timer langt besøg i Økologien Hus, hvor økologiske producenter får mulighed for at speeddate repræsentanter fra LuLu-kæden og vise dem, hvilke varer de kan levere til kæden.
Besøget er organiseret af den danske ambassade i Riyadh, og ambassadør Ole E. Moseby håber, at det vil føre til nye eksportordrer til de danske producenter.
”Danmark er kendt for kvalitetsfødevarer og en sund livsstil. Derfor er det naturligt for LuLu Supermarket at ville besøge Danmark for at blive inspireret og finde nye produkter, de kan tilføje til deres portefølje. Efterspørgslen efter økologiske varer og sundere alternativer er stigende i regionen, eftersom kunderne bliver mere kvalitetsbevidste, de tænker på sundhed, og der er en spirende tendens til at tænke mere på miljøet. Med LuLus besøg i Danmark håber vi, at danske virksomheder vil kunne se potentiale i et voksende marked,” siger Ole E. Moseby til Fagmediet Økologisk.
LuLu besøger flere producenter
Ifølge Ture Munksgaard fra den danske ambassade i Riyadh er den voksende interesse for økologiske fødevarer bl.a. et resultat af Saudi Arabiens 2030-vision, som skal skabe en sundere livsstil for borgerne.
Han følger med LuLu rundt på hele turen i Danmark som landets officielle repræsentant.
LuLus butikker
Det koster knap 8.000 kr. at deltage i speeddating med LuLu, som driver i alt 169 varehuse i 22 lande.
Ved arrangementet i Økologiens Hus 12. juni kan du møde repræsentanter fra
- 16 butikker i Saudi Arabien
- 7 butikker i Bahrain
- 23 butikker i Oman og Egypten
- 15 butikker i De forenede Arabiske Emirater
"Vi kommer både til København, Aarhus, Nord- og Sønderjylland, og LuLu skal bl.a. besøge Thise Mejeri, Danæg og Skarø Is," siger Ture Munksgaard.
LuLu i Økologiens Hus
Ifølge Middle East Organic & Natural Products Expo har det økologiske marked for fødevarer og drikkevarer i Mellemøsten siden 2015 haft en gennemsnitlig årlig vækst på 14,4 pct., og det forventes, at markedet får en værdi på 123,5 mia. kr. i 2022.
Den voksende interesse for økologiske og naturlige produkter har ført til, at disse varegrupper gennem de seneste fem år har fået 60 pct. mere hyldeplads i dagligvarebutikkerne, og mange af de mellemøstlige lande dækker typisk helt op mod 70-90 pct. af deres fødevarebehov via import.
Supermarkets Today oplyser, at LuLu-kæden planlægger at åbne ca. 30 varehuse i 2019, og ifølge Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening er det lidt af en scoop, at LuLu kommer til Danmark.
"Frem for selv at skulle rejse til Mellemøsten, er speeddatingarrangementet en yderst omkostningseffektiv måde at besøge en af Mellemøstens største kæder på," siger Pernille Bundgård.
Hun har selv besøgt LuLu og oplyser, at kæden i udgangspunktet er interesserede i alle typer varer, men at der selvfølgelig er nogle forhold omkring certificeringer og transporten, som kan vanskeliggøre eksporten af visse typer produkter.
Flere artikler fra samme sektion
Ny kampagne tæppebomber forbrugerne med én enkelt opskrift på bælgfrugter
Forbrugerrådet Tænk og en række supermarkedskæder søsætter kampagne, som skal få flere folk til at skifte en del af kødet ud med bælgfrugter.
Mejeriforeningen overtager Økodag fra Økologisk Landsforening
Økodag, hvor folk kan se øko-køerne komme på græs, blev stiftet i 2005 og har siden været arrangeret af Økologisk Landsforening. Fra og med næste år står Mejeriforeningen i spidsen for det. Branchen har været splittet, siden Arla meldte sig ud i protest.
Vestpå måtte Mikkel Berggreen se langt efter økologiske råvarer, så nu dyrker han dem selv - og forærer dem væk
"Hvis jeg vil have virkelig gode råvarer, må jeg selv dyrke dem," siger Mikkel Berggreen, som i sin tid tog hjem midt under studenterkørslen for at hyppe kartofler. Gode råvarer er så vigtige for ham, at han giver dele af sin høst gratis væk, så også familien og venner får glæde af den.