Irma giver en hånd til de små fødevareproducenter
Under mottoet: Tænk småt lancerer Irma-kædens 69 butikker torsdag en stribe pakker, der indeholder varer fra små lokale specialproducenter, som i lang tid har været afskåret fra deres normale salgskanaler på grund af corona.

Fra torsdag sætter Irmas 69 butikker en række både nye og velkendte specialvarer på hylderne fra nogle af landets små fødevareproducenter, som er kommet i klemme i coronakrisen.
Mens genåbningen af Danmark har skabt en spirende optimisme i samfundet, er der stadig mange fødevareproducenter, som er hårdt udfordret af den modvind, som coronakrisen har medført. Mange af dem har lang vej endnu i forhold til at indhente det forsømte, og det er de firmaer, som Irma nu rækker hånden frem til.
”Vi ved, at mange iværksættere og ildsjæle inden for fødevarebranchen fortsat er rigtigt pressede, og selvom genåbning er på vej, kommer det til at tage et stykke tid for de små lokale producenter at indhente det tabte. Med det nye initiativ går alt salg direkte til producenterne, og vi håber, at det kan bidrage til at holde gang i forretningen, så vi også på den anden side af krisen har leverandører, der producerer innovative kvalitetsvarer og er med til at udvikle vores fødevarekultur,” siger direktør for Irma, Søren Steffensen.
Irma har derfor udviklet seks nye hjælpepakker med specialprodukter, som forbrugere kan købe og dermed støtte flere små producenter. Det nye initiativ er en del af Irmas ambition om at få endnu flere innovative madiværksætterede til at lykkes ved at give dem direkte adgang til forbrugerne.
En af de små producenter, som oplevede, at deres forretningsgrundlag blev fjernet, er København Kombucha, der har udviklet et prisvindende alternativ til vine og champagner.
”Da Coronakrisen fejede ind over Danmark, stoppede festlighederne pludselig – og vores salg og humør styrtdykkede. Vi mistede fra den ene dag til den anden 60 procent af vores forventede omsætning, og det betød, at vi var nødt til at tænke i nye måder at afsætte vores varer på. Det har derfor været helt fantastisk at se, hvordan forbrugernes interesse for vores kombucha via andre salgskanaler er steget i den her tid,” siger Louise Benkjær Limbach fra virksomheden.