Annonce
Annonce
Historisk tørke har ramt Europa: To tredjedele af landarealet tørster, mens udbytter falder
Udbytterne af flere afgrøder i Europa er faldet med tocifrede procentsatser midt i den usædvanlige tørke. Professor forventer meget større udsving i fødevarepriser fremover.

Udbytterne af solsikker ventes at være 12 pct. lavere end gennemsnittet på grund af den historiske tørke i Europa. Foto: Colourbox
Der er formentlig ikke set en lignende situation i Europa i mindst 500 år, vurderer EU-Kommissionens Joint Research Centre (JCR).
Næsten halvdelen - 47 pct. - af EU's landareal har underskud af regn og vand i jorden midt i en tørke, der har ramt stort set alle lande i Europa. Danmark er et af de lande, der er mildest ramt. Det viser en ny rapport fra JCR.
Endvidere er 17 pct. af landarealerne i alarmberedskab, hvilket betyder, at både vegetation og afgrøder er direkte påvirket af tørken. Samlet set betyder det, at 64 pct. af landet i Europa er negativt påvirket af den tørre sommer og de høje temperaturer.
De nuværende prognoser viser samtidig, at udbytterne for majs, sojabønner og solsikker er hhv. 16, 15 og 12 pct. lavere end det femårige gennemsnit.
"Skræmmende" perspektiver
Samtidig er vandstanden i næsten alle floder i Europa faldet, i en sådan grad at nogle områder har indført restriktioner på vandforbruget.
"Kombinationen af ekstrem tørke og hedebølger har skabt et hidtil uset pres på vandniveauet i hele EU. Vi ser nu en sæson for naturbrande et godt stykke over gennemsnittet og en væsentlig påvirkning på landbrugsproduktionen," siger EU's forskningskommissær Mariya Gabriel i en pressemeddelelse.
I midten af august kom der imidlertid regn, men det skabte andre problemer i form af kraftige skybrud. JCR forventer, at vejret vil være varmere og mere tørt end normalt i det vestlige Europa frem til november.
I et interview med Politiken kalder Jørgen E. Olesen, professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, perspektiverne "virkelig skræmmende", hvad angår fødevareproduktionen.
De stigende temperaturer betyder nemlig, at planterne har brug for mere vand, men fordi varmere luft øger fordampningen og holder længere tid på vandet, øger det risikoen for tørkeperioder.
"Det er en udfordring, vi ikke kun står med i Europa. Faldende vandudnyttelse i planterne er en global udfordring, selv hvis vi holder os inden for Paris-aftalens grænse på 2 grader. Det er virkelig skræmmende, og jeg ved næsten ikke, hvad vi skal gøre ved det," siger Jørgen E. Olesen til Politiken.
Han påpeger, at samfundet er nødt til at udnytte vandet langt bedre, så landbruget kan få lov til at vande mere, og samtidig arbejdes der på at udvikle mere tørkeresistente afgrøder. Det løser imidlertid ikke alle problemerne forbundet med klimaforandringerne, og han forventer derfor, at fremtidens fødevareproduktion bliver mere usikker, hvilket ifølge ham vil betyde "meget, meget større udsving på fødevarepriserne", fordi ekstremt vejr både bliver endnu værre og mere almindeligt, hvis temperaturstigningen fortsætter.
Talsperson for EU-Kommissionen Johannes Bahrke minder om, at rapporten er en foreløbig vurdering, og man først har alle data, når sæsonen er ovre.
De første prognoser for den danske høst viser, at Danmark er kommet nogenlunde helskindet gennem den tørre sommer. Selvom der også har været tørre perioder, er regnen faldet på heldige tidspunkter, og modsat andre steder i Europa tegner det til at blive en historisk god høst.
Flere artikler fra samme sektion
De gamle grøntsagssorter er i høj kurs hos kokkene i Bankdatas kantine
Hvis du tror, at en gulerod er en gulerod, kan du godt tro om igen. Det viser erfaringerne fra bistroen i Bankdata, der er ambassadørkøkken for nogle af de gamle hjemmehørende kulturplanter, som mere højtydende sorter har fortrængt fra de danske menukort.
Ambassadørkorps giver nyt liv til gamle grøntsagssorter
Foreningen for OriGENaler har succes med at lave
bevaringsarbejde med kniv og gaffel.
Madland Festival vil samle madsystemets ypperste frontløbere
Fra 1.-4. maj inviterer Danmarks madpolitiske festival til gårdbesøg, samtaler, film, frokostpauser, fredagsbar og fejringer i og omkring København, på Stevns og i år også i Aarhus.