En bred vifte af politikere vil have alle danske malkekøer tilbage på græs

Samtlige økologiske malkekøer kommer på græs i sommerhalvåret, men fordi så få konventionelle kommer udenfor, er det samlet set langt under halvdelen af de danske malkekøer, som kommer på græs. Det vil fem partier arbejde for at lave om på.

21. marts 2026
Læsetid: 4 minutter
Køer på vej ud på græs
Alle køer skal have det som de økologiske på Økodag: Fem partier svarer ja til at arbejde for, at alle malkekøer kan komme på græs igen. Foto: ØL

Journalistik er ikke gratis. Økologisk Nu bliver drevet med hjælp fra Økologisk Landsforenings medlemmer. Vil du bidrage til vores journalistiske arbejde, kan du blive medlem af foreningen. Så støtter du samtidig foreningens arbejde for mere og bedre økologi.

Mens der er krav om, at alle økologiske malkekøer skal på græs i sommerhalvåret, er det tilladt at holde de konventionelle inde på stald året rundt.

Det betyder, at langt under halvdelen af alle malkekøer i Danmark kommer uden for stalden. I 2020 kom samlet set 30 pct. af alle malkekvæg på græs - og det tal inkluderer altså de økologiske, som har trukket gennemsnittet op.

Nu siger fem partier i en rundspørge fra Økologisk Landsforening, at de vil have alle malkekøer på græs.

Moderaterne, Radikale Venstre, SF, Alternativet og Enhedslisten har alle svaret ja til spørgsmålet, om de vil arbejde for, at samtlige malkekøer kan komme på græs i sommerhalvåret.

"Alle dyr har ret til at komme ud - om det er køer, grise eller kyllinger. Vores dyrevelfærd i staldene skal have et markant løft," skriver Alternativet i en uddybende kommentar.

Samme budskab lyder fra Enhedslisten, som tilføjer, at partiet også vil arbejde for, at afgræsning skal kunne belønnes som et klimavirkemiddel i forbindelse med den kommende CO2-afgift på husdyr.

Også Radikale Venstre skriver, at dyrevelfærden i Danmark har behov for et løft, mens SF skriver:

"Alle der har set malkekvæg komme på græs ved, at det er helt afgørende for deres velfærd."

Vil have senere fravænning

Der skal også ske et velfærdsløft hos grisene, mener partierne, som alle svarer ja til, at de vil arbejde for, at pattegrise ikke bør afvænnes, før de er minimum syv uger. Den lave fravænningsalder øger risikoen for en række sygdomme herunder mave-tarmlidelser og medfører et øget antibiotikaforbrug.

I dag bliver de konventionelle pattegrise typisk fravænnet efter tre-fire uger, mens det i økologien sker, når de er mellem syv og ti uger.

Radikale Venstre uddyber dog i en kommentar, at partiet selv har foreslået seks uger:

"Radikale Venstre har forslået en helt ny vej for den danske svineproduktion, herunder dobbelt så meget plads, forbud mod fiksering, stop forhalekupering, stop for ekstremavl og mere rodemateriale til grisene. Her foreslår vi også at hæve fravænningsalderen til 6 uger, så flere pattegrise overlever uden antibiotika, men vi er villige til at diskutere, om 7 uger er passende."

Alternativet uddyber i sit svar, at partiet har stillet et ultimativt krav til den kommende regering om, at grisenes velfærd skal forbedres; smågrise må ikke vænnes fra soen "for tidligt", fiksering af søer og halekupering skal stoppes.

Har stillet et forslag om det

Enhedslisten skriver, at partiet har stillet forslag i Folketinget om, at ingen grise må fjernes fra soens mælk, før de er mindst syv uger gamle.

"Det vil både være et stort løft af dyrevelfærden og gøre op med det voldsomme antibiotikaforbrug i svineproduktionen," skriver Enhedslisten desuden.

Økologisk Landsforening har sendt i alt otte spørgsmål til alle 12 partier. Ud over de fem omtalte partier har Socialdemokratiet valgt at svare skriftligt, men altså ikke ja/nej på nogen af spørgsmålene.

"Vi ønsker, at langt flere kvæg kommer på græs, end vi har i dag. Når vi har et mål om at fordoble det økologiske areal inden 2030, vil det betyde, at flere køer i fremtiden kommer på græs. For mange danskere er det hvert år en stor oplevelse at se glade køer danse ud på græsset. Dem bliver der forhåbentlig mange flere af i fremtiden," skriver Socialdemokratiet.

Venstre, De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Borgernes Parti er ikke vendt tilbage på foreningens spørgsmål, selvom de er blevet rykket for svar.