Annonce

Annonce

Johanne og Jesper Schimming og Maja Ellegaard-Petersen i Hegnsholts gårdbutik

Johanne og Jesper Schimming og en af gårdens ansatte, Maja Ellegaard-Petersen, i gårdbutikken, som er indrettet i en af de staldbygninger, som i fremtiden også skal huse produktionskøkken, lager og kontor m.m. Foto: Jakob Brandt

Crowdlending er nøglen til Hegnsholts cirkulære planer

Går det som ejerne håber, skal de ubrugte staldbygninger på Hegnholt i løbet af fem år udvikle sig til omdrejningspunktet for et større, cirkulært samarbejde mellem land og by.

Det er lige over middag. Gårdbutikken på Hegnsholt åbner om en lille time, og Johanne og Jesper Schimming har travlt med at få de sidste varer på plads, inden de første kunder kommer for at købe gårdens æg, kød og grøntsager eller blive fristet af varer fra andre lokale producenter.

Det midtsjællandske landbrug producerer æg og sælger udskæringer og pålægsprodukter lavet af kød fra gårdens grise og får. Københavnske restauranter aftager ca. 80 pct. af gårdens produktion, mens resten bliver afsat via gårdbutikken.

Med retur fra København får Hegnsholt hver uge flere tons madaffald og rester fra forskellige fødevareproduktioner, der bliver brugt som foder, men nu skal flere med i det cirkulære samarbejde.

»Vi drømmer om en fremtid, hvor der ligger en perlerække af små landbrug i udkanten af alle byer, som aftager restprodukter fra byen og leverer mad tilbage,« siger Johanne Schimming, som gerne vil gå foran vise, hvordan den type landbrug kan se ud.

Hegnsholts lån

  • Samlet lånebeløb 1.500.000 kr.
  • Långiverne kan investere fra 1.000 til 100.000 kr.
  • Rente: 4 pct.
  • Afdragsfri løbetid: 5 år
  • Aktuel status: 72 långivere har rejst 954.000 kr.
  • Gns. per långiver: 13.250 kr.

Parret har derfor benyttede corona-nedlukningen til at formulere et større netværksprojekt og lave en forretningsplan, som skal gøre Hegnsholts ubrugte længer til rammen for et større cirkulært fødevaresamarbejde.

»Vi ønsker at skabe en form for fødevarefællesskab – lidt a la et kontorfællesskab – men i stedet for at dele kontorer, deler vi et professionelt køkken og jord til primærproduktion,« siger Johanne Schimming.

Køkkenet bliver hjertet

Hjertet i projektet bliver køkkenet, hvor lokale producenter kan leje sig ind, og Hegnsholt har også kontakt til københavnske restauranter, som er interesserede i at få adgang til et køkken, hvor de i fællesskab får plads til at sylte og fermentere eller lave andre fælles produktioner, som det kan knibe med at få plads og tid til at lave på den enkelte restaurant.

»Jeg håber, at gården også kan fungere som opsamlingssted for lokale fødevarer, så vi kan lave fælles distribution til restauranterne i København,« siger Johanne Schimming.

For at skaffe kapital til den omfattende ombygning er Hegnsholt ved at optage et crowdlendinglån hos den nyetablerede crowdlending-platform Makari. I første fase søger Hegnsholt 1,5 mio. kr. til nyt tag. Senere følger yderlige et par faser, som skal skaffe penge til kloakering og indretning af køkken, lager, kontorer og de værelser til gårdens elever og de kokke og andre, som ønsker at leje køkkenet.

Det er hønsene og deres æg, som bidrager mest til omsætningen på Hegnsholt, som dog også sælger kød fra egne grise og får
Det er hønsene og deres æg, som bidrager mest til omsætningen på Hegnsholt, som dog også sælger kød fra egne grise og får

Lånet er afdragsfrit og løber over fem år, hvor långiverne får fire pct. i rente. Når ombygningerne er færdige, bliver lånene konverteret til et kreditforeningslån, så det er muligt at betale lånene tilbage i et hug.

Parret forventer dog ikke, at de skal bruge fem år på at realisere arkitektens tegninger. For dem handler det om hurtigst muligt at blive færdige, så de begynder at få nogle lejeindtægter, så det er ikke usandsynligt, at lånene bliver betalt tilbage, inden der er gået fem år.

På 14 dage har 72 långivere allerede givet tilsagn om en lille mio. kr., og nye beløb tikker ind hver dag.

»Jeg er meget positivt overrasket over, hvor hurtigt det går,« siger Johanne Schimming, som i forvejen har gode erfaringer med mindre, traditionelle crowdfundingprojekter via Coops platform, hvor der ikke er tale om lån men forudbetaling af ydelser og varer.

Flere artikler fra samme sektion

De økologiske chokolader ligger i toppen af ny Tænk-test

Fem af de seks bedste chokolader er økologiske i Forbrugerrådets Tænks nye test af mørk chokolade.

20-11-2024 2 minutter

Økologi styrker dit grønne regnskab

I en ny analyse fra rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO konkluderes det, at økologi kan bidrage i enten ”høj grad” eller ”delvist” med værdiskabelse i ESG-rapporteringen inden for 7 af 10 områder.

15-11-2024 5 minutter

Dansk krydderifabrik henter hovedparten af omsætningen i udlandet

Den sjællandske krydderifabrik Mill & Mortar sætter smag på maden i de private husholdninger i mere end en snes lande. Næste destination i messekalenderen hedder Nürnberg og BioFach-messen 2025.

14-11-2024 8 minutter Eksport