Undervisningsministeren beder landmændene komme ind i det 21. århundrede

Mattias Tesfaye (S) mener, at dansk landbrug er ved at komme ud af trit med store dele af befolkningen, når det handler om miljøbeskyttelse, dyrevelfærd og arbejdsforhold. I et åbent brev beder han landbruget om at modernisere sig.

16. marts 2026
Læsetid: 2 minutter
Portrætfoto af Mattias Tesfaye
Mattias Tesfaye opfordrer landbruget til at bakke op om tre forslag vedr. sprøjteforbud, bedre dyrevelfærd og højere løn til praktikanter. Foto: Keld Navntoft

Den igangværende valgkamp giver landbruget "en historisk chance" for at komme ind i det 21. århundrede.

Det mener børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), som i et åbent brev på Facebook, kritiserer landbruget for at halse efter udviklingen.

"I bliver simpelthen nødt til at komme ind i det 21. århundrede. I er ved at komme ud af trit med store dele af befolkningen, når det handler om miljøbeskyttelse, dyrevelfærd og arbejdsforhold. I synes måske selv, at nogle af jeres kritikere er alt for skingre storbytosser, der aldrig har sat foden udenfor byskiltet. Men jeg bliver nødt til at sige til jer, at den kritik der rejses er langt, langt bredere," skriver Mattias Tesfaye og tilføjer, at hans brev også er rettet mod politikerne i Venstre, da der både i baglandet og ledelsen er mange landmænd.

Han nævner herefter tre konkrete forslag, som han mener, at landmændene bør bakke op om for at flytte sig ind i det 21. århundrede:

  1. Et sprøjteforbud over de sårbare arealer, hvor der dannes grundvand.

  2. Støt forslaget om bedre dyrevelfærd for grisene.

  3. Støt forslaget om at nedlægge ordningen med landbrugspraktikanter fra fattige lande, som arbejder under mindstelønnen.

"Lad os sammen få moderniseret landbruget til et sted, hvor der produceres kvalitetsfødevarer, med respekt for miljø og dyrevelfærd," skriver han endvidere.