Annonce
Annonce
SF foreslåer, at de mest kulstofrige jorde tages ud af drift og forventer, at det mindre landbrugsareal vil føre til færre husdyr. Foto: Colourbox
SF vil mindske dansk landbrug og reducere antallet af husdyr
65.000 ha landbrugsjord skal tages ud af drift for at gøre landbruget mere klimavenligt, foreslår SF.
Dansk landbrug skal gøres mere klimavenligt ved at udtage syv pct. af landbrugsarealet fra at blive dyrket.
Sådan lyder det fra SF i partiets nye landbrugsudspil 'En ægte klimaindsats i landbruget', der har til hensigt at sænke landbrugets udledning af drivhusgasser med 3,5 mio. ton CO2 frem mod 2030 svarende til ca. 25 pct. af den samlede belastning fra landbruget.
"Landbruget er en lavthængende frugt, som regeringen slet ikke tager fat på. Det skal vi i gang med," siger partiets formand, Pia Olsen Dyhr, til Information.
SF foreslår konkret, at 65.000 ha af landbrugets mest kulstofrige jord skal udtages fra drift, hvilket svarer til ca. 7 pct. af det samlede landbrugsareal i Danmark, og desuden skal der rejses skov på de områder, der tages ud af brug. Det mindskede areal forventes samtidig at føre til en tilsvarende reduktion på 7 pct. i antallet af husdyr.
Jørgen E. Olesen, sektionsleder og professor i jordbrug ved Aarhus Universitet, vurderer udspillet som "et klogt indspark til debatten, hvis man sammenligner med nogle af de andre politiske udspil, der er kommet".
"Der er mange gode tanker i udspillet. Der står også, at noget mere må gøres forskningsmæssigt og innovationsmæssigt. Det er jeg fuldstændig enig i," siger han til Information.
Frygter at produktionen flytter
Jørgen E. Olesen frygter dog, at det mindre areal og de færre husdyr betyder, at en del af produktionen vil flytte til udlandet, hvor drivhusgasudledningerne er højere end i Danmark.
Et synspunkt, som SF selv tager op i udspillet, hvor partiet dog skriver:
"Om det er tilfældet i dag er dog ikke undersøgt til bunds, og den politiske konsekvens af synspunktet bør efter SF's opfattelse være markante stramninger af klimakravene til husdyrproduktionen."
Udspillet indeholder i alt ni initiativer. Ud over det mindskede landbrugsareal og mere skov lyder forslagene:
Klimavenlige afgrøder og dyrkningsteknikker skal fremmes
Importen af proteinfoder - især soja - skal begrænses
Stop for ubehandlet staldgylle fra husdyrbrug, krav om bioforgasning, gylleforsuring mv.
Mere klimavenlig fodring af kræv - mere kraftfoder, tilsætning af fedt mv.
Landbrugset maskiner pålægges dieselafgift, der føres tilbage til erhvervet
Klimavenligere kostvaner understøttet af klimaafgifter på produktionen af fødevarer
Mindre madspil
Forskning, udvikling og demonstrationsanlæg
Udspillets samlede udgifter i 2030 lyder på 604 mio. kr. for staten og 84 mio. kr. for landbruget, og SF vil finansiere det ved at bruge puljemidler fra energiaftalen og ændre landbrugsstøttemidlerne i EU's landbrugslov, så de i højere grad går til klimavenlige tiltag.
Gennem en EU-aftale er Danmark forpligtet til at reducere udledningen af drivhusgasser med 39 pct. i 2030 i forhold til 2005 i den ikke-kvotebelagte sektor, som indbefatter landbruget, transportsektoren og boligsektoren.
Flere artikler fra samme sektion
Det vil koste op mod 15 billioner kroner, hvis vi vil fjerne giftige PFAS-stoffer fra miljøet
Et hold af internationale journalister og eksperter har beregnet, hvad det vil koste at fjerne de skadelige PFAS-stoffer, der bl.a. stammer fra pesticider, fra miljøet. Samtidig kæmper industrien imod et PFAS-forbud og bruger en taktik, som er kendt fra tobaksindustrien.
Kristian Andersen og hans køer blev gravet frem på et gammelt sort-hvid billede - her er, hvad han laver i dag
Museumsinspektører fra Det Grønne Museum fandt et flot billede fra økologiens spæde start i 1990, og så viste det sig, at hovedpersonen på billedet Kristian Andersen stadig er i fuld gang – men han er trådt ind i et nyt kapitel i hans egen økologiske historie.
Nu er tiden inde: Økologien skal på museum
Økologisk Landsforening og dansk økologi kommer nu på museum. Ikke fordi økologien er et stykke støvet forhistorie, der skal arkiveres og gemmes væk, men tværtimod fordi den har spillet – og stadig spiller – en historisk rolle i dansk landbrug og for danskernes valg af fødevarer.