Annonce
Annonce
Svindelmistænkt polak er kandidat til landbrugspost i EU
Janusz Wojciechowski, der er medlem af det nationalkonservative polske parti Lov og Retfærdighed, er blevet nomineret til posten som EU's næste landbrugskommissær.

Janusz Wojciechowski. Foto: Jaroslaw Roland Kruk/Wikipedia/licence: CC-by-sa-3.0
Europa-Kommissionens kommende formand, Ursula von der Leyen, peger på Janusz Wojciechowski som EU's næste landbrugskommissær. Den nuværende kommissær, Phil Hogan, er i stedet nomineret til handelskommissær.
Det har hun netop oplyst på et pressemøde, hvor hun har fremlagt sin fulde liste over kandidaterne til kommissionsposterne.
For at Janusz Wojciechowski, der er medlem af det polske nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, kan blive udnævnt, kræver det en godkendelse af Europa-Parlamentet, hvilket kan vise sig at blive besværliggjort af en igangværende efterforskning om svindel.
En talsperson for EU's antisvindelkontor, Olaf, oplyser til tyske Der Spiegel, at den polske politiker lige nu efterforskes for uregelmæssigheder vedrørende rejseudgifter. Janusz Wojciechowski forsvarer sig med, at han på eget initiativ har valgt at tilbagebetale 11.250 euro, men ifølge Der Spiegels oplysninger vedrører Olafs efterforskning yderligere uregelmæssigheder.
Janusz Wojciechowski har desuden oplyst til den polske nyhedstjeneste Pap, at han har modtaget en liste fra Olaf over ni andre uregelmæssigheder, men at de alle var utilsigtede fra hans side og eksempelvis vedrører, at han fra hukommelsen har opgivet et forkert kilometertal.
Margrethe Vestager udset til endnu en post
Også franske Sylvie Goulard, der er nomineret som kommissær for det indre marked, er ifølge den franske avis Le Monde under efterforskning for svindel.
Adspurgt om sagerne svarede Ursula von der Leyen på pressemødet:
"Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist," og tilføjede:
"De (Olaf, red.) vil afslutte deres arbejde, og så vil vi lytte til dem."
Olaf selv minder da også om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist:
"Det faktum, at Olaf undersøger en sag, betyder ikke, at de berørte parter er skyldige i uregelmæssigheder eller svindel," lyder det i en erklæring ifølge det polske medie tvn24.pl.
Det er uklart, om Olafs endelige rapport når at blive færdig, før kandidaterne skal til høring i parlamentet inden 1. november.
Posten som landbrugskommissær er en af de tungeste poster i EU, i og med at ca. 40 pct. af EU's udgifter er øremærket til landbrugspolitik.
Danske Margrethe Vestager er nomineret til at blive kommissær for digital omstilling, samtidig med at hun skal forblive som konkurrencekommissær.
Flere artikler fra samme sektion
Økologien får et rygstød i ny politisk aftale
En ny, bred aftale vil give flere incitamenter til at omlægge til økologi. Bl.a. skal der være mulighed for økologistøtte på arealer med sprøjteforbud, hvilket ikke er tilfældet i dag.
Politikerne vil skærpe kontrollen med landbruget efter omfattende regelbrud for brugen af pesticider
Selvom der de seneste år er afsat flere midler til kontrollen med brugen af sprøjtemidler, så finder myndighederne fortsat overtrædelser i cirka 40 pct. af alle fysiske kontroller. Også sprøjtejournalerne viser omfattende regelbrud.
Endnu et godkendt pesticid viser sig at ende i grundvandet
Nye resultater viser, at ukrudtsmidlet propyzamid udvaskes til grundvandet i mængder over kravværdien. Miljøstyrelsen vil nu vurdere, om midlet skal forbydes eller brugen af det begrænses.