Hotel Legoland har fået spisemærke i bronze uden at øge budgettet
Gæsterne på Hotel Legoland kan nu fylde økologi på tanken, inden de begiver sig ud i den store forlystelsespark i Billund.

Indførelse af økologisk frugt og grønt, økologisk hjemmebagt brød og økologiske drikkevarer har over de seneste måneder bragt økologiprocenten på Hotel Legoland op på over 40 procent, og det jyske hotel kan nu skilte med Det Økologiske Spisemærke i bronze.
Hoteldirektør Kari Brandsgård og de øvrige ansatte på hotellet i Billund er stolte over mærket, som har været et stykke tid undervejs.
”Det har vi arbejdet på rigtig længe. Det er en holdindsats på tværs af vores køkken, bageri og restaurant, hvor alle har ydet en kæmpe indsats for at nå vores fælles mål om at få Det Økologiske Spisemærke,” siger Kari Brandsgård, der er direktør på Hotel Legoland i en pressemeddelelse.
Hun har tidligere stået i spidsen for omlægningen af flere andre jyske hotelkøkkener, og det har formentlig været en medvirkende årsag til, at Lego-hotellet har været i stand til at omlægge driften til økologi uden at det har været nødvendigt at tilføre flere penge til køkkenbudgettet.
Du kan gøre det samme hjemme
”Først og fremmest handler det om, at vi minimerer vores madspild. Det gør vi blandt andet ved at gå væk fra buffet og have flere portionsanretninger. Derudover har vi ændret vores fokus, så vi oftere ser kødet som tilbehøret og grøntsagerne som det primære, og så skal vi naturligvis bruge det hele af råvarerne, så vi får meget mindre madspild. Og så fokuserer vi på at købe lokale og danske råvarer, så vi samtidig minimerer transporten af vores varer,” siger Kari Brandsgård.
Og den metode kan man godt kopiere derhjemme mener hun:
”Når man skruer ned for mængden af kød og op for mængden af grøntsager, og samtidig har fokus på at bruge alle dele af råvarerne, så er det muligt at købe økologiske grøntsager uden at sprænge budgettet, og så er det samtidig rigtig lækkert.”
Friskbagt økologisk brød
Et af de områder, hvor Hotel Legoland også har lavet en stor ændring, er i bageriet, hvor der kun bliver bagt med økologisk mel, så der er friskbagt økologisk brød hver dag til morgenmad på Hotel Legoland og til konferencegæsterne.
”Hotel Legolander et hotel, hvor der er rigtig mange gæster til morgenmad, når de er der for at besøge Legoland, så derfor er morgenmaden også et af de områder, hvor det betyder meget at ændre på vores brød. Vi bager friskbagt brød hver morgen, og også her er der fokus på at bage nogle mindre stykker, så vi på den måde også får mindre madspild,” siger Kari Brandsgård.