Økologiformand svarer kritikere igen: Økologien leverer ikke kun på én bundlinje
I sin beretning på årets generalforsamling nævnte forperson Michael Kjerkegaard noget af den kritik, han oplever, at økologerne udsættes for. En uberettiget kritik i hans optik.
Det var generelt en årsberetning præget af positive historier, da Michael Kjerkegaard, forperson i Økologisk Landsforening, gav sin fortælling om året, der gik.
Men han var også inde på en kritik af økologien, som han hører igen og igen: At økologernes udbytter er for lave.
"Vi er simpelthen nødt til at sige dem helt imod," sagde han bestemt.
"For økologien leverer ikke kun på én bundlinje. Den leverer også på rent drikkevand, mere biodiversitet og bedre dyrevelfærd," uddybede han.
Han mindede om, at man i forvejen bruger store dele af landbrugsarealet til andet end mad til mennesker; der produceres vedvarende energi på marker og ikke mindst foder til det, han betegnede som en "meget stor animalsk produktion".
En produktion, der også får kritik for at være ineffektiv og klimabelastende.
"Når vi producerer så meget animalsk protein, er det jo ikke nødvendigvis for at brødføde nogen, men fordi man har set et marked. Vi kan producere lige så meget i økologien - det vil så bare være grønne proteiner i stedet. Derfor har økologer lige så meget ret som andre til at sige, at vores produktion også kan skabe værdi - både økonomisk værdi og samfundsmæssig værdi. Det handler om, hvad vi vælger at bruge vores land til," sagde Michael Kjerkegaard, som ellers havde flere emner i sin beretning, som han kunne glæde sig over.
Her nævnte han, at Fonden for Økologisk Landbrug fik tilført flere midler i finansloven, at der blev afsat midler til at videreføre Innovationscenter for Økologisk Landbrug, og at Det Økologiske Spisemærke er blevet videreført. Sidstnævnte dog kun i et enkelt år, og Michael Kjerkegaard sagde, at foreningen arbejder på at gøre finansieringen mere langsigtet.