Annonce

Annonce

Danish Crowns hovedkontor

Danish Crown skal betale 300.000 kr. i delvise sagsomkostninger, efter at Vestre Landsret har fastslået, at en storstilet kampagne for "klimakontrollerede grise" var vildledende. Foto: Danish Crown

Danish Crown er dømt for greenwashing af grise

Det var vildledende markedsføring, da Danish Crown ville sælge forbrugerne "klimakontrolleret gris", lyder dommen fra Vestre Landsret. Ét af udsagnene i Danish Crowns kampagne var dog i orden, vurderer retten.

Det var vildledende markedsføring, at Danish Crown kaldte en stor andel af sine grise for "klimakontrollerede". Det fastslår Vestre Landsret, efter at Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening i 2021 stævnede Danish Crown for greenwashing - altså hvor et produkt markedsføres som særligt klima- eller miljøvenligt uden tilstrækkelig dokumentation.

"Dagens dom sender et rungende budskab, ikke kun i Danmark, men i hele Europa, om, at vildledende markedsføringstaktikker ikke kan gemme sig bag 'ytringsfrihedens' skjold. At drage fordel af klimaløfterne skal bakkes op med legitime klimahandlinger. Danmark er blevet førende i retning af en ny æra af integritet i reklamer, hvor forkert fremstilling af miljøpåvirkninger ikke vil blive tolereret. I en verden fyldt med misinformation fortjener borgerne sandheder om deres forbrugsvaner, hvilket giver dem mulighed for at træffe informerede beslutninger om deres indflydelse på planeten," siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.

Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen, betegner dommen som Davids sejr over Goliat:

"Det er mere sandsynligt, at grise kan flyve, end at svinekødsproduktionen er klimavenlig, så alle øjne var rettet mod dagens dom for at sikre, at retfærdigheden skete fyldest. Dagens sejr er David mod Goliat i aktion, der fungerer som en rettidig påmindelse til kødgiganter: ingen enhed er hævet over ansvarlighed. Vi håber, at dette medfører en dominoeffekt, som hjælper med at understøtte flere juridiske kampe mod greenwashing og afkræver virksomheder integritet i bæredygtig praksis og markedsføring. Det er på høje tid, at vi ser ansvarlighed, gennemsigtighed og sandhed i dyrelandbrugsindustrien, som er en væsentlig kilde til de globale emissioner."

I alt havde NGO'erne nedlagt fire påstande, som de gik efter at få medhold i. De øvrige tre af dem gav retten dem imidlertid ikke medhold i.

Det var således ikke vildledning, at slagterigiganten brugte udsagnet "Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror", vurderer retten, og derfor fik foreningerne heller ikke medhold i, at den skal forbydes at bruge udsagnet i fremtidig markedsføring. De ønskede også, at Danish Crown skulle berigtige udsagnet i kampagner, men grundet førnævnte vurdering, fik de heller ikke medhold her.

Kæder fjernede mærkerne

Danish Crowns kampagne blev lanceret over hele landet i 2020, men allerede året efter stoppede virksomheden med at bruge mærket "klimakontrolleret gris", efter at samtlige supermarkedskæder havde fjernet det fra køledisken på baggrund af kritik fra flere organisationer.

"Vi har ikke været langt nok fremme i vores klimaprogram på det tidspunkt, hvor vi begyndte at bruge det her mærkat. Vi har været for ivrige, og det er selvfølgelig bundhamrende ærgerligt," siger Jens Hansen, Danish Crowns pressechef, til TV 2.

Dommen forventes at få betydning for fremtidige, lignende sager. Og netop på grund af sagens principielle karakter er den blevet behandlet i landsretten som første retsinstans.

Retssagen mod Danish Crown er blevet ført som et civilt søgsmål. Det betyder, at der ikke vanker nogen bøde til slagterivirksomheden, selvom Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk Forening har fået ret i en del af deres påstande.

Retssagen er ført som et civilt søgsmål, så Danish Crown skal ikke betale nogen bøde, men skal dog betale 300.000 kr. for dele af sagsomkostningerne.

Klimabevægelsen og Dansk Vegetarisk Forening havde ønsket, at Danish Crown skulle lancere en modkampagne, som dementerede de oprindelige påstande, men det slipper virksomheden for.

Sagen er af principiel karakter og er derfor startet i landsretten. Dommen forventes derfor at få betydning for fremtidige, lignende sager.

Flere artikler fra samme sektion

Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere

Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.

22-11-2024 6 minutter Plantebaserede fødevarer

Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig

Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.

22-11-2024 5 minutter Skovbrug og juletræer,   Forbrug,   Miljø

Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S

Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.

22-11-2024 5 minutter Kødproduktion