Eksportfremstød i Los Angeles skal øge eksporten af dansk økologi til USA

Amerikanske forbrugere skal have mulighed for at købe mere dansk økologi. Derfor besøger syv danske økologiske fødevare- og drikkevareproducenter Los Angeles den 1.–4. marts.

25. februar 2026
Læsetid: 3 minutter
Indgang til et Whole Foods Market
Under opholdet i Los Angeles skal de danske producenter mødes med repræsentanter fra flere premium-supermarkedskæder, hvor økologiske varer i forvejen fylder meget på hylderne. Foto: East Midtown Partnership

Selv om der det seneste år har været en del usikkerhed om toldsatserne for Danmarks eksport til USA, har de danske producenter af økologiske fødevarer ikke mistet lysten til at jagte kunder på verdens største marked for økologiske varer.

Som led i et målrettet eksportfremstød mod det amerikanske marked deltager syv danske virksomheder i næste uge i en dansk delegation, som mødes med nogle af USA’s mest toneangivende detailkæder og distributører inden for økologiske fødevarer, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.

Landbrugsorganisationen har arrangeret eksportfremstødet i samarbejde med ambassaden i Washington. Formålet er at styrke danske økologiske producenters adgang til det amerikanske marked gennem direkte dialog med centrale aktører i værdikæden.

USA er verdens største marked for økologiske fødevarer, og Californien er epicentret for økologi. På den amerikanske vestkyst mødes trends inden for sundhed, bæredygtighed og premium-produkter, og interessen for importerede økologiske fødevarer er stor. Netop derfor har danske virksomheder stærke forudsætninger for at gøre sig gældende i den del af USA, vurderer Cornelius Simonsen, seniorkonsulent i Marked, Fødevarer og Gastronomi hos Landbrug & Fødevarer:

”Californien er et interessant marked, hvor økologi, clean-label og bæredygtige fødevareløsninger ikke blot er niche, men i højere grad er mainstream. Med dette eksportfremstød bringer vi en række innovative danske virksomheder helt tæt på de beslutningstagere, der kan omsætte interesse til konkrete forretningsmuligheder,” siger han.

Møder førende detailkæder og distributører

De syv deltagende virksomheder repræsenterer bredden i dansk økologisk fødevareproduktion: fra mejeri- og kødprodukter til plantebaserede snacks, fermenterede drikke, low-sugar sodavand og specialiteter. I løbet af dagene i Los Angeles skal de mødes med premium-supermarkedskæder som f.eks. Gelson’s, Erewhon og Whole Foods, landsdækkende detailkæder Sprouts Farmers Market og Raley's samt en række centrale distributører som UNFI og KeHE Distributors m.fl.

Derudover deltager delegationens virksomheder i aktiviteter i forbindelse med Natural Products Expo West– Nordamerikas største messe for naturlige og økologiske produkter – hvor netværk, markedsindsigt og relationer er i fokus.

Eksportfremstødet er en del af det langsigtede arbejde for at styrke den økologiske danske fødevareeksport og positionere Danmark som en førende leverandør af økologiske kvalitetsfødevarer på globale markeder.