Annonce
Annonce
"Vi laver en strukturel ændring af måden, Danmark træffer beslutninger om miljø og klima på," siger klimaminister Dan Jørgensen (S) om det nye udvalg. Foto: Lance Cheung/flickr/public domain
Regeringen nedsætter et klimaudvalg
Syv ministre har fået plads i et nyt klimaudvalg, der skal sikre, at ministerierne, heriblandt Miljø- og Fødevareministeriet, begynder at samarbejde mere om den grønne omstilling.
Et nyt udvalg har set dagens lys og skal sørge for, at regeringen når sine klimamål.
Udvalget for Grøn Omstilling består af syv ministre, heriblandt fødevareminister Mogens Jensen (S), og skal skærpe samarbejdet om den grønne omstilling på tværs af ministerierne samt overvåge implementeringen af beslutninger behandlet i udvalget. Det skriver dr.dk.
"Efter den grønne dagsorden er blevet så vigtig, som den er, kan man jo tage sig til hovedet over, at det ikke er sket tidligere. Selvfølgelig skal grønne hensyn tænkes på tværs af ministerier - og det tager vi konsekvensen af nu," siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til dr.dk og tilføjer:
"Vi laver en strukturel ændring af måden, Danmark træffer beslutninger om miljø og klima på."
Disse ministre har fast plads i udvalget:
- Klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen
- Miljøminister Lea Wermelin
- Skatteminister Morten Bødskov
- Fødevareminister Mogens Jensen
- Transportminister Benny Engelbrecht
- Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen
- Erhvervsminister Simon Kollerup
Initiativet møder fuld opbakning fra Per Kølster, der er formand for Økologisk Landsforening.
"Overordnet set er det positivt, for et problem i samfundet er, at når man tror, man har løst et problem i én sektor, risikerer det at skabe et problem i en anden sektor. Man er nødt til at koordinere det på det højeste politiske niveau," siger Per Kølster til okologisk.nu og understreger, at han endnu ikke kender udvalgets specifikke arbejdsopgaver.
Han ser dog meget gerne, at Økologisk Landsforening bliver inddraget i udvalgets arbejde, som han mener er afgørende for en grøn omstilling.
Ud over de syv ministre, der har faste pladser i udvalget, vil udenrigsministeren, udviklingsministeren, finansministeren og statsministeren også blive inviteret med, når det har relevans for dem.
I forvejen har regeringen et koordinationsudvalg og økonomiudvalg.
Flere artikler fra samme sektion
Året der gik i Økologisk Landsforening
Særligt den grønne trepartsaftale står stærkt i bevidstheden, når man ser tilbage på 2024, og der er både gode og dårlige aspekter i aftalen, skriver Sybille Kyed, som her opremser nogle af de vigtigste politiske kampe - og sejre - for Økologisk Landsforening det forgangne år.
Utålmodighed på Gram Slot, konventionelle bananer sneg sig tilbage og glyphosat fundet i sæd: Her er de mest læste artikler i 2024
Det var især artikler om pesticider og en om Økologisk Landsforenings nye repræsentantskab og bestyrelse, der var populære blandt økonu.dk's læsere i det forgangne år.
Er dit juletræ konventionelt? Så er det sandsynligvis sprøjtet med PFAS-pesticider
Over halvdelen af de producenter, der har sprøjtet juletræerne med pesticider, har brugt PFAS-pesticider. Lektor og PFAS-ekspert holder sig til økologiske juletræer: "Jeg vil ikke have et kemitræ stående, hvor børn og familie opholder sig".