Friland skal igen på jagt efter en ny direktør

Søren Tinggaard forlader direktørstolen hos Friland for at blive direktør for Danish Crown Ejerservice, men han fortsætter i spidsen for koncernens økologiske division, indtil der er fundet en afløser.

14. maj 2025
Læsetid: 3 minutter
Portrætfoto af Søren Tinggaard
Det blev kun til knap halvandet år på posten som direktør for Friland, før Søren Tinggaard er klar til at indtage en mere central rolle i slagterikoncernen, hvor han bliver direktør for Danish Crown Ejerservice. Foto: Jakob Brandt

Danish Crowns ledelse har besluttet, at der er behov for at lade en ny profil stå for den videre udvikling af Danish Crown Ejerservice, og valget er faldet på en garvet leder fra egne rækker i skikkelse af Frilands direktør Søren Tinggaard.

Det betyder, at mangeårig direktør for ejerservice Nicolaj Nørgaard træder tilbage. Det skriver Danish Crown i en meddelelse. 

Ejerservice er den afdeling i slagterikoncernen, som håndterer kontakten til og serviceringen af andelsejerne, og Søren Tinggaard ser frem til at stå i spidsen for den meget centrale afdeling i andelsselskabet:

”Jeg synes, samspillet mellem andelsejerne, selskabet og den daglige forretning er virkelig interessant at arbejde med. Jobbet i Friland har bragt mig i tæt kontakt med ejerne. Nu kommer jeg tilbage til den del af forretningen, hvor min karriere i Danish Crown begyndte og et område, der både har ekstra fokus og er utroligt vigtigt for koncernen lige nu, så jeg ser det som en meget spændende udfordring,” siger Søren Tinggaard.

Får en helt afgørende funktion

Han har gennem mere end 30 år varetaget en række nøgleroller i koncernen i både Danmark og udlandet. I januar 2024 blev han hentet hjem efter flere år i Kina for at stå i spidsen for Friland. Nu får han en mere central placering i den nye struktur, som Danish Crown er ved at opbygge.

”Vi er rigtigt glade for, at vi i Søren Tinggaard fundet en dygtig efterfølger internt. På tværs af hele koncernen er vi nået til den fase i vores transformation, hvor vi er ved at bygge den rette struktur til fremtiden. Ejerservice er en helt afgørende funktion for os i konkurrencen om råvarerne, og der venter en vigtig opgave for Søren i at udvikle dette område”, siger Group CEO Niels Duedahl. 

Derfor fratræder Nicolaj Nørgaard efter syv år som direktør for området, når han har overleveret sine opgaver til Søren Tinggaard.

Der bliver nu sat en proces i gang for at finde en ny direktør til Friland. Indtil der er fundet en afløser, vil Søren Tinggaard varetage opgaven.