EU-rapport: Pelsavl og dyrevelfærd er to uforenelige størrelser
Det er ikke muligt at sikre dyrevelfærd i pelsproduktion for mink i det nuværende system. Det fastslår EU’s uafhængige rådgivningsorgan European Food Safety Authority, EFSA.

De små og golde bure, der anvendes i minkindustrien, gør det umuligt at imødekomme minkenes naturlige behov og sikre ordentlig dyrevelfærd. Det er hovedkonklusionen i en netop udgivet rapport om pelsavl fra EU’s uafhængige og videnskabelige rådgivningsorgan EFSA, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Mink og minkavl er til debat i EU og i særdeleshed Danmark i disse måneder. Den 20. juni vedtog et flertal af EU’s medlemsstater nemlig, at den amerikanske mink, som er den, der bliver avlet i Danmark, skal på invasivlisten. Det betyder, at minkavl bliver ulovligt.
Men den danske regering stemte imod at sætte mink på invasivlisten, og vil søge om en særordning, der tillader fortsat minkavl i Danmark. Det er kilde til stor undren i Dyrenes Beskyttelse.
”Rapporten fra EFSA bør være endnu et søm i kisten for minkavl, fordi den konkluderer, at det ikke er muligt at sikre dyrevelfærden for mink i pelsavl, hvor dyrene holdes i små trådbure. Det gør det endnu mere hovedrystende, at den danske regering vil kæmpe for, at industrien skal fortsætte”, siger Britta Riis, direktør hos Dyrenes Beskyttelse.
Mink bliver sultet og lider af adfærdsforstyrrelser
I minkindustrien er der store problemer med, at dyrene bider hinanden, netop fordi de bliver holdt på alt for lidt plads, hvilket er stik imod deres natur. I naturen lever mink på mange kvadratkilometer og helt alene uden for parringstiden.
Derudover praktiserer industrien en fodringsmetode, hvor minkene fedes op i perioden op til, at de skal pelses, så de får det størst mulige skind. Nogle af minkene skal dog bruges som næste års avlsdyr. De bliver derfor ikke pelset, men sultes i stedet, ind til de skal yngle. Det gør avlerne, fordi hunnerne dermed producerer flere æg og dermed får flere unger. Den praksis får dog også minkene til at udføre stereotypier grundet sult, frustration og stress. Både bidemærkerne og den restriktive fodring bliver ligeledes fremhævet af EFSA som dyrevelfærdsproblemer.
”Det er stærkt foruroligende og ubehagelige ting, som dyrene bliver udsat for. Det er desværre ikke overraskende, at minkavl er forbundet med stor smerte, men nu har vi en stor, gennemarbejdet rapport fra et uafhængigt og vidensbaseret organ, der understreger de elendige forhold i industrien. Det bør gøre det tydeligt for enhver, at den her industri hører fortiden til," siger Britta Riis.