Annonce
Annonce

TV 2 har fundet frem til en økologisk mark, hvor der er fundet forurenet byggeaffald, bl.a. rester af mursten. Billedet her er ikke fra den pågældende mark, men et genrefoto. Foto: Colourbox
ØL efter fund af forurenet byggeaffald på økologisk mark: Det har intet med økologi at gøre
I Den Sorte Svane-dokumentaren kom det frem, at forurenet byggeaffald var blevet dumpet på landbrugsmarker. TV 2 har nu fundet frem til en økologisk mark med forurenet byggeaffald. Økologisk Landsforening undrer sig over manglende handling fra myndighederne.
TV 2's fund af forurenet byggeaffald på en økologisk mark får nu Økologisk Landsforening til at reagere. Foreningen tager stærkt afstand fra landmandens handlinger og understreger, at det ikke har noget med økologi at gøre.
"Hvis økologen har handlet i ond tro, er reglerne helt klare. Han står til at miste sin økologiske autorisation og kan forvente en politianmeldelse. Længere er den ikke. Der findes brodne kar alle steder, og vi ser det som en enkeltstående, ærgerlig og dum omgåelse af reglerne," siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i foreningen.
"Jeg betragter det som en helt enkeltstående sag, der som sådan ikke har noget generelt med økologien at gøre. Det er ikke en del af almindelig landbrugspraksis at modtage jord, og det er et tilfælde, at det er en økologisk landmand, der har modtaget det byggeaffald. Det vækker måske yderligere opsigt, at det er en økolog, når man dækker sagen, men det har ikke noget med økologi at gøre. Vi havde da i Økologisk Landsforening gerne været foruden, at det er en økolog, der er blevet indblandet i det her," fortsætter hun.
Sagen udspringer af dokumentaren Den Sorte Svane fra sidste år, hvor det bl.a. kom frem, at forurenet byggeaffald var blevet dumpet ulovligt på landbrugsjord. TV 2's research har siden ledt til et økologisk landbrug i Stenlille.
Fundet skadelige stoffer
Det viste sig, at landbruget i forvejen var indblandet i en miljøsag med myndighederne om flere ulovlige forhold, bl.a. ulovlig deponi af byggeaffald.
TV 2 fik analyseret jordprøver fra marken, og der blev fundet flere skadelige stoffer.
På den pågældende mark er der blevet høstet korn, som er blevet solgt til en mølle, der er leverandør til flere bagerier. Ifølge eksperter er der dog ingen grund til at tro, at melet fra det høstede korn har været sundhedsskadeligt at indtage.
"Der er overvejende tale om forurening, som ikke er let opløseligt i vand, og som derfor ikke vil være let tilgængeligt for planter," forklarer Mette Broholm, der er lektor på DTU, til TV 2.
Det forurenede byggeaffald kan dog stadig være problematisk, selvom det ikke går i afgrøderne. Det fortæller seniorforsker John Jensen fra Aarhus Universitet, som forklarer, at det kan påvirke mikroorganismer, jordbundsdyr, blive udvasket til vandmiljøet og i værste fald gå i grundvandet.
Har fået et påbud efter spørgsmål
Efter TV 2 har stillet spørgsmål om kontrollen med Jørgen Hansens økologiske marker, har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø taget prøver fra markerne og fandt tungmetaller i dem. Styrelsen har nu sendt et påbud til jordejeren økolog Jørgen Hansen om, "at forurenede marker skal tages ud af økologisk drift eller omlægges," skriver kontorchef Ann Kelsen i en mail til TV 2.
Reglerne er da også helt klare på området, fortæller Sybille Kyed til Økologisk Nu:
"Økologer må kun modtage økologisk certificeret jord. Landmanden skal have kvittering og dokumentation på, at det er økologisk."
Hun retter samtidig en kritik mod myndighederne for ikke at have handlet tilstrækkeligt hurtigt på sagen.
"Der er årligt økologikontrol og får myndighederne mistanke om, at der er tilført jord, der ikke er oplyst og dokumenteret, skal de tage jordprøver. Og er der fundet forening, så vil der ikke kunne høstes økologiske afgrøder på arealet, og landmanden risikerer også at miste sin autorisation som økolog og få en politianmeldelse. Jeg forventer, at myndighederne arbejder sammen om det her. Det vil sige, kommunen skal da selvfølgelig orientere Landbrugsstyrelsen, så snart den bliver bekendt med, der er noget, der skal undersøges nærmere. Det forekommer meget kritisabelt, at der tilsyneladende ikke har været en kommunikation fra kommunen til landbrugsstyrelsen," siger hun.
Økolog afviser beskyldninger
Jørgen Hansen afviser TV 2's påstande om, at han skulle have gravet byggeaffald ned på sine marker. Han betegner affaldet som tilfældige "genbrugsmaterialer" og hævder, at kornet fra området med byggeaffald slet ikke blev høstet, da det ikke kunne vokse der. Økolog Torben Andersen, der hjalp med høsten i sin tid, modsiger dog dette med billed- og videodokumentation, som viser, at kornet blev høstet fra det forurenede område.
Jørgen Hansen svarer desuden, at de forurenede prøver, som styrelsen efterfølgende har fundet, stammer fra en anden mark end den, TV 2 fandt forurenet byggeaffald på. Han fortæller også, at han har fået lavet sine egne analyser af de samme jordprøver som TV 2, og de viste ikke forurening.
Quartz Mølle, der i 2022 og 2023 købte korn fra Jørgen Hansen, har nu afbrudt al samarbejde med ham og meddeler, at man aldrig vil samarbejde med ham igen.
Økologisk Nu arbejder på at få en kommentar fra myndighederne for at få afklaret, hvorfor der tilsyneladende ikke blev handlet, da man fandt flere ulovlige forhold på bedriften.
Læs hele TV 2's afdækning af sagen og Jørgen Hansens svar på fundene her.
Flere artikler fra samme sektion
Vores nordiske nabo har "endelig" sat et økologimål
I Norge har et politisk flertal nu bestemt sig for et økologimål: 10 pct. af landbruget skal være økologisk inden 2032. Norge vil bl.a. se mod Danmark for at få inspiration til virkemidler, som kan øge efterspørgslen på økologi.
169 mio. kr. til 24 projekter skal gøre danske fødevarer mere klimavenlige
24 projekter har fået tilsagn om samlet 169 mio. kr. fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, GUDP. Samtidig er en ny ansøgningsrunde med yderligere 100 mio. kr. åben. Projekterne har fokus på at reducere fødevareproduktionens miljø- og klimaaftryk og samtidig forebygge madspild.
Babyer vejer mindre og fødes tidligere, hvis moren har boet nær et glyphosat-sprøjtet område
Data for over ni millioner fødsler viser et sammenfald mellem brugen af glyphosat og lavere fødselsvægt og tidligere fødsel blandt mødre, som under graviditeten har boet nær et sprøjtet område.