Annonce
Annonce
I første omgang skal tre svineproducenter levere grisene til det amerikanske marked. Foto: Friland
Friland har prikket hul på det amerikanske marked
Tre økologer fra Friland lever nu op til de skrappe amerikanske krav til dyrevelfærd og brug af antibiotika, så de kan levere økologisk svinekød til USA
Eksport til USA kan måske æde en luns af den nuværende pukkel af økologisk svinekød på det europæiske marked.
Efter to års målrettet arbejde for at leve op til de skrappe er det lykkedes for den økologiske del af Danish Crown-koncernen at få hul igennem til en amerikansk producent, som i fremtiden skal forarbejde og sælge dansk, økologisk svinekød i USA.
I første
omgang skal tre svineproducenter levere grisene til det amerikanske marked,
men i en intern besked til andelshaverne udtrykker Friland håb om, at åbningen kan føre til en større eksport.
"Om kunden kan man sige, at det er en stor virksomhed og blandt de førende på økologi i det amerikanske marked. Producenten henvender sig til kæder som Whole Foods, der jo står stærkt på det økologiske felt. Det er med andre ord et nyt samarbejde med en forhåbentlig og potentiel stor kunde i USA," siger Friland-direktør Henrik Biilmann i en uddybende kommentar til FødevareWatch.
På nuværende tidspunkt ønsker han ikke kundens navn offentliggjort, men han håber, at de første leverancer kan bane vej for en større eksport til det amerikanske marked.
Begejstrede amerikanske gæster
Aftalen er kommet i hus efter at repræsentanter fra den amerikanske kunde i sidste uge var på rundrejse i det jyske, for at se og foretage den endelige godkendelse af de tre økologiske grisebesætninger og DC-slagteriet i Herning.
"Det var en kvalitetsinspektør, en indkøber og kædens dyrevelfærdsansvarlige, vi havde med rundt. De skulle opleve hele grisens rejse fra hytte til slagteri, og det var primært dyrevelfærden, de havde fokus på. Og netop på dyrevelfærden sagde de, at det var det højeste niveau, de nogensinde havde oplevet ude på gårdene," siger Johnni Munk, der er Quality Inspector fra Friland i meddelelsen til andelshaverne i det Danish Crown-ejede selskab.
Flere krævende kontroller
Friland
oplyser, at aftalen er den foreløbige kulmination på mere end to års hårdt
arbejde for at imødekomme de specielle økologi- og dyrevelfærdskrav fra USA, og
nu har tre af Frilands leverandører har sagt ja til at tilpasse deres
produktioner, så de lever op til særlige krav til staldgulvenes udformning og
til brugen af antibiotika og foder i produktionen. For at opfylde de amerikanske
krav må soen eksempelvis ikke være behandlet med antibiotika i de seneste 38
dage inden faring.
Nu har vi taget mange af start-udfordringerne med at få tilpasset vores produktioner. Hvis det ender med at blive en eksportsucces for Friland, tænker jeg ikke, det vil være svært at få flere landmænd til at hoppe med på vognen.
— Thorbjørn Sørensen
En af de landmænd, der nu skal levere til USA, er Thorbjørn Sørensen fra Branderup, og selvom de nye krav har taget tid at få implementeret, er det ikke dem, der har været den største udfordring, ved at få godkendelsen.
"Det har faktisk været kontrollerne. Vi har haft rigtig mange ekstra kontrolbesøg igennem forløbet, og selvom vi har styr på produktionen og har en god egenkontrol, er det alligevel en psykologisk belastning hver gang," siger Thorbjørn Sørensen.
Flere kan hoppe med på vognen
Selvom projektet har vist sig at være noget mere omfattende, end han havde forventet, er han alligevel glad for og stolt af, at det endelig er lykkedes at komme ind på det amerikanske marked.
"Nu har vi taget mange af start-udfordringerne med at få tilpasset vores produktioner. Hvis det ender med at blive en eksportsucces for Friland, tænker jeg ikke, det vil være svært at få flere landmænd til at hoppe med på vognen," siger han.
Over for Økologisk.nu forklarer han, at det har krævet en del investeringer at indrette spaltegulv og pladsforholdene i stalden, så de lever op til de amerikanske krav i GAB-certificeringen.
"De kræver meget dokumentation og med den beskedne merpris, jeg får til at dække merudgifterne, bliver det ikke noget, som jeg personligt kommer til at tjene en masse på, men med de nuværende svinepriser er vi nødt til at få noget kød ud af et overfyldt marked, så jeg håber, at alle får glæde af det," siger den sønderjyske landmand, som øjner et kæmpe potentiale i USA, der er verdens største marked for økologiske fødevarer.
Nu venter vi på ordrerne
De amerikanske gæster besøgte også Danish Crowns slagteri i Herning.
"Indtransport, bedøvelse og aflivning levede op til kravene. De var også meget imponerede af produkterne. Egentlig havde de kun vist interesse for fire produkter, men efter besøget på slagteriet blev vi enige om, at vi sender dem en række prøver, som de kan vurdere," siger Johnni Munk.
Henrik Biilmann er selvsagt også glad for, at det hårde arbejde endelig giver pote:
"Der har været rigtig mange mennesker involveret, for at få det her til at lykkedes, og alle har arbejdet virkelig professionelt for dette fælles mål. Nu bliver det bare spændende, hvor store mængder de er interesserede i, når ordrerne for alvor begynder at tikke ind."
Flere artikler fra samme sektion
Føtex Kokkedal genåbner butik med skærpet sundhedsprofil
Efter en gennemgribende ombygning genåbningen Føtex i Kokkedal i dag og giver samtidig et bud på, hvordan man i fremtiden kan blive bedre til at guide kunderne til at tage det ernæringsrigtige valg.
De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test
Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade, og testen viser ingen sammenhæng mellem pris og kvalitet eller certificeringer.
Økologi styrker dit grønne regnskab
I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.