Forskere: Det er okay at elske alle bier - også honningbier

Af: Christina Grozinger, professor i entomologi, Penn State
Andony Melathopoulos, lektor i havebrugsvidenskab, Oregon State University
Clare Rittschof, lektor i entomologi, University of Kentucky
Harland Patch, adjunkt (forskningsstilling) i entomologi, Penn State
Jay Evans, forskningsentomolog, Bee Research Lab, Agricultural Research Service, det amerikanske landbrugsministerium

Nordamerikas bibestande har det svært. Men giv ikke honningbierne skylden. Nogle hævder, at et overtal af honningbier fra biavl — dem, der holdes for at bestøve afgrøder og producere honning — får de vilde bier til at forsvinde. Den påstand holder ikke, når man ser på dokumentationen.

Sandheden er, at mange biarter har det svært - også honningbierne.

I gennemsnit dør halvdelen af alle honningbifamilier i USA hver vinter. Erhvervsbiavlere oplevede deres største tab nogensinde i vinteren 2024-25, hvor de mistede over 60 pct. af deres bifamilier. Samlet set er hver femte bestøver i Nordamerika i risiko for at uddø — først og fremmest på grund af tab af levesteder, stigende temperaturer, ekstremt vejr, sygdomme og pesticider.

Vi forsker i bier og andre livsvigtige bestøvere, og vi kan fortælle jer, at der er god grund til at holde af alle bierne. De er faktisk uundværlige.

Bierne hjælper landmændene med at dyrke de fødevarer, vi holder af — fra æbler til mandler.

Sammen med andre bestøvere som fluer, sommerfugle og møl hjælper bierne næsten 80 pct. af de blomstrende planter med at sætte frugt og frø. Det er igen med til at brødføde fugle og andet dyreliv.

Omkring 75 pct. af verdens landbrugsafgrøder har gavn af bestøvere — heriblandt grøntsager, frugt og nødder. Bestøverne bidrager desuden til produktionen af dyrefoder og fiberafgrøder som bomuld.

I USA bidrager insektbestøvning med 34 mia. dollars til økonomien.

Blandt bestøverne er honningbierne de vigtigste for landbrugsafgrøderne. Honningbier i bistader, der kan flyttes fra mark til mark af biavlerne, er særligt uundværlige i intensivt dyrkede områder, hvor der ikke er natur nok til at opretholde bestande af vilde bier.

Honningbierne blev bragt til Nordamerika af europæiske nybyggere i begyndelsen af 1600-tallet.

Fordi honningbien ikke er en hjemmehørende art, går den mest udbredte bekymring på, at den udkonkurrerer de vilde bier om pollen og nektar. Det fremstilles typisk som et regnestykke: Hvis ressourcerne er begrænsede, bliver der mindre føde til hver, jo flere bier der er i landskabet.

Honningbier lever i store sociale samfund og er dygtige til at udnytte områder med mange gode blomster. Derfor er bekymringen, at netop denne art hurtigt kan få en uforholdsmæssigt stor effekt på de vilde bier, der lever af det samme.

Honningbier fra biavl kan også bære virus og andre sygdomsfremkaldende organismer, som kan smitte vilde biarter. Fordi vira deles mellem medlemmerne af en bifamilie, kan de forblive i bistaderne og derfra spredes til andre bier, der søger føde på de samme blomster.

Forskere og landmænd er desuden bekymrede for den økonomiske bæredygtighed, hvis landbruget bliver for afhængigt af honningbier alene til at bestøve afgrøderne. Truslerne mod honningbiernes sundhed og den høje dødelighed i kolonierne i USA kan sætte afgrøder på spil, hvis der ikke er andre bestøvere i nærheden til at gøre arbejdet.

Vi ved i virkeligheden meget lidt om, hvordan bierne påvirker hinanden. USA har over 4.000 hjemmehørende biarter, men for under halvdelen af dem findes der data nok til at vurdere bestandsstørrelser og udbredelse. Brugbare data om, hvordan honningbierne påvirker andre arter, er endnu sværere at finde.

I en nylig gennemgang fandt vi, at kun 15 pct. af 116 offentliggjorte studier om ressourcekonkurrence med honningbier undersøger, hvordan konkurrencen fra honningbier påvirker de vilde arters overlevelse, formering og bestandsudvikling på længere sigt.

