Annonce

Annonce

forside på platformen Denmark eSpecial

Her er en forsmag på det virtuelle rum, som under BioFach eSpecial danner rammen for den danske fællesstand, hvor Friland er en af de 20 udstillere. Foto: CadPeople

Friland er spændt på sit første favntag med verdens største digitale økologi-messe

Nedtællingen til BioFach eSpecial er begyndt, og de ansatte hos Friland sidder klar bag skærmene, når messen åbner 17. februar.

Friland er en af de danske eksportvirksomheder, som hvert år er fast inventar på BioFach-messen i Nürnberg, men i år bliver en undtagelse, da den fysiske messe er aflyst på grund af corona.

For Danish Crown-datterselskabet, som henter over halvdelen af omsætningen udenfor Danmarks grænser, er deltagelsen på verdens største økologimesse dog så vigtig, at selskabet i lighed med 19 andre danske virksomheder har valgt at deltage i BioFach eSpecial. Det er en digital udgave af den tyske økologimesse, og Maria Bast, marketing manager hos Friland, er spændt på, hvordan det nye messe-koncept fungerer, og om det er muligt at sælge større partier af økologisk kød via Denmark eSpeial-platformen. Her har Bio Aus Dänemark og Organic Denmark samlet en snes danske udstillere for at sikre dem ekstra synlighed.

Det betyder at sælgere fra de 20 danske virksomheder slipper for rejsen til messehallerne i Nürnberg, som normalt danner rammen om BioFach. I år foregår eksportfremstødet via computerskærmen, så kunderne er kun et klik væk, og de mange indkøbere slipper for ømme fødder. Til gengæld kan de heller ikke dufte til og smage på varerne.

"For os er det vigtigt at møde vores kunder, men det er en helt ny måde at gøre det på, så det bliver spændende at se, hvordan det forløber," siger Maria Bast, som forklarer, at det er helt naturligt for Friland at bakke op om den virtuelle fællesstand.

Nedtælling til BioFach eSpecial

  • På grund af corona-pandemien bliver verdens største økologiske fødevaremesse, BioFach i 2021 gennemført som en digital messe.

  • For at sikre den maksimale eksponering af dansk økologi har Organic Denmark og Bio Aus Dänemark udviklet en virtuel fællesstand, www.denmarkespecial.com hvor indkøbere fra hele verden kan møde de 20 danske udstillere og deres produkter.

  • Eksportfremstødet løber af stablen d. 17. – 19. februar.

Hun håber, at muligheden for at møde Friland på en virtuel messe vil åbne døren for kontakter til indkøbere fra fjerne markeder, som måske normalt ville fravælge den fysiske messe i Tyskland på grund af den lange rejse og de udgifter, der er forbundet med den. Maria Bast forudser samtidig, at digitale og virtuelle koncepter kan komme til at spille en større rolle i eksportarbejdet fremover - også efter at verden har fået has på corna-pandemien.

"Vi vil gerne være med til at udvikle en ny kommunikationskanal, som danske eksportvirksomheder kan bruge i fremtiden," siger hun.

Salgsdirektør sidder klar bag skærmen

For Martin Thomsen, der kun har haft et par måneder i stolen som salgsdirektør med ansvar for Frilands økologiske eksport, bliver BioFach eSpecial også det første favntag med en virtuel messestand, og han fortæller til Økologisk Nu, at han vil sidde klar bag skærmen hjemme i Randers for at besvare kontakter i mere eller mindre døgndrift under de tre dage, som messen er åben.

Han har gennem 14 år arbejdet for Danish Crown-selskaberne Danish Crown Pork og Danish Crown Beef, så han har et indgående kendskab til branchen, men eksport af økologisk kød er en ny metier.

"Som nystartet i Friland, ville jeg gerne have været ude og se nogle af vores kunder i øjnene, for der er nok ingen tvivl om, at det er bedre at møde kunderne på en fysisk messe, men jeg er meget spændt på, hvad udbyttet bliver," siger Martin Thomsen.

Efter et år, hvor corona har sat mange aftryk på verdenshandlen med fødevarer, er det vanskeligt for ham at sætte ord på forventningerne til messen.

Det bliver mega-spændende

"Vi satser på hele paletten af kød, og jeg håber, at der dukker nogle kæder eller industrikunder op, som vil kigge vores vej," siger salgsdirektøren, som oplyser, at under messen også sidder folk klar til at tale med potentielle kunder hos Frilands tyske datterselskab Friland Tyskland.

Via messen skal Friland bl.a. promovere Frilands såkaldte NOP-grise, der bliver specialproduceret til det amerikanske marked, hvor selskabet forventer øget salg i de kommende år, og Martin Thomsen håber, at fremtiden kommer til at stå mere i økologiens tegn.

"Jeg tror, at økologi bliver fremtiden, så det bliver megaspændende," siger han, her hvor der kun er godt en uge til messen åbner.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion