Planer om Naturnationalparker kan lukke økologisk ø
Det økologiske landbrug på limfjordsøen Livø er igen i risiko for at lukke, hvis den nu bliver udpeget som ny Naturnationalpark. Naturstyrelsen har sat 11 områder i spil – heraf skal seks etableres senest ved udgangen af 2030. Både ØL og Aurion håber på en pragmatisk løsning, der kan bibeholde øens økolandbrug.

På Livø afgræsser 55 økologiske anguskøer dele af de dyrkede områder på øen – og laver desuden naturpleje på overdrev, strandeng og hede.
Helt som det har foregået gennem århundreder.
På de dyrkede arealer under demonstrationslandbrug Livø Avlsgård høstes der korn af oprindelige brødkornarter som spelt, svedjerug og nøgen byg, som forarbejdes gennem Aurion og sælges gennem Coop.
Der produceres også økologisk bihonning på øen på grund af den isolerede placering midt i Limfjorden - i lang afstand fra sprøjtede marker.
Men nu er der igen skabt usikkerhed om landbrugets fremtid.
Det skete, da øen pludselig dukkede op på Naturstyrelsens kort over 11 nye mulige områder for Naturnationalparker.
For kan man dyrke landbrug i en Naturnationalpark?
Treparten peger desværre meget i retning af, at man laver reservater: Naturreservater og landbrugsreservater. Det er en forkert tilgang at have
— Sybille Kyed, Landbrugs- og fødevarepolitisk chef, Økologisk Landsforening
Første økologiske ø
Livø har været Danmarks første 100 pct. økologiske ø - siden 1991.
Og Landbrugs- og fødevarepolitisk chef Sybille Kyed, fra Økologisk Landsforening, mener, at det er meget vigtigt at bevare øens økologiske landbrug.

”Landbruget på Livø har siden 1991 været indrettet med det formål at vise, hvordan landbrug og natur kan understøtte hinanden. Hvordan man kan indrette landbruget mere på naturens præmisser og i det samspil, der kan være mellem natur og landbrug. Der er et meget stort behov for fortsat at have et demo-landbrug, der viser netop det,” siger Sybille Kyed.
Ud af de 11 kandidater på Naturstyrelsens kort, bliver der udvalgt seks områder, der senest ved udgangen af 2030 skal blive til Naturnationalparker.
Natur og landbrug ikke modsætninger
Holdningen hos Økologisk Landsforening er, at man skal undgå at opstille natur og landbrug som modsætninger.
”Treparten peger desværre meget i retning af, at man laver reservater. Naturreservater og landbrugsreservater. Det er en forkert tilgang at have, for under alle omstændigheder vil landbruget blive ved med at optage et stort areal, så hvis vi skal tage vare på vores naturressourcer, bliver vi også nødt til at drive et landbrug, der ser på hvordan det omgivende miljø og biodiversiteten påvirkes,” siger Sybille Kyed.
Tilbage i 2019 var øens økologiske landbrug også i fare for at blive lukket pga. natur- og rewildingplaner, men den blev reddet takket være en politisk aftale i 2020.
Livø har i mange år fungeret som et korneksperimentarium, hvor Aurion har testet de kornsorter, som vi skal arbejde med i fremtiden, så det vil være brandærgerligt, hvis det samarbejde skal stoppe.
— Bjarne Hansen, kornansvarlig hos Aurion
Nu har Naturstyrelsen altså sat øens økologiske fremtid i spil igen. Men bliver Livø en af de seks udvalgte områder, håber Sybille Kyed, at der kan findes en pragmatisk løsning, der tilgodeser både natur og landbrug.
”Hvis man udpeger øen til Naturnationalpark og lader landbruget fortsætte, vil det jo også vise, at man godt kan have en sameksistens mellem landbrug og natur, og så vil det være tydeligere at formidle, at landbrug og natur ikke nødvendigvis er hinanden modsætninger,” siger Sybille Kyed.
Hun ser det også som en mulighed at styrelsen ikke laver hele øen til Naturnationalpark – men kun de områder, der i forvejen er natur.
Livø er i forvejen et Natura 2000-område, og en del af øens 334 ha er beskyttede §3-områder.
Brug kræfterne på større naturparker
Bjarne Hansen, som er kornansvarlig hos Aurion, ærgrer sig voldsomt over risikoen for at skulle vinke farvel til det mangeårige samarbejde med landbruget på Livø:
”Livø har i mange år fungeret som et korneksperimentarium, hvor Aurion har testet de kornsorter, som vi skal arbejde med i fremtiden, så det vil være brandærgerligt, hvis det samarbejde skal stoppe,” siger Bjarne Hansen.
Da det kun drejer sig om ca. 80 ha med korn, er der ikke tale om et stort økonomisk issue for Aurion, men arbejdet med gamle kornsorter handler om meget mere end penge.

”Karsten Kjærgaard er en meget dedikeret kornavler, og det er ikke nemt at finde en anden til at fortsætte det kæmpe arbejde, som han har lavet.”
Bjarne Hansen peger samtidig på, at landbruget på Livø allerede lever i så tæt harmoni med øens natur, at der ikke vil være nogen større naturgevinst ved at nedlægge landbruget. Han ser hellere at Naturstyrelsen koncentrerer kræfterne om at etablere langt større sammenhængende naturområder, da det vil have en større effekt for biodiversiteten end en lille isoleret ø som Livø.
For tidligt at spå om øko-øens fremtid
Anette Strøm Jacobsen, der er skovrider for Naturstyrelsens lokale enhed i Himmerland, mener, at det er for tidligt at sige noget om økologiens fremtid på øen.
”Hvis Livø bliver udtaget, vil den være omfattet af de rammer, der ligger i Naturnationalparkloven. Men der vil også blive nedsat et rådgivende udvalg og en bestyrelse sammensat af interesseorganisationer og kommunen, som lokalt skal være med til at afgøre, hvad der præcist skal ske på Livø,” siger hun.
På Naturstyrelsens kort over de 11 mulige Naturnationalparker er hele Livø indrammet, men det ligger ikke nødvendigvis fast, at samtlige af øens 334 ha skal indgå i projektet.
”De økologiske landbrugsarealer kunne i princippet godt blive undtaget, så kun de nuværende naturområder bliver indlemmet i Naturnationalparken. Men det ville jo gøre arealet mindre, og størrelsen er jo også en parameter, der vægter højt i parkerne, fordi man gerne vil have store sammenhængende naturarealer. Men det er for tidligt at sige, hvordan det præcist kunne blive udformet,” siger hun.
Naturvandring før afgørelse
I juni inviteres borgere og interessenter til naturvandringer i alle 11 kandidatområder, herunder også Livø. Samtidig skal brugerråd og nationale arbejdsgrupper diskutere de foreløbige planer.
Først derefter træffer aftalekredsen bag trepartsaftalen beslutning om, hvilke seks områder der endeligt udpeges – og hvordan de skal udformes. Indtil da må Livø Avlsgård afvente, hvad balancen mellem vild natur og aktivt landbrug konkret kommer til at betyde for gårdens fremtid.