Hovedparten af de offentliggjorte studier om konkurrence mellem honningbier og vilde bier behandler forskellige udgaver af ét snævert spørgsmål: Besøger honningbier og vilde bier de samme planter?

Fordi honningbier er "supergeneralister", der klarer sig godt over hele verden langt uden for deres oprindelige udbredelsesområde, ville de fleste forskere forudsige et rungende ja.

Men omkring halvdelen af forskningen tyder på, at honningbierne slet ikke ændrer den måde, de vilde bier lever på. Set fra en vild bis synsvinkel eksisterer honningbierne ikke i dens verden.

Forskellige biarter kan sameksistere med meget få tegn på direkte samspil. En analyse af bisamfund målt på tværs af landbrugsland, byområder, græsland og skov viste, at antallet af honningbier og antallet af vilde bier hang positivt sammen omkring fem gange så ofte, som de hang negativt sammen. Med andre ord: I stedet for at landskaberne understøtter én biart på bekostning af en anden, understøtter de samme levesteder begge.

Kravene om at holde honningbier væk fra bestemte områder overser desuden noget centralt: De steder, hvor de vilde bier er mest artsrige, og de steder, hvor der drives biavl i byer og erhvervsmæssigt, overlapper sjældent.

Biavl er forankret i landbrugslandet. Nordamerikas sjældneste bier trives i miljøer som Sonora-ørkenen — levesteder, der er dårligt egnede til bistader.

Hvis der opstår konkurrence, skyldes det typisk landbrugsmetoder, der rydder landskabet for de blomstrende planter, bierne har brug for.

Forskning, hvor man kunstigt har sat bistader ud i naturområder som de høje områder af Sierra Nevada — steder, hvor biavlere normalt ikke kommer — har skabt konkurrence, der efterlod mindre pollen og nektar til de vilde bier. Men ofte involverer konkurrencen almindelige vilde bier, som ikke er truede.

De vigtigste årsager til bestøvernes tilbagegang er arealanvendelsen — byernes og landbrugets udbredelse samt måden, jorden forvaltes på — sammen med stigende temperaturer, ekstremt vejr og brugen af pesticider.

Landbrug og byudvikling mindsker både mængden og mangfoldigheden af blomstrende planter, og tørke kan få planterne til at blomstre mindre og dermed reducere de ressourcer, bierne lever af. Pesticider kan svække biernes evne til at lægge æg og passe deres afkom — eller slå dem ihjel med det samme.

Studier baseret på data fra det amerikanske geologiske instituts overvågningslaboratorium for vilde bier i den midtatlantiske region har vist, at byudvikling og vejrforandringer har været de vigtigste årsager til ændringer i antallet og mangfoldigheden af vilde bier i regionen.

Efterhånden som temperaturen stiger, ventes bestandene af vilde bier i området at gå tilbage. Mildere vintre betyder, at de bier, der er aktive om foråret, kommer tidligere frem fra deres reder, og mere forårsregn og større temperatursvingninger kan begrænse deres evne til at skaffe føde til afkommet. Resultatet er færre bier.

Den vestlige humlebi, Bombus occidentalis, var engang udbredt og talrig i det vestlige Nordamerika, men den har været i tilbagegang siden slutningen af 1990'erne. Overvågning af bestandene fra 1998 til 2020 viser, at de vigtigste årsager er ændringer i arealforvaltningen, stigende temperaturer, tørke og brug af pesticider.

Den største trussel mod bestøverne er, at mangfoldigheden af blomstrende planter forsvinder.

Det kan du være med til at vende ved at fylde din have med flere blomstrende planter, træer og buske, så bier, sommerfugle og andre bestøvere får forskellige fødekilder.

Du kan også slå et slag for bivenlig adfærd i dit lokalområde — for eksempel ved at skabe levesteder for bestøvere på offentlige og private arealer og ved at bruge færre skrappe pesticider og ukrudtsmidler. Flere blomster i parker og langs vejkanter, og beskyttelse af de vilde områder, hvor de sjældneste vilde bier lever, kan være med til at holde disse vidunderlige arter i live.

Denne kronik er oprindeligt bragt på engelsk på The Conversation d. 9. april.