Annonce

Annonce

Forventet underskud på Arlas planteprodukter

Arla har investeret mange penge i lanceringen af plantebaserede øko-produkter fra datterselskabet Jörd International A/S, som kom ud af 2021 med et minus på 38 mio. kr.

13. juni 2022
Læsetid: 3 minutter
Havredrik fra Jörd hældes i kaffekop.

Arla betragter lanceringen af den plantebaserede produktserie Jörd som en investering i fremtiden, der formentlig først giver overskud om fem år. Foto: Jakob Brandt

Det har været dyrt for Arla at løbe selskabets nye plantebaserede produktserie i gang. Af regnskabet for Arla-selskabet Jörd International A/S, som står for produktionen, fremgår det, at lanceringen af den økologiske Jörd-serie i 2021 gav et underskud på 38,1 mio. kr. mod et minus på 33,9 mio. kr. i lanceringsåret 2020.

I ledelsesberetningen forklarer selskabet, at det derfor i løbet af året har været nødvendigt at tilføre Jörd International ny kapital, men det fremgår også, at det voksende underskud er helt på linje med forventningerne, og selskabet forklarer, at det negative resultat er udtryk for, at der er blevet investeret betydelige summer til marketing og salgsfremmende initiativer.

Det er nu godt to år siden, at Arla valgte at bevæge sig ind på det voksende marked for plantebaserede fødevarer. Det skete i form af Jörd-serien, som fra starten bestod af tre økologiske havredrikke. I efteråret 2021 fik de følgeskab af Jörd Spreadable. Det er et alternativ til smør, der er produceret på nordisk havre og raps, og ved lanceringen oplyste Arla, at koncernen planlagde løbende at lancere flere plantebaserede produkter.

Men selv om Arla har postet mange annoncekroner i havredrikkene og det plantebaserede alternativ til smør, er der stadig et stykke vej før, planteserien bliver en god forretning. Og selv om der er nyheder i pipelinen, forventer selskabet tidligst at lancere nye produkter til næste år.

Jörd kom godt for land

Efter introduktionen i Danmark i 2020 erobrede Jörd hurtigt en markedsandel på ca. fem pct. Det satte skub i eksportdrømmene hos Arla, som siden har lanceret Jörd-brandet i Storbritannien, og selv om Arla har velfungerende distributionskanaler, koster det mange penge at løbe en nye varekategori i gang. Planer om entre på det svenske marked lader derfor vente på sig.

Men de røde tal i regnskabet kommer ikke bag på Christian Fischer, som siden januar har haft titel af adm. direktør for Arla-koncernens forretningsenhed Milk Based Beverages, der der bl.a. omfatter Jörd-serien.

Til Fødevarewatch oplyser han, at Arla er på rette spor:

”Vi er bevidste om, at vi kommer til at skulle leve med negative resultater de første år, fordi vi er ved at bygge en produktion og et nyt brand. Og alt det koster mange penge. Men vi har en plan med Jörd, og vi er på ingen måder bagud,” siger Christian Fischer til mediet, hvor han oplyser, at Arla forventer, at forretningen i løbet af maksimalt fem år vil give overskud.

Flere artikler fra samme sektion

De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine

Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.

16-04-2025 6 minutter Mere grønt,   Grøntsager,   Det Økologiske Spisemærke

Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter

Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.

16-04-2025 4 minutter Mere grønt,   Grøntsager

Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere

Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.

15-04-2025 3 minutter Events