Økologisk grafik blev en sikker vinder ved DM i Skills
Økologisk Landsforening var opgavesponsor for mediegrafikerne ved DM i Skills 2026, der bliver afholdt i denne uge i Hjørring i Nordjylland. Økologisk Nu var med, da foreningen fik syv sæt friske øjne på sin grafiske identitet. Men der var nu også en ottende mening med tilstedeværelsen.
Økologisk Landsforening stillede fredag designguide, farvepalet og grafisk identitet til rådighed som såkaldt opgavesponsor for konkurrencen ved DM i Skills. Konkurrencen stod mellem syv elever fra landets syv mediegrafikeruddannelser. Foreningens tanke var at få nye øjne på sit grafiske udtryk, plakater, kampagner og animationer.
Til daglig er det seniordesigner Mai Tschjerning Simonsen, der står for udviklingen af al visuel grafik, der bruges i Økologisk Landsforenings tryksager, sociale medier og events. Det var hende, der havde stillet de opgaver, eleverne skulle dyste i. Og det var hende, der sad ved dommerbordet sammen med foreningens administrerende direktør Rasmus Prehn, da eleverne skulle vise deres grafikker frem.
Imponerende evner og idekraft
En for en gik de på scenen for at præsentere deres løsninger på opgaverne for dommerne og for de mange fremmødte i Hal 2B – et af seks fodboldbanestore Skills-telte.
De to økodommere var imponerede over deltagernes evner og idekraft. Efterfølgende var de derfor heller ikke i tvivl om, at de havde fået nogle af Danmarks største mediegrafikertalenter mellem hænderne.
”Det er et helt vildt højt niveau, som de syv elever har vist for os i dag. Vi har set mange nye ideer og nye måder at gøre os lækre på over for dem, vi kommunikerer med. Og det er sådan set i alle de genrer, vi har præsenteret for dem. Det er ekstremt sundt for os at få nye øjne på os selv. Det meste af det, de har lavet, vil vi kunne bruge på vores platforme i morgen,” siger Mai Tschjerning Simonsen.
Økologien masseres ind overalt
Men det var nu ikke kun de syv sæt friske øjne og en masse konkrete ideer, Økologisk Landsforening fik med sig hjem fra DM i Skills.
Opgavesponsoratet og tilstedeværelsen ved DM i Skills er et led i planerne om at gøre økologien synlig for så mange som muligt. Om at udbrede økologien til segmenter og geografiske områder, hvor økologien ikke altid fylder så meget.
For det er vigtigt for Økologisk Landsforening at være synlig i mange forskellige sammenhænge. Hele tiden. Gennem partnerskaber med detailkæder og samarbejder med andre organisationer og virksomheder. Når der er valgkamp, Høstmarked, Økodag, messer og folkemøder. Og så indebærer det altså også at være med, når der er et udstillingsvindue som DM i Skills.
En kæmpe gave for os
”Vi er her for at vise økologien frem og få muligheden for at præsentere økologien for et stort publikum. DM i Skills er en kæmpe begivenhed, hvor vi i løbet af i dag har mødt 50.000 potentielle nye medlemmer, og vi tager hver en samtale om økologi, vi kan komme til. Det handler om at vise Økologisk Landsforening frem for de mange. Der får vi en masse feedback og forhåbentlig nogle nye økoambassadører. Det er en kæmpe gave for os,” siger Rasmus Prehn.
Deltagere fra hele landet
-
Konkurrencen i mediegrafik ved DM i Skills afsluttes lørdag. Det er en samlet vurdering af elevernes præstationer i konkurrencen torsdag, fredag og lørdag, hvor de har løst opgaver for Nordsømuseet, Økologisk Landsforening og Skagens Museum, der afgør, hvem der vinder.
-
De syv elever i konkurrencen er Jasmina Fonnesbæk Kristensen fra Herningsholm Erhvervsskole, Frey Andersen fra Aarhus Tech, Julie Nielsen fra Syddansk Erhvervsskole, Sascha Annabell Bendix Hornecker fra Tech College, Emilie Norma Erichsen fra NEXT i København, Maja Lykke Lyngsåe fra Hansenberg og Mynte Ziegler Alekssion fra Roskilde Tekniske Skole.