Coronavirus holder mange kinesere væk fra BioFach
Frygten for coronavirus betyder, at der i år er færre kinesiske udstillere på BioFach-messen i Nürnberg end normalt, og også enkelte tyske producenter har med kort varsel meldt afbud til verdens største økologimesse.

I år må de danske udstillere spejde lidt længere efter asiatiske indkøbere på BioFach. Ifølge netudgaven af tyske Welt har mange udstillere og besøgende fra Kina har valgt at droppe deltagelsen ved BioFach i Nürnberg. De blive hjemme i år, og også enkelte tyske virksomheder har i år fravalgt messen af frygt for at udsætte de ansatte for corona-smitte.
Sodavandproducenten Bionade og mejeriet Berchtesgadener Land har således begge med kort varsel meldte afbud til verdens største økologimesse.
Begge virksomheder begrunder deres beslutning om at springe messen over med 'den usikre situation på grund af den nye corona-virus', oplyser Welt.
"Både af hensyn til mejeriet og de ansatte ønsker vi ikke at løbe den øgede risiko for infektion, som der er ved at deltage i den internationale messe, hvor der er mange udstillere fra Kina og Sydøstasien," siger Bernhard Pointner, adm. direktør i Berchtesgadener Land.
Som fødevareproducent mener han, at mejeriet har et særligt ansvar over for både medarbejdere, landmænd og kunder, og Bionades argumenter for afbuddet lyder stort set ens.
”Dette er en forebyggende foranstaltning. Vi ønsker at beskytte vores ansatte, ” fortæller en talsmand for Hassia Mineralquellen, som er moderselskabet bag Bionade, til Welt.
De tyske
messearrangører mener dog ikke, at gæsterne og BioFachs 3800 registrerede
udstillere har grund til bekymring, og oplyser, at både døre
og håndtag ved messens indgangspartier løbende bliver desinficeret for at
mindske risikoen for at sprede eventuel smitte, og de danske udstillere, som Økologisk Nu, har talt med, bekymrer sig ikke sønderligt om coronavirus.