Så er den gal igen: Flere virksomheder håndterer sprøjtemidler ulovligt
Størstedelen af de virksomheder, der fik besøg af Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion sidste år, brød reglerne for håndtering af sprøjtemidler, og tendensen har været den samme de foregående år. Der blev bl.a. fundet ulovlige pesticider i kontrollen.
Virksomheder, der forhandler sprøjtemidler, har i flere tilfælde ikke styr på lovgivningen. Derfor har Miljøstyrelsen politianmeldt 10 virksomheder, fordi de i alvorlig grad har overtrådt reglerne.
Det oplyser Miljøministeriet i en pressemeddelelse.
Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion besøgte i 2025 i alt 88 virksomheder og fandt overtrædelser i 66 af besøgene.
Virksomhederne omfattede 67 forhandlere af pesticider til professionel anvendelse, to ompaknings- og lagervirksomheder, én producent af pesticider samt 18 forhandlere af pesticider til ikke-professionel anvendelse bl.a. byggemarkeder, planteskoler og øvrige detailforretninger.
Kontrol
Kemikalieinspektionen besøgte i 2025 i alt 88 virksomheder: 67 forhandlere af pesticider til professionel anvendelse, to ompaknings- og lagervirksomheder, én producent af pesticider samt 18 forhandlere af pesticider til private, bl.a. byggemarkeder, planteskoler og øvrige detailforretninger.
- 75 pct. af kontrolbesøgene hos forhandlere til professionelle viste overtrædelser.
- Der blev konstateret overtrædelser ved begge kontrolbesøg hos ompaknings- og lagervirksomhederne.
- Der blev ikke konstateret overtrædelser ved kontrollen af producenten.
- Der blev konstateret overtrædelser ved 14 af de 18 tilsyn hos forhandlere af pesticider til private.
Der blev konstateret overtrædelser hos 50 af de 67 kontrolbesøg hos forhandlere til professionelle brugere, svarende til 75 pct.
Der blev desuden konstateret overtrædelser ved 14 af de 18 tilsyn hos forhandlere af pesticider til ikke-professionel anvendelse, herunder planteskoler, byggemarkeder og øvrige detailforretninger. Det svarer til 78 pct.
Ved seks virksomheder fandt kontrollørerne ikke-godkendte pesticider. Tre virksomheder havde markedsført udenlandske pesticider, der ikke er godkendt i Danmark, og to virksomheder var fysisk i besiddelse af udenlandske pesticider, der ikke er godkendt i Danmark.
"Dybt problematisk"
Der blev også fundet eksempler på ulovlig opbevaring af pesticider, f.eks. undlod to virksomheder at opbevare giftige eller meget giftige pesticider under lås, som ellers er et krav, ligesom en virksomhed opbevarede pesticider i nærheden af levnedsmidler og foder til dyr.
"Det er dybt problematisk, at så mange virksomheder, der arbejder med pesticider, bryder reglerne. Nogle af overtrædelserne handler om direkte ulovlige pesticider, der er farlige for miljø og mennesker. Men selv godkendte pesticider er skadelige for mennesker, miljø og drikkevand, når de håndteres forkert. Det her er endnu et eksempel på, at der er alt for mange overtrædelser på pesticidområdet," siger miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF), som varsler, at man vil gå langt mere håndfast til værks, når der skal forhandles en ny pesticidstrategi med Folketingets partier til efteråret.
Ser man på kemikalieinspektionerne over de seneste fem år, har Miljøstyrelsen hvert eneste år fundet overtrædelser på mindst 53 pct. af kontrolbesøgene.
Brancheorganisation: Ikke godt nok
Carl-Emil Larsen, adm. direktør i drikkevands- og spildevandsselskabernes brancheorganisation, Danva, udtrykker bekymring over overtrædelserne og kalder den nuværende beskyttelse utilstrækkelig:
"Det er alarmerende, for resultatet af kontrollen viser jo, at systemet, vi har på pesticidområdet vedrørende håndtering og salg, ikke fungerer. Det udfordrer den generelle tillid. Derfor er det nødvendigt at regulere branchen langt mere restriktivt, for alt tyder jo på, at systemet med selvkontrol og frivillighed ikke fungerer efter hensigten," siger han i en pressemeddelelse fra Danva.
De professionelle forhandlere til landbruget er samlet i Dakofo, der er brancheforening for korn- og foderstofhandelen i Danmark. Her siger direktør Emil Dalsgaard Hansen til DR Nyheder, at han godt nok ikke har set en rapport, der uddyber og forklarer kontrolbesøgene, men:
"Det her er ikke godt nok. Som branche vil vi læse ned i, hvad det er for nogle overtrædelser, der har været, og så vil vi kigge ind i, hvordan vi kan sikre, at det ikke sker igen."