Annonce

Annonce

Coop indleder offensiv for det økologiske grisekød sammen med Friland

Poppelgrisen fra Hestbjerg Økologi skal vænne sig til at dele pladsen i Coops kølediske med en større mængde af økologiske basisprodukter fra Friland, som netop har lavet en ny aftale med dagligvarekoncernen.

27. januar 2025
Læsetid: 4 minutter
Kunde holder en bakke med økologisk poppelgris i hænderne i butik

Friland har lavet en aftale med Coop, som betyder, at DC-selskabets økologer fremover skal levere markant mere økologisk grisekød til Coop-kæderne, hvor der formentlig bliver mindre plads til de højtprofilerede Poppelgrise fra Hestbjerg Økologi. Foto: Moment Studio

Efter nogle sløje år for det økologiske kødsalg melder Danish Crowns datterselskab Friland om fremgang i salget af økologisk grisekød på 20 pct. i 2024, og selskabet har netop indgået en aftale, som kan løfte salget yderligere.

Fremover skal Friland sikre bunden i Coops økologiske sortiment af økologisk grisekød. Det betyder, at det fra uge 5 bliver Frilands økologer, som leverer råvarerne til basisprodukter som hakket grisekød og koteletter.

Disse produkter vil ifølge kategoridirektør Rasmus Holgersen, som bl.a. har ansvar for fersk kød, blive indlemmet i Coops private label-serie Änglamark.

»Der er ingen tvivl om, at det vil betyde, at Poppelgrisen fra Bertel Hestbjerg kommer til at ligge i færre butikker. Det bliver primært i de større byer, hvor vi kan få en premium-pris for de mere specielle udskæringer som kæber og skank, og jeg forventer, at det vil betyde, at vi i de større butikker får et bredere og mere spændende sortiment af økologisk grisekød,« siger Rasmus Holgersen.

Perfekt timing

Den nye aftale sikrer, at Friland fremover skal levere en markant større andel af det økologiske grisekød til Coops butikker.

»For Friland, og ikke mindst de økologiske landmænd, er aftalen perfekt timing. Coop er en af de største supermarkedskæder i Danmark, og de har fokus på at tilbyde forbrugerne et endnu stærkere og mere attraktivt økologisk sortiment. Aftalen giver Friland bredde og stabilitet i vores salg, og netop volumen er afgørende for den fortsatte udvikling af markedet for økologisk kød i Danmark,« siger Søren Tinggaard, direktør for Friland i en pressemeddelelse.

Han betragter det som en fordel, at kødet bliver solgt via Änglamark-konceptet, der af danskerne ifølge flere undersøgelser regnes for landets stærkeste brand for bæredygtighed.

Coop glæder sig også over samarbejdet med Friland, som styrker koncernens udvalg af økologisk kød.

»I Coop vil vi fortsat være den førende dagligvarevirksomhed på økologi. Det kræver, at vi har dygtige og innovative leverandører. Derfor er vi glade for denne aftale med Friland, som sikrer et større udvalg af dansk, økologisk kød. Vi mener, at der fortsat er et stort potentiale for økologien i Danmark. Med denne aftale kommer vi et skridt videre mod at give danskerne mere økologisk kvalitetskød,« siger kategoridirektør i Coop Jeff Salter.

Friland er Europas største producent af økologisk kød, og de danske landmænds varer er at finde i kølediske verden over. Men for Søren Tinggaard er det afgørende, at Friland har en stærk position på det danske marked, så Friland kan være med til at bidrage til den økologiske udvikling på hjemmebanen.

»Vi kan se, at danskerne har øget appetit på økologiske fødevarer, og der har vi et ansvar for at give dem et varieret udvalg, så de næsten altid har et økologisk alternativ til det konventionelle produkt. Med den her aftale kan vi sammen med Coop give forbrugerne netop det, fordi vi med Frilands størrelse kan tilbyde et bredt og varierende sortiment året rundt. Samtidig giver det de økologiske landmænd mulighed for at udvikle deres bedrifter,« siger Søren Tinggaard.

Friland begynder at levere økologisk grisekød til Kvickly og Super Brugsen i uge 5, mens varerne i løbet af foråret også vil være at finde i udvalgte butikker i kæderne Brugsen og 365 discount.

Flere artikler fra samme sektion

Dragsbæk er klar til at give økologien og eksporten et boost

Milliard-koncernen melder sig ind i Økologisk Landsforening for at styrke økologien, og koncerndirektør Christian Munk øjner et større eksportpotentiale for de økologiske fødevarer.

11-04-2025 4 minutter Virksomheder,   Eksport

Rekordmange har allerede tilmeldt sig Klimahandledagen

To uger inden det landsdækkende klimaevent har over 133.000 tilmeldt sig til de hundredvis af forskellige aktiviteter, hvoraf mange er gratis at deltage i.

10-04-2025 2 minutter Klima,   Events

For første gang afholder Kalø Økologisk Landbrugsskole Økodag - og det er ikke kun for gæsternes skyld

De færreste landbrugselever har råd til at etablere sig som selvstændige på et storlandbrug. Derfor skal de lære at være landbrugere på en ny måde - og Økodag er et vigtigt led i den læring. Landbrugsskolen på Kalø vil nu udvide sin gårdbutik og fremover holde flere åbne arrangementer.

08-04-2025 9 minutter Økodag,   Kvæg,   Dyrevelfærd,   Uddannelse