Økolog i byrådet fremsætter forslag om sprøjteforbud i jysk kommune

Carsten Leth Schmidt, der sidder i byrådet som formand for Slesvigsk Parti og til daglig er økologisk planteavler har sammen med Det Radikale Venstre fremsat forslag om et sprøjteforbud på kommunens landbrugsarealer. Blå partier er dog skeptiske over for forslaget.

09. april 2026
Læsetid: 2 minutter
Luftfoto af en marksprøjte
Slesvigsk Parti har med Det Radikale Venstre foreslået at indføre et sprøjteforbud på kommunalt ejet landbrugsjord i Haderslev Kommune. Foto: Colourbox

Haderslev Kommune bør indføre et forbud mod pesticider på kommunalt ejede landbrugsarealer med drikkevandsinteresser.

Det mener Carsten Leth Schmidt, der sidder i byrådet som formand for Slesvigsk Parti og til daglig er økologisk planteavler. Han har fremsat forslaget sammen med Det Radikale Venstre og henviser til, at der er fundet pesticider i drikkevandet i otte ud af 38 vandværker. Det skriver Landbrugsavisen.

"Vi ved godt, at et forbud ikke fjerner de pesticider, som der allerede måtte være i de boringer, vi har lukket, og løser alle udfordringer for vandværkerne. Men vi kan ikke bare gøre ingenting," siger Carsten Leth Schmidt ifølge Landbrugsavisen.

På mødet, da forslaget blev stillet, lød det også fra Radikales Jakob Vindel Duedahl:

"I dag der tillader vi sprøjtning med pesticider på kommunalt udlejet jord, endda i områder der er udpeget som særligt vigtige for vores drikkevand. Det mener jeg ganske enkelt ikke er rettidig omhu. For når først pesticiderne er i grundvandet, så kan vi ikke gøre det om, så er skaden sket, og regningen den ender hos borgerne."

Et lignende forslag blev dog nedstemt i 2023, og der er fortsat et blåt flertal i byrådet. Da det nye forslag blev fremsat, udtrykte De Konservative modstand mod det.

Det konservative byrådsmedlem Kjeld Thrane sagde blandt andet, at størstedelen af forureningen af drikkevandet stammer fra husstandene og ikke landbruget.

"Landmændene doserer lige præcis det, som de kan og må," sagde det konservative byrådsmedlem Kjeld Thrane, mens også Liberal Alliance og Venstre var skeptiske.

Forslaget er sendt til forhandling i kommunens Teknik- og Klimaudvalg, hvor embedsmænd skal kvalificere det.