Annonce
Annonce
Eksporten af kød og kødvarer steg 43 pct. fra 366 mio. kr. i 2020 til 525 mio. kr. i 2021 og det tegnede sig dermed for en tredjedel af den samlede eksportstigning. Arkivfoto: ØL
Eksporten af økologiske fødevarer vokser med næsten en halv mia. kr. og sætter ny rekord
Salget af kød til det tyske marked blev det store trækdyr for eksporten af økologiske fødevarer i 2021, som samlet voksede med 17 pct. til rekordhøje 3,3 mia. kr.
Efter et fald i eksporten på otte procent i 2020 kom Danmarks udenrigshandel med økologi for alvor tilbage på vækstsporet i 2021. Eksporten steg med næsten en halv mia. kr. Det svarer til en vækst på 17 pct., og det vækker jubel i Økologisk Landsforening, hvor Pernille Bundgård, markedschef for økologi betragter det som et tydeligt tegn på, at verden ikke er ligeglad med, om vi behandler planeten ordentligt.
”Det er fuldstændig fantastisk, at eksporten er steget så meget, og at omsætningen er så høj. Det viser, at de danske økologiske virksomheder er virkelig gode til at få deres varer ud over rampen. Efter et coronaramt 2020 har indkøberne hos vores internationale samarbejdspartnere stået i kø for at købe dansk økologi, og det cementerer vores helt unikke position som verdensmestre i økologi, og innovationsniveauet imponerer i udlandet,” siger Pernille Bundgård, der er markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
Forventer øget vækst
Målt i værdi voksede eksporten fra 2,8 mia. kr. i 2020 til 3,3 mia. kr. i 2021, mens importen steg noget mindre, 3 pct., fra 4,9 til 5,0 mia. kr.
Både eksport og import ligger dermed højere end tidligere år, og det viser ifølge Pernille Bundgård, at økologien står stærkt og at der i kølvandet på corona er et øget fokus på sundhed hos forbrugerene.
Samtidig er underskuddet i udenrigshandlen reduceret fra 2,1 til knap 1,8 mia. kr., og tallene giver anledning til yderligere optimisme på eksportens vegne:
”Vi er opløftede over, at eksporten af dansk økologi er steget så meget i et år, hvor corona også spillede os et puds. Det gør også, at vi kan tillade os at have forventninger til yderligere stigninger i eksporten af økologi de kommende år, selv om vi også godt ved, at krigen i Ukraine, inflationen og den krise kan blive endnu en dæmpende effekt på eksporten, som corona har haft,” siger Pernille Bundgård.
Kødet blev det store trækdyr
Det var især salget til Tyskland, bl.a. af kød, som trak eksporten op, hvorimod salget til Asien fortsatte sit fald, bl.a. som følge af COVID-19, viser tallene fra Danmarks Statistik.
Værdien af salget af ”kød og kødvarer” steg 43 pct. fra 366 mio. kr. i 2020 til 525 mio. kr. i 2021 og tegnede sig for en tredjedel af den samlede eksportstigning. Omtrent to tredjedele af kødeksporten går til Tyskland.
Men også eksporten af andre næringsmidler, som bl.a. omfatter modermælkserstatning steg 32 pct. fra 318 mio. kr. i 2020 til 412 mio. kr. i 2021. Mejeriprodukter og æg steg 6 pct. og det er forsat den største varegruppe i eksporten af økologiske varer.
Halvdelen ender i Tyskland
De vigtigste eksportlande for alle økologiske varer i 2021 er Tyskland, hvor eksporten er steget med 33 pct. Dermed aftager tyskerne halvdelen af Danmarks samlede økologiske eksport.
Eksporten til Sverige er steget med 10 pct., mens eksporten til Nederlandene er højdespringer med en stigning på 38 pct.
Dermed er Danmarks tre vigtigste eksportmarkeder for økologiske fødevarer:
1. Tyskland 50 pct.
2. Sverige 13 pct.
3. Nederlandene 7 pct.
”Når der er krise, er det naturligt at fokusere på de nære markeder. Og det er meget tydeligt at se, at det også er det, der er sket. Det bakkes også op af, at eksporten til Asien er faldet først fra 2019 til 2020 og igen fra 2020 til 2021,” siger Pernille Bundgård.
Grøntsagerne vejer tungest på importsiden
På importsiden er det især frugt og grøntsager fra Sydeuropa, der vejer tungt i statistikken, hvor især importen fra Spanien og Italien med henholdsvis 7 pct. og 6 pct. til samlet godt 1,5 mia. kr. Det svarer til næsten en tredjedel af den samlede import.
Men allerede i februar måned drager flere end 30 danske virksomheder til Nürnberg, hvor de deltager på den danske fællesstand på BioFach, som er verdens største messe for økologiske fødevarer. Her skal de forsøge at sætte endnu mere skub i eksporten til et noget uforudsigeligt verdensmarked, hvor mange af Danmarks vigtigste eksportmarkeder er mærket af krigen i Ukraine.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner har samme ernæringskvalitet som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.