Annonce
Annonce
Verdens største netportal Amazon distribuerer varer til 185 lande, og der er næppe tvivl om, at flere danske fødevareproducenter med fordel kan øge eksporten ved at levere til online-gigantens europæiske platforme. Foto: Colourbox
Amazon åbner en ny dør til udlandet for Dava Foods
Det har taget ca. et år for landets største ægproducent at få gang i salget af et proteinprodukt til netportalen Amazons tyske kunder.
Dava Foods er ved at få gang i salget af æggehvideproteinet WhitePro via verdens største online-platform Amazons salgskanaler til det tyske marked, men eksport- og foodservicedirektør Jens Madsen lægger ikke skjul på, at det har krævet en stor indsats at blive synlig for kunderne syd for grænsen.
"Efter et år har vi opnået en kritisk masse. Vi har fået gode rankings. Økonomien er begyndt at hænge sammen, og vi kan se, at der er god trafik på vores side," siger Jens Madsen, som deltog i et eksportseminar, som eksportnetværket Bio Aus Dänemark og Økologisk Landsforening arrangerede lige før årsskiftet.
For at ruste de økologiske fødevareproducenter bedst muligt til en fremtid, hvor E-handlen formentlig vil overtage en større andel af fødevaresalget, havde de inviteret Andreas Bork, direktør i tyske Finc3 Commerce som indlægsholder ved seminariet i CPH Food Space i København.
Her gav den tyske E-handelsekspert tips og råd om, hvordan man bedst opnår succes hos Amazon, hvis salg er baseret på systematisk indsamlede data om forbrugeradfærd, og et af hans hovedbudskaber var netop, at det ikke i sig selv er et succeskriterie at blive listet hos verdens største e-handelsplatform.
" Andreas Bork forklarede, at man nemt risikerer at blive væk på en platform, hvor der dukker flere end 50.000 økologiske varer frem, når man søger på 'organic' (engelsk for økologi, red) ," siger Pernille Bundgård, markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.
Et andet råd gik ud på at sørge for grundige beskrivelser af sine produkter, da man ellers risikerer at blive bombarderet med tidkrævende spørgsmål fra kunderne.
Den vurdering er Jens Madsen fra Dava Foods helt enig i.
"Det er ret tidkrævende at benytte Amazon som salgskanal, og vi har ansat en IT-kyndig, tysktalende studentermedhjælper til at stå for alt det praktiske," siger Jens Madsen, som var blandt deltagerne på eksportseminariet.
Amazon et sted, hvor det er nemt at være for forbrugere, og hvor rigtig mange kigger forbi, og vi prøver os lidt frem.
— Jens Madsen, Dava Foods
Ingen kan med sikkerhed sige om eller hvornår, den altædende amerikanske onlinegigant Amazon vil strække sine stærke salgsarme ind på det nordiske marked for fødevarer, men ifølge Pernille Bundgård er der næppe tvivl om, at flere danske fødevareeksportører allerede nu bør orientere sig mod Amazon, hvis europæiske platforme potentielt kan åbne døren til interessante markeder i udlandet.
Den konklusion nåede Dava Foods allerede frem til for et år siden, da det stod klart, at det ville blive for dyrt selv at markedsføre WhitePro via en kampagne på de sociale medier i Tyskland. Derfor tog den danske ægproducent kontakt til Amazons tyske salgsafdeling for at få gang i salget af det dansk-producerede proteinsupplement, som ifølge Jens Madsen primært henvender sig til fitnesssegmentet og andre, som dyrker megen motion.
Han beskriver Amazon som en god markedsføringsplatform, men han pointerer, at man skal være klar over, at selskabets primære fokus er rettet mod at tilfredsstille kundernes behov. Derimod er servicen over for leverandørerne ikke prangende, og det er eksempelvis ikke muligt at kontakte Amazon telefonisk ud over en smule starthjælp.
Jens Madsen
opfordrer derfor danske producenter til at investere i konsulenthjælp, hvis de
ønsker at sælge deres varer via den meget omfangsrige og komplekse onlineplatform,
hvor det som ny leverandør kan være vanskeligt at overskue, hvilke af Amazons forskellige
salgsværktøjer, det bedst kan betale sig at benytte.
Flere end 50.000 økologiske varer
Selv om Amazon er vokset så eksplosivt, siden Jeff Bezos etablerede selskabet i 1995, at det sidste år erobrede pladsen som verdens mest værdifulde selskab med en markedsværdi på mere end fem billioner kr., skal leverandørerne med andre ord ikke forvente den store service fra E-handelsplatformen, som har salg til kunder i 185 lande.
Til gengæld får leverandørerne adgang til verdens hurtigst voksende nethandelskanal, og mange producenter overvejer i disse år, om eller hvornår de skal hoppe på Amazon-toget.
"Amazon et sted, hvor det er nemt at være for forbrugere, og hvor rigtig mange kigger forbi, og vi prøver os lidt frem," siger han.
Som producent skal man være indstillet på at forsyne sine produktsider med masser af billeder og oplysninger om de enkelte, da det ifølge Jens Madsen sikrer en bedre placering i søgningerne.
Dava Foods erfaringer fra Tyskland viser desuden, at det er en fordel at have et produkt, som henvender sig til en klart defineret målgruppe, men Jens Madsen håber, at de mange erfaringer, som selskabet høster, på et senere tidspunkt kan omsættes til øget salg af andre produkter end WhitePro.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.