Annonce
Annonce
Dyrenes Beskyttelse overvejer, om foreningen fortsat kan anbefale æg til forbrugerne, mens Coop fastholder koncernens tre velfærdshjerter til øko-æg.
Coop fastholder velfærdshjerter på æg trods brystbenbrud
Løser branchen ikke problemet med brystbenbrud hos høner, vil Dyrenes Beskyttelse ikke længere anbefale økologiske æg til forbrugerne. Coop fastholder dog sine tre velfærdshjerter til øko-æg - indtil videre.
Køber man æg - uanset om de er økologiske eller konventionelle - er der næsten 90 pct's risiko for, at hønen, der har lagt dem, har brud på brystbenet.
Branchen er over en bred kam enig om, at det er et velfærdsproblem, men hvor Dyrenes Beskyttelse er klar til at trække sin anbefaling af økologiske æg tilbage, fastholder Coop, at øko-æg stadig kan få mindst tre ud af fire velfærdshjerter i kædens mærkningsordning.
"Hjerterne er tildelt efter andre kriterier, og inden man identificerede dette problem. Økologiske høner har bedre vilkår end i de andre produktioner så dyrevelfærdsmæssigt er det stadig et bedre produkt," siger Coops CSR-chef, Thomas Roland.
Han forklarer, at hjertetildelingen baserer sig på faktorer som flokstørrelser, muligheden for at udleve en mere naturlig adfærd, plads og andelen af grovfoder - alt sammen noget, hvor økologien præsterer bedre end de alternative systemer - og så hæfter han sig ved, at alle i branchen nu vil gøre noget ved problemet.
Adspurgt om, hvorfor halekupering trækker fra i hjertetildelingen på svinekød svarer han, at problemet her er anderledes, fordi det handler om management, som man kan gøre noget ved.
"Halekupering kan man stoppe med - problemet med æggene er, at det formentlig ligger genetisk i racen, så der er ikke umiddelbart et alternativ, som kan tilvælges for at stoppe problemet. Jeg har hørt om opdrættere, der har forsøgt at udskyde tidspunktet for første æglægning, men de har til gengæld oplevet mere stress i flokken ved det," forklarer Thomas Roland.
Skulle der findes en løsning på problemet, vil Coop da også overveje sin hjertetildeling, for hensigten med velfærdshjerterne er at producenterne honoreres for at vælge alternativer, som forbedrer velfærden.
"Hele ideen med velfærdshjerter i flere niveauer er at give alle et incitament til at sigte mod noget, der er bedre – det er ikke det samme som at sige, at det er fuldstændig perfekt. Men lige nu har man som leverandør ingen muligheder for at agere, så hvad hjælper det at tage hjerterne fra dem?" spørger Thomas Roland.
Venter til efter branchemøde
Hos Dyrenes Beskyttelse, der har sin egen "Anbefalet Af"-mærkningsordning, er man dog parat til at tage anbefalingen af æg op til overvejelse, hvis der ikke findes en gangbar løsning. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
Efter branchemødet den 1. november, som Dyrenes Beskyttelse og Økologisk Landsforening har indkaldt branchen og fødevareminister Rasmus Prehn (S) til, vil Dyrenes Beskyttelse se mere definitivt på mærket til æg.
”Vi kommer til at ændre mærkekravene til produktionen under vores mærke. Hvordan og med hvilke kriterier vil vi sætte os sammen og finde ud af, når vi har haft stormødet. Vi har haft denne her nye viden i en god uges tid, og der er ikke nogen snuptagsløsninger. Det skal være fagligt funderede og langsigtede løsninger, men det har en skarp bagkant. Hønerne skal ikke vente meget længe på løsningerne. Såfremt vi ikke finder en løsning, kan vi selvfølgelig ikke længere anbefale æg,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Både hun og Thomas Roland påpeger desuden, at problemet ikke er begrænset til Danmark, men er et globalt problem.
”Eksempelvis ligger to store avlsvirksomheder i andre europæiske lande. Derfor tager vi også fat i dyrevelfærdsorganisationernes europæiske sammenslutning, Eurogroup for Animals, så vi i fællesskab kan adressere avlen. Det er ikke et problem, der er løst i overmorgen, men det er heller ikke et problem, der kan vente længe med at finde en udvej for hønerne,” siger Britta Riis.
Flere artikler fra samme sektion
Rammer hylderne næste år: Nye økologiske planteproteiner er lige så sunde som kød og mætter mere
Et nyt forskningsprojekt har banet vejen for økologiske plantebaserede fødevarer, som ernæringsmæssigt er på fuld omgangshøjde med animalske produkter. Solsikker fik en hovedrolle i projektet, og nye produkter kommer i supermarkederne i 2025.
Her kan du købe økologiske juletræer - men du skal skynde dig
Efterspørgslen på økologiske juletræer er høj, og flere melder allerede om udsolgt. Man skal være opmærksom på faldgruber, hvis man vil have et økologisk juletræ og undgå at blive snydt.
Forbrugerne vender tilbage og skaber fremgang for Friland A/S
Selv om antallet af slagtninger er faldet det seneste år, har Friland øget omsætningen med 46 mio. kr., og voksende priser har gjort det muligt at skrue op for afregningen til leverandørerne af økologiske grise.