Annonce
Annonce
Morten Thorup t.t. og Eik Ottosen fra Öko ApS har netop åbnet deres syvende vejbod i Aarhus. Den står foran den økologiske café The Lazy Wombat i Ceres Byen, og går det, som de jyske iværksættere håber, bliver konceptet snart spredt til flere af landets største byer.Foto: Jakob Brandt
Iværksætterne bag Öko bringer vejboderne ind til byen
To jyske iværksættere vil etablere vejboder med lokal økologi og økologisk snack i landets største byer.
Der var ikke langt fra tanke til handling, da iværksætterne Eik Ottosen og Morten Thorup besluttede at lancerer et nyt koncept, som skal bringer vejboderne ind i de største danske byer.
Normalt er det landets mange bilister, som nyder godt af muligheden for at handle i de vejboder, som en del landmænd stiller op for at sælge deres grøntsager, frugt og bær.
Borgerne i Aarhus har nu fået samme mulighed, idet to erfarne iværksættere har rykket vejboderne ind til den østjyske hovedstad, og planerne går også ud på at opstille vejboder i København.
"Økologi er fremtiden, og vi vil skille os ud ved at handle med lokale, friskhøstede varer, ellers kunne kunderne lige så godt handle i Føtex," forklarer Eik Ottosen og Morten Thorup.
De har i løbet af få uger etableret syv vejboder i Aarhus. De er typisk placeret foran butikker og caféer, hvor der i forvejen er en livlig trafik af potentielle kunder, og ikke helt uvæsentligt – mulig for at få strøm til bodernes indbyggede køleskab, som skal sikre, at bær og andre sarte varer holder sig så friske som muligt.
Jordbær gav forrygende start
"Vi åbnede de første boder midt i jordbærsæsonen, og salget gik forrygende. Vi fik 40 kr. bakken, og der var stort set ikke noget svind," siger Eik Ottosen, som har skaffet startkapital via salget af skofirmaet Nature, hvor han var med til at give den fodformede sko et comeback på den danske modescene.
Han beskriver sig selv som indbegrebet af en iværksætter, som brænder for at søsætte nye projekter, men som også hurtigt mister interessen, når et selskab kører på skinner, og der går for meget drift i den. Så skal han videre, og typisk for hans måde at arbejde på behøvede han og vennen Morten Thorup ikke lang betænkningstid og dyre markedsanalyser, før de fik en håndværker til at bygge den første vejbod.
Starthjælp fra Kajs hvide boder
Inspirationen kom fra Sydfyn, hvor Morten Thorup havde set en af 'De Hvide Boder'. De bliver drevet af pensionisten Kaj Jensen. Han er tidligere ejendomsmægler, og han har gennem nogle år haft succes med at sælge lokal frugt via ti vejboder i Fåborg og Svendborg. Han blev deres mentor og kunne forklare dem, hvad de skulle have styr på for at få de nødvendige godkendelser hos både fødevaremyndighederne og kommunen.
"Morten havde set en af De Hvide Boder i Svendborg. To dage senere tog vi til Sydfyn, hvor Kaj inviterede på kaffe, og fortalte os om sine erfaringer. En uge senere var vi selv i gang. Jeg kan godt lide at rykke på tingene i stedet for at snakke om dem," siger Eik Ottosen, som blev en smule overrasket over, at Aarhus Kommune skal have 500 kr. i månedlig leje pr. bod.
"Jeg ville hellere give pengene til de butikker, som vores boder står ved, og som vi køber strøm af," siger Eik Ottosen, som erkender, at det er noget af en tillidssag at sælge fødevarer fra ubemandede vejboder midt i en stor by som Aarhus.
Næsten intet svind
Via en app kan Öko løbende se, hvor mange varer der bliver betalt for via MobilePay i hver enkelt bod, og de fortæller, at kassen stort set stemmer hver gang.
"Vi har kun oplevet et større svind et par gange. Det var i Risskov," forklarer de to iværksættere og bemærker, at det er en smule paradoksalt, at svindet netop sker i en af de bydele, som huser nogle af byens mest velstillede borgere.
Lige nu bliver vejboderne markedsført under navnet Öko, men de to grundlægger overvejer, om de måske skal ændre navn til Tillid, eller noget i den boldgade, da konceptets succes i høj grad er afhængig af tillid, da boderne står placeret uden opsyn, men indtil videre glæder de sig over, at århusianerne er meget lovlydige borgere.
"Vi viser kunderne tillid, så håber vi også, at de har tillid til os, og vi kan se, at det virker," siger Morten Thorup.
En hård nød at knække
De lægger derimod ikke skjul på, at langt den største udfordring er logistikken og det forhold, at de arbejder med varer med ultra kort holdbarhed, så de tidligt hver morgen skal ud til flere producenter for at hente varer.
Det er en meget tidkrævende opgave, som kun vokser i takt med, at antallet af boder vokser.
"Det er en kæmpe udfordring, og vi har beregnet, at vi skal op på ca. et par hundrede boder, for at vi kan leve af det," siger Eik Ottosen, som er åben for hele tiden at justere konceptet, eller som han siger.
"Vi er ved at finde vejen, mens vi går på den."
På jagt efter spændende råvarer
I erkendelse af, at bærsæsonen ikke varer evigt, er de i øjeblikket på jagt efter økologer med spændende afgrøder. Men de oplyser, at boderne ikke er forbeholdt frugt og grønt. De seneste dage har parret testet salg af økologiske raw-barer, og de overvejer også at sælge flydende krydderurter på flaske og flere andre økologiske produkter, som vil give boderne et mere snackagtig præg.
Mens De Hvide Bode på Sydfyn allerede har lukket for i år og først åbner igen, når de første drivhuskartofler bliver høstet i april, så er det i udgangspunktet planen, at Öko-boderne skal være åbne hele året. Dagligvarekæderne kan dog blive en hård konkurrent i vintersæsonen, hvis Öko begynder at sælge importerede varer, så Öko kan ende som et sæsonkoncept, som er lukket i årets koldfeste måneder, men kun tiden kan vise, hvilken kurs de jyske iværksættere følger.
Måske lægger de vejen omkring tv-programmet Løvens Hule.
"Vi er blevet kontaktet flere gange for at få os med i programmet, men nu må vi se," siger Eik Ottosen," inden han og Morten Thorup forlader The Lazy Wombat i en lille eldrevet varebil.
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.