Nu åbner pulje, der skal finde klimaløsninger i landbruget

90 mio. kr. er der nu at uddele til forskningsprojekter, som kan gøre landbruget mere klimavenligt.

28. januar 2019
Læsetid: 2 minutter
Klimaminister Lars Chr. Lilleholt ses omgivet af mænd i jakkesæt
Foto: MissionInnovation/flickr

Der skal forskes i teknologiske løsninger, som kan gøre landbruget mere klimavenligt, og i den forbindelse åbnes der nu for en ny forskningspulje på 90 mio. kr. 

"Vi har ikke de banebrydende løsninger i dag. Hvor energisektoren har vindmøllen, og hvor transportsektoren har elbilen, så har landbruget ikke nogen gode, ligefremme løsninger. Som de første sætter denne regering nu for alvor fokus på forskning i klima og landbrug, så vi kan finde de rigtige løsninger og få et endnu mere klimavenligt landbrug," siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) i en pressemeddelelse.

Forskningen skal fokusere på tre hovedområder:

  • Jordsystem og arealanvendelse

  • Den klimavenlige gård - husdyr, stald og gyllelager

  • Fremtidens produktion af fødevarer og bidrag til bioenergiløsninger og biomaterialer.

Som led i EU's klimapolitik skal Danmark frem mod 2030 reducere udledningen af drivhusgasser i den såkaldte ikke-kvotebelagte sektor, heriblandt landbruget, med 39 pct. i forhold til 2005. Derudover har Danmark en målsætning om at være CO2-neutral i 2050.

Landbruget står for ca. 21 pct. af Danmarks samlede drivhusgasudledninger og for ca. 30 pct. af udledningerne i den ikke-kvotebelagte sektor, der også inkluderer boligområdet og transportsektoren.