Annonce
Annonce
Bananproduktionen i Costa Rica har ifølge Carsten Bruel, professor ved Institut for Miljøvidenskab på det tyske Kaiserslautern-Landau universitet, et »gigantisk« forbrug af sprøjtemidler. Foto: Heather/flickr/2.2
Kæde har i al tavshed bragt konventionelle bananer tilbage på hylderne
Salling Group gik i medierne for at fortælle, at kæden nu kun ville sælge økologiske bananer, men i al stilhed har den siden taget de konventionelle bananer tilbage på hylderne.
I 2019 gik Salling Group og Coop til medierne og proklamerede, at de nu kun ville sælge økologiske bananer.
Årsagen var, at det var umuligt at skaffe konventionelt dyrkede bananer, der ikke blev sprøjtet med det sundhedsskadelige pesticid chlorpyrifos, der er mistænkt for bl.a. at skade hjernens udvikling hos børn.
Mens Coop holder fast i kun at sælge økologiske bananer, ser det anderledes ud for Salling Group. Kæden har nemlig i al tavshed genoptaget salget af konventionelle bananer fra Costa Rica, da de ifølge Salling Group ikke længere indeholder chlorpyrifos. Det skriver DanWatch.
Salling Group afviser dog at fremlægge testresultaterne. Det samme gør Rema 1000, der ligeledes sælger konventionelle bananer og fastholdt salget, da de andre boykottede det.
DTU Fødevareinstituttet har lavet et særtræk for DanWatch, og her er der fundet rester af seks forskellige sprøjtegifte i samtlige 52 stikprøver af bananer fra Costa Rica i perioden 2021-2022. DTU understreger dog, at ingen af fundene overskrider de tilladte grænseværdier. Der er heller ikke fundet spor af chlorpyrifos, som var argumentet mod at sælge bananerne.
»Gigantisk« pesticidbrug
Bananproduktionen i Costa Rica har ifølge Carsten Bruel, professor ved Institut for Miljøvidenskab på det tyske Kaiserslautern-Landau universitet, et »gigantisk« forbrug af sprøjtemidler.
Han påpeger, at selv hvis grænseværdierne i det færdige produkt er overholdt, har det stadig en stor negativ effekt på landbrugsarbejderne og miljøet, når afgrøderne sprøjtes.
DanWatch har interviewet Steve Rodríguez Obregón, generalsekretær i banan- og ananas-arbejdernes fagforening i Costa Rica, som fortæller, at han kastede blod op i flere dage, efter et fly sprøjtede calixin ned på en bananmark, hvor han befandt sig. Han fortæller desuden om landbrugsarbejdere, som har fået eksem, er blevet sterile og sågar blinde efter at være blevet eksponeret for pesticider.
Har lagt sag an
Hundredvis af medarbejdere i bananplantager fra både Costa Rica, Ecuador og Panama har lagt sag an mod bl.a. Chiquita, Del Monte og pesticidproducenten Dow Chemical for at have påført dem skader som kræft og sterilitet.
I en mail til Økologisk Landbrug skriver Rema 1000’s kommunikationschef, Jonas Schrøder, at kædens leverandører altid skal overholde national lovgivning jf. dens Supplier Code of Conduct:
»De steder, hvor denne Supplier Code of Conduct og national lovgivning adresserer samme emne, skal den højeste standard anvendes som retningsgivende. Vi følger Fødevarestyrelsens krav, og dermed mener vi bestemt ikke, at vi skader befolkningen ved salg af vores konventionelle bananer.«
Han uddyber, at kæden sender repræsentanter af sted for at eftertjekke forholdene og holder ekstra skarpt øje med det, de betegner som ’risikoprodukter og risikolander’.
»Her beder vi om certificeringer og rapporter, der lever op til vores standarder. Det kunne være GRASP, FairTrade, RainForest Alliance mv. Vi beder vores leverandører om at efterleve vores krav og gældende lovgivning. Hvis de følger loven, så blander vi os ikke i konkrete produktionsmetoder, men skulle der være tilfælde, hvor der er brud på vores krav, så vil vi iværksætte en dybere undersøgelse efterfulgt af handlingsplaner for forbedringer,« skriver han.
Salling Group er ikke vendt tilbage på Økologisk Landbrugs henvendelse.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